Det er slående, hvor overordentlig præcist disse historiske egyptiske oplysninger synes at samstemme med Bibelen og oldtidsforfatterne. Bl.a. fremgår det af følgende bibeltekst, at israelitterne må have fulgt en rute sydligere end den langs Middelhavskysten, idet denne sidstnævnte vej ville have ført israelitterne direkte ind i filistrenes område i nord. Foruden at de kort tid efter ville blive forfulgt af faraos tropper, der skulle samme vej, og således ville de blive presset fra begge sider.

I „2. Mosebog“ (13,17-18) berettes herom - i en form, med Elohims tale, der godtager, at det indbyggede udsagn er et krigsorakel:

„...da farao sendte folket bort, førte Elohim (guderne, ‘Gud’) det ikke ad vejen til filistrenes land, skønt denne var nærmest, for Elohim sagde: ‘Det kan være, at folket vil fortryde det, hvis det ser krig, og så vil vende tilbage til Egypten’. Da lod Elohim folket gå ad en omvej gennem ørkenen ved Sivhavet (det Røde Hav). Og i kampformation drog Israels sønner op fra Egyptens land...“.

Ligesom Abraham tidligere havde sluttet pagt med kongen af (Jeru)Salem, fremgår det af Bibelen og rabbinerskrifterne, at Abraham desuden havde en pagt med filistrene. Pagten synes fornyet af Abrahams søn Isak, idet „1. Mosebog“ (26,1 og 26,28) omtaler, at Abimelek, filisterkongen, anerkendte en pagt imellem dem.

Filistrenes første bølger af indvandring i Palæstina er foregået tidligt. Men der er ikke hidtil fundet afgørende spor, der viser, hvornår dette fandt sted, skønt det var længe forud for deres angreb på Egypten i 1200-tallet. Allerede i 1400-tallet f.Kr. findes som tidlige omtalt i Theben optegnelser et filister/pelasger-navn A’kisj.

Filistrene i Kanaan boede ved Middelhavskysten omkring Gaza efter at være udvandret fra de nuværende græsk-tyrkiske kyster. Det vides, at filistrene ved Gaza ikke oprindelig var semitisk sprogede, men var et indo-europæisk folk - om end det siden han overtog lokale semitiske sprog (jf. tidligere, i kap. 4)

Filistrene førte deres egen isolerede politik og havde sjældent noget fællesskab med de kanaanæiske kongers opstande. Og ligesom det var tilfældet med jebusitternes område, Jerusalem med sit opland - der ikke blev indlemmet ved israelitternes invasion i Kanaan - så skete en sådan indlemmelse heller ikke i filistrenes tilfælde, sandsynligvis også delvis på grund af disse pagter.

Men ifølge senere bibeltekster opstod der alligevel efter den israelitiske indvandring ofte stridigheder mellem filistrene og israelitiske stammer, bl.a. med Dan-stammen; f.eks. på den tid da Samson var høvding eller dommer for denne stamme.

En af årsagerne kunne være, at pagten - og dermed freden - alligevel blev brudt allerede før israelitternes invasion: Rabbinerskrifterne beretter, at en gruppe efraimitter, Josefs efterkommere, ved udvandringens start gik fra Moses’ samlede gruppe og tog direkte nordpå, men uden forsyninger, da de anså deres manøvre for en hurtig mission.

Den lille gruppe har uden tvivl været en rekognoscerende fortrop, der - forinden bestemmelsen om at folket skulle gå mod øst - først havde prøvet at slå sig igennem ad denne vej. Dette kunne have det dobbelte formål også at være en vildledningsmanøvre, der gav faraos hærstyrker det indtryk, at israelitterne gik mod nord.

Men det blev en fejlslagen ekspedition - de kom i kamp med de dengang egyptervenlige filistre, ifølge rabbinerskrifterne, og kun ti af dem undslap med livet i behold. Fra egyptiske kilder gengives 100 f.Kr. af den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos - refereret i Ginzberg’s „Legends of the Jews“ (vol. 5, s. 412) - hensigten bag planerne:

„...Jethro ønskede at oprejse krig mod Egypten og sætte sin svigersøn (Moses) på tronen; men Moses’ fædrelandsloyalitet ville ikke tillade ham (Moses) at gå i krig mod sit fædreland. I stedet fremlagde han planer om at invadere Arabien. Jethro misbilligede imidlertid dette forehavende...“.

Dette udsagn giver også sammen med Amenhotep II’s inskriptioner en god forståelse af baggrunden for, at folket blev ført ud i ørkenen lige fra starten. ‘Arabien’ var tidligere betegnelse alene for det østlige del af Negev-ørkenen ved Sinais nordgrænse samt det senere Edom syd og øst for det Døde Hav. Og det var just sidstnævnte område, som Bibelen beskriver, at israelitterne trængte igennem, da de igen forlod Sinai.

Jethros modstand mod, at israelitternes rute fra starten førte gennem Sinai, var ikke urimelig i betragtning af, at han i sit domicil på Sinai kom i farezonen, når egypterne forfulgte israelitterne.

Hermed må det være tilstrækkeligt demonstreret, at Moses’ gruppe ikke kunne regne med at gå uantastet ind i det kanaanæiske område sydfra og endnu mindre være i sikkerhed dér på længere sigt. Og på kortere sigt var det også et problem, at den rute, som de i så fald havde måttet følge, ville gøre det lettere for deres egyptiske forfølgere; for ruten var fra gammel tid en af hovedvejene for faraos hære, når de skulle angribe kanaanæiske tropper i Palæstina.

Meget peger altså på, at Kanaans land var blevet lovet - om end på mindre gennemskuelig måde - til begge parter: Til kanaanæerne i frihed fra egyptisk pres og til israelitterne som nyt hjemland. Løfterne om forbedret status for de fremmede i Egyptens grænseland ville kun blive opfyldt, hvis Moses opnåede faraotronen eller fik indflydelse i Egypten.

Da dette ikke lykkedes, opstod det skæbnesvangre dilemma - som det også i nutiden trænger sig på i dette område - med to folk til ét land.

Guldkalve, oprindelig efter sandsynlig egyptisk model (tv.).
- Øverst: Guldkalv, fundet 1981 i Samaria i det centrale Israel,
fra 1200-tallet f.Kr. - Th.: Guldkalv, 1400-tallet f.Kr.,
fundet 1990 i Ashqelon i Dan-stammens gamle kystområde.

Planche 04 - Den forsvundne tronarving

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover