I oversættelser ses kun mindre kendskab til visse gamle traditioner de pgl. steder i Orienten. Offerdrab på førstefødte var især semitisk tradition og synes ikke at have været brugt i videre udstrækning hos egypterne. I de såkaldte „Pyramide-tekster“, der gengiver fra det gamle Egyptens ældste mytologiske tradition, læses („Pyr I“, par. 399a-b) bl.a.:

„...det er kongen, der vil give en dom med ‘Han-hvis-navn-er-skjult’ (Amon) på dagen for drabet på den førstefødte...“

- hvor førstefødte i denne sammenhæng, f.eks. i tekster på mumiernes kistelåg, kunne identificeres med guderne, som i overført betydning kunne dræbes og opsluges af den tilbedende: Dette ifølge filologen Mordecai Gilula’s „The Smiting of the First-Born - an Egyptian Myth?“, i det arkæologiske tidsskrift Tel Aviv (vol. 4, 1977, s. 94f). I begrebet „førstefødt“ udtrykkes her, at guderne var de ældste - de først fødte.

Herfra synes der opstået en efterlignende effekt, hvor førstefødte i det hele taget kunne opfattes som noget særligt, og næsten „hellige“.

Dette træk findes også stadig hos jøderne, hvor den førstefødte traditionelt er familieoverhovedet. Roden i hebraisk bekor, ‘førstefødt’, nemlig bakar, indgår f.eks. i begrebet ‘den første eller tidligste modne frugt’, og her er det netop en moden „udvokset“ frugt. Der er altid tale om førstefødte uanset alder! (Her var det ofte førstefødte af hankøn, men kvinder kunne også optræde som slægtens ældste; f.eks. beretter rabbinerskrifterne, at Isaks ældre søster ledede et offerritual).

Heller ikke i mange af nutidens rabbinerskoler generelt opfattes påskedrabet på førstefødte i Egypten som barnedrab.

Misforståelsen synes opstået, allerede da rabbinerskrifterne i senere kommentarer til bibelteksten om denne barske handling fra Moses’ og israelitternes side prøver at „undskylde“ det med, at det var en slags „udlignende hævn“ for dengang egypterne dræbte hebræernes drengebørn ved Moses’ fødsel. Også medvirkende til misforståelsen er datidens udbredte semitiske tradition for ofring af børn. Men de rette forhold vil afsløre sig ved at læse den pågældende bibeltekst omhyggeligt, idet den også angiver, at den førstefødte blev dræbt både i faraos hus og:

„...hos fangen, som var i fangehullet...“

- hvilket atter indebærer, at der ikke er tale om børn; det var mindre karakteristisk, at fanger havde deres småbørn i fangehullet.

Det kan udelukkes, at det kun var ment som en talemåde, der skulle illustrere, at drabet skete både hos „høj og lav“; for ved en sådan generalitet var det usikkert, om drabet overhovedet var sket hos farao, men i rabbinerskrifterne lægges der netop vægt på et tab i faraos hus. Anslaget kunne heller ikke have været rettet mod næste generations Amenhotep II, for han var ikke den førstefødte, men en langt yngre, antagelig den yngste, af Tuthmosis III’s sønner.

Hele episoden giver først virkelig mening, når det står klart, at „den førstefødte“ ikke nødvendigvis er et barn. Således var ganske rigtigt en farao blevet dræbt ved udmarchen - som det fremgår af enkelte rabbinerskrifters udlægninger - men det var i påskenatten optakt dertil og ikke to dage senere i denne påske sammen med egyptiske soldaters mulige druknedød i det Røde Hav. Med andre ord: - det var Tuthmosis III, der døde, og Amenhotep II, der stod frem næste morgen.

Historisk set er oplysningen i Bibelen - sat i relation til general Amenemhebs inskription - et væsentligt bidrag til datering af Moses!