Hvorfor drog Tuthmosis III ud på felttog så overvældende mange gange - hvad ingen anden farao før ham fandt nødvendigt? Der havde endda hidtil under Hatshepsuts dygtige ledelse, først som dronning-regent og siden som farao - og med undtagelse af to-tre mindre grænsestridigheder i Nubien - været fred og frugtbart naboskab gennem mere end 35 år.

Under nabolandenes opstande mod Egyptens overherredømme var kongen af Kadesh en hovedperson. De fleste af Palæstinas, Libanons og Syriens småkonger deltog; og hele aktionen støttedes af kongerne i nord i det stærke Mitanni-rige, idet de ønskede at få Kadesh-området på deres side som bufferzone mod egypterne.

Både i det systematisk gentagne mønster hos oprørerne og i Tuthmosis III’s pendulagtige togter skimtes konturen af en overordnet plan: Bl.a. den nævnte besynderlige regelmæssighed, hvormed Tuthmosis III næsten hvert eneste år gennem 19 år, dvs. i hele totredjedele af sine 32 års regeringstid efter Hatshepsut, uafladeligt var tvunget til igen og igen at tage ud på nye store felttog i nord eller syd for at holde sammen på riget.

Opstandene var med et urværks præcision overordentlig fint koordineret i et djævelsk hårdt spil imod denne farao, der uden ophør forceredes af sted på ekstremt lange og udmattende marcher til oprørsbrændpunkter, som ustandselig flyttedes fra den ene ende af riget til den anden - dvs. en mere end 3.200 km’s rejse.

Dette kunne næsten umuligt have stået på så vedholdende gennem de 19 år, uden at der fandtes en genial koordinator, som kunne forene alle de forskelligartede nabolandes kræfter, men som også selv havde meget at vinde derved! Med andre ord, bag en sådan samordning af oprørskrige fra Mitanni til Negev i nord og i Nubien i syd, stædigt holdt i gang af ellers ofte indbyrdes ufredelige folkeslag, krævedes et mesterligt håndelag hos en diplomat og taktiker. Ud fra de kombinerede informationer (kildeoplysninger følger) tegner der sig denne situation:

1. Den pludselige - og samlede - kanaanæiske opstand, den første i næsten et halvt århundrede, og hvor Tuthmosis III allerede inden for få uger efter Hatshepsuts død måtte prøve at komme en kanaanæisk invasion i forkøbet, viser: At kanaanæerne var blevet godt underrettet om Tuthmosis III’s snigende tronkup. De var indstillet på at udnytte, at han som ny farao opfattedes at stå svagt. Alene eller hver for sig ville de kanaanæiske fyrster næppe have vovet direkte at angribe giganten Egypten, men kun hvis det var et led i en større plan.
2. At der har været en overordnet konspiration til at skabe en aldrig før set samling af opstand blandt ellers sjældent enige fyrster, fremgår bl.a. af en begivenhed i det sydlige Palæstina, hvor et af områderne ikke ville deltage. I modsat fald ville dette distrikt have båret en større risiko end de øvrige, fordi det lå tættest ved Egypten. Ifølge de egyptiske inskriptioner blev denne „uvillighed“ til at gå imod Egypten ændret på grund af koalitionens infiltrering i distriktet, hvilket befordrede, at en borgerkrig brød ud. Hvorpå koalitionen hurtigt sendte tropper til at støtte oprøret, for at dette sydlige område under ny ledelse nu kunne deltage i alliancen mod Egypten.
3. Oprørslandene fortsatte utrætteligt og på en så speciel måde med de hidtil usete koordinerede angreb, at de tvang en stor del af Tuthmosis III’s hær på en 3.200 km’s pendulfart næsten hvert år i 19 år.

Alt dette peger således på, at der har eksisteret en samlende konspirator, der planlagde Tuthmosis III’s styres udmattelse og opløsning ved, at de forskellige lande efter tur blev ved med at revoltere.

Allerede Egyptens erobrerfolk fra nord, hyksosfolket i 1600-tallet f.Kr., havde alliancer med nubiske konger i syd. Men den mere komplicerede politik nu her i 1400-tallet kunne ikke etableres og fungere uden en styrende, indsigtsfuld autoritet: Vi skal se, hvorfor Moses kunne stå bag.

Fra sit eksil kunne han rådgive sine forbundsfæller om at slå til ved Hatshepsuts død. Moses har på dette overensstemmende tidspunkt kunnet planlægge at vende tilbage ved denne gunstige lejlighed (faraoskiftet) seks år efter sin flugt, mens han dog stadig aldersmæssigt uproblematisk kunne fungere.

Troværdigheden og logikken i at netop Moses - under sine forsøg på igen at blive tronkandidat - fra sit eksil fik trukket i trådene via sine mange gode relationer i de omgivende lande, vil blive nærmere omtalt ud fra en længere række indicier.