Manetho uddyber, at Moses for at få støtte fra de kanaanæiske hære tilbød, at disse folk fra Kanaan/Palæstina kunne slå sig ned i „deres forfædres land og byer“ - dvs. i Nedre Egypten. For blandt disse folk var der også efterkommere af Egyptens tidligere besættere, hyksos.

På den anden side oplyser Bibelen, at Moses havde lovet, at israelitterne skulle overtage hele Kanaans land. Dette til trods for at israelitterne kun havde en yderst spinkel forbindelse til Kanaan/Palæstina i form af et arealmæssigt ubetydeligt område. „1. Mosebog“ (12,7) omtaler, at Jahweh åbenbarede sig for Abraham, der var på vej gennem Si’kem midt i Kanaan, og sagde til ham:

„...jeg vil give dine efterkommere dette land...“.

Det blev i praksis ikke til mere end en lille træbevokset mark med en klippehule - og det hele endda placeret et andet sted, nemlig i Makpe’lah nær 30 km syd for (Jeru)Salem. Dette minimale areal købte „stamfaderen“ Abraham, cirka 1850 f.Kr., af „Hets sønner“, nærmere betegnet hittitten E’fron („1. Mosebog“ 23,17-20):

„...og Abraham vejede så det beløb af i sølv til E’fron, som han havde omtalt i påhør af Hets sønner (dvs. hittitterne), fire hundrede sekel sølv, gangbare hos købmændene. Således overgik E’frons mark - som lå i Makpe’lah og er foran Mam’re, med marken og hulen der var på den, og alle træerne som er på marken, alt inden for dens omgivende grænser - til Abraham som hans ejendom og stadfæstedes for øjnene (dvs. bevidnet) af Hets sønner...“ etc.

Ved siden af sit nomadeliv havde Abraham ønsket dette sted som fast ejendom til anlæggelse af en familiegravplads. Siden hen købte også hans sønnesøn Jakob et stykke land - nu i Si’kem midt i Kanaan.

Af mangel på et specifikt geografisk tilhørsforhold for israelitterne, hvis forfædre, hebræerne, havde levet som nomader i Mellemøsten, kunne ejerskabet over denne plet jord i Kanaan i forbindelse med udvandringen måske have været medvirkende til ideen om at gøre Kanaans land som helhed til mål. I „1. Mosebog“ (15,18) om hebræernes fortid er indføjet en udvidelse af løftet fra Jahweh:

„...Jeg giver dine (Abrahams) efterkommere dette land: fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden...“.

Her indregnes 10 folkeslag, alle - bl.a. kanaanæerne - i kystlandet helt til Eufrats løb i Syrien. Dvs. at via den gendigtede forhistorie lovede Moses israelitterne præcis hele det (Palæstina)område, som egypterne havde erobret og underlagt sig til handelskolonier og sikkerhedszone!

Det rejser spørgsmålet, om Moses under situationsændringen lovede begge parter - kanaanæere og israelitter - land i „hinandens områder“? Næsten som „historien-gentager-sig“, da England under 1. verdenskrig til en vis grad lovede både jøder og arabere det samme land.

Som modydelse for støtte til Moses’ forsøg på „generobring“ af faraotronen må der yderligere være lovet israelitterne, at de igen som under tidligere faraoner måtte få stillet områder i Nedre Egypten til egen disposition i stedet for at arbejde for andre eller i arbejdslejre. Det var landområder, som deres forfædre fire generationer tidligere havde fået i brugsmæssig besiddelse af en farao, som Josef dengang blev vesir hos.

Hos en del israelitter syntes der at være meget lidt interesse for at drage bort. Og efter at forhandlingerne med farao om deres udrejse var blevet fastlåst, blev folket fordrevet lige såvel som mange selv flygtede.

Dette var uundgåeligt, idet - vi kan repetere at - den samlede egyptiske hær allerede var på hastig march op mod nord for at komme kanaanæerne i forkøbet og måtte derfor undervejs fortrænge israelitterne, der havde forskanset sig i grænsebyerne. Disse byer skulle ellers have tjent som brohoved for den kanaanæiske koalitions invasion.

Det er ud fra disse forhold indlysende, at det ikke var muligt for Moses herefter at indtage land i Kanaan (undtagen evt. i sydligste område - se nedenfor), hvor så mange af hans allierede befandt sig. Måske en af de vigtigste årsager til de 40 års ophold i ørkenen. I stedet for at gå mod nord direkte fra Egypten ind i Kanaans land, drog Moses østover.

Dette må ses i relation til, at imens mange kanaanæiske småstater ved tiden for Amenhotep II’s overtagelse af tronen havde allieret sig i oprør og forsøgt at gøre indtog i Egypten, havde den sydligste stat i Palæstina/Kanaan ikke tilsluttet sig oprøret.

Egyptologen James H. Breasted var den første, der gjorde opmærksom på dette - i sin „A History of Egypt“ (New York 1910). Ifølge Amenhotep II’s inskriptioner turde den sydlige stat så tæt ved Egyptens grænse ikke deltage i koalitionen; ligesom dette distrikt også tidligere havde holdt sig tilbage under flere af de mange oprør imod Tuthmosis III’s Egypten.