14. KAPITEL
Guldkalven - eksport fra egyptisk kult?
Dan(aos), tyrekulten - og Guldkalven
Ifølge myterne var danaerne (ud over deres solkultiske observans) dyrkere af tyrekulten - og i Bibelen var Dan-stammen „tilsvarende“ kendt for dette. Yderligere beretter græsk tradition, at Danaos bevogtede den hellige ko, der identificeredes med gudinden Io.
Som for de øvrige navne kendes også dette navn fra Egypten, nemlig den egyptiske Måne(gud), Jaah eller Ia(w)h, der ifølge bl.a. Erman & Grapow’s „Wörterbuch der Aegyptischen Sprache“ (Band 1, 1925, s. 42) synes at have forbindelse til det for Moses åbenbarede gudsnavn Jahweh på Sinai-bjerget; hvilket er semitisk for ‘Måneguden(s bjerg)’.
Månen spillede en vigtig rolle i disse kulter. Desuden kan navnet genfindes den dag i dag hos det nu milliontallige dinka-folk, der lever langs Nilens bredder i Sudan. Deres forfædre gennem flere tusinde år var ofte underlagt deres nordlige naboer, egypterne, og i dinkaernes sprog er ‘hvid okse’ stadig det genuint egyptiske ord Jaah.
I det følgende springer vi fremad i tid for at opnå et bedre helhedsbillede af denne situation. Fra Harvard University’s udgravninger i Israel, ledet af en tidligere nævnt arkæolog Lawrence E. Stager, blev der d. 27. juli 1990 offentliggjort et indtil da hemmeligholdt fund af en Guldkalv. Den var fundet af Stager’s medarbejder Rachel Starck i juni 1990 - under byporten i oldtidshavnebyen Ashqelon (19 km nord for Gaza).
Guldkalven er 12,5 cm lang og støbt i gylden bronze og sølv ifølge „Time Magazine“ (6. august 1990). Dens findested Ashqelon er netop beliggende i Dan-stammens gamle Palæstina-kystområde, der gennem skiftende tider desuden har tilhørt filistrene og senere Juda-stammen. Fundet er dateret til cirka 1500 f.Kr., dvs. inden for perioden der omfatter Moses og den omtalte tidlige udvandringsbølge af egyptere („Moses’ venner“).
Dette er samstemmende med Bibelens beretning om Guldkalven, idet israelitterne senere ved deres flugt fra Egypten kendte til dyrkelsen af den hellige tyr. At den omtales som Guldkalven - på hebraisk er det et hankønsord, egel, en ‘tyrekalv’, der er af guld eller forgyldt - vil stamme fra, at den var lille af størrelse; men men det kunne tillige være influeret af, at det var skik i Egypten, at den til Amon udvalgte Apis-tyr altid blev valgt til helliggørelse allerede som kalv.
Mere end et halvt årtusinde efter Moses, da israelitternes land var splittet op i to riger, Israel i nord og Juda i syd, dyrkedes Guldkalven i nordriget, tilmed nævnes hele to Guldkalve. Her blev det i Bibelen påstået om disse, at guderne i form af Guldkalve(n) havde ført israelitterne ud af Egypten. Og „1. Kongebog“ (12,28) omtaler Jeroboam (700-tallet f.Kr.), der var konge over nordriget Israel og hermed det senere Samaria, at det netop var Guldkalven i form af:
„...guder, der bragte folket ud af Egypten...“.
Jøderne bevarede således i deres Bibel disse optegnelser herom, der kunne demonstrere, hvor forkert - efter deres opfattelse - at folket i Samaria og det øvrige Nordisrael havde båret sig ad. Desuden, som et led i jødernes tempelreform i Jerusalem i 622 f.Kr. fjernedes Moses’ kobberslange, der var opbevaret som helligt inventar, idet det nu blev hævdet, at den blev misbrugt til tilbedelse i Jerusalem-templet.
Men alt dette kan også antyde sporene af en glemt tradition, der i forbindelse med en udløber af tyrekulten kan have overlevet hos samaritanerne, og som det også synes mulig at fortolke således, at Moses ikke helt umodificeret tog afstand fra Guldkalven. Moses forbød billeddyrkelse og afguderi, men Guldkalven kan have haft en anden særlig funktion i indvielseskultisk henseende, som kan være blevet misforstået eller misbrugt. Jf. at en indvielseskultisk tradition med tyre synes at have overlevet langt senere som element i Mellemøstens Mithras-kulte, der fik udbredelse i hele Romerriget.
Selve støbningen af Guldkalven - som Moses’ medarbejder Ahron forestod - opfattedes i oldtiden som forbundet med magi (med alkymistiske undertoner). Dette vil også have en parallelitet til Moses’ anden forbundsfælle Kadmos, der ud over sin tyrekult omtales, bl.a. af oldtidsforfatteren Plinius d. Ældre (i „Liber VII“), for at have opfundet (en særlig metode til) udsmeltning af guld. Desuden ses en lignende parallelitet til forbundsfællen Danaos i beretningen om „guldet i danaidernes kar“; samt til at kongedatteren fra Argos, Danaë, identificeret med gudinden Dana, befrugtedes af guden Zeus med „en regn af guld“.
|