Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (45 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (45 af 97)

Den nye faraos lynmanøvrer

 

Ligesom hos Tuthmosis III har koordination af så mange opstande geografisk langt fra hinanden ikke kunnet arrangeres af tilfældige kanaanæiske småkonger. Det krævede stadigvæk en stærk, speciel personlighed, der styrede med overordnet ledelse - som sagt: den eksilerede Moses. Og som vi også herefter skal se, beherskede Moses til fulde krigsførelsens tre niveauer - taktisk, operativt og strategisk - og ligeledes de efterretningsmæssige niveauer, foruden en beundringsværdig logistik.

Det væbnede opbrud fra Egypten og overgangen over Røde Havet kendes ikke i teologisk eller historisk forskning at være analyseret fra direkte militærhistorisk vinkel. En første introduktion ud fra netop den basis vil bidrage i denne bogs belysning af exodus!

Et kort overblik, - ud fra Amenhotep II’s inskriptioner: Næppe var Tuthmosis III død, førend oprør var i fuld gang inde i Kanaan-Syrien samt i dette områdes kystbystater. Disse opstande blev støttet af Mitanni-kongerne i nord-Syrien. Næsten samtlige stater og byer i alle disse områder havde allieret sig og samlet en stor hær.

Og opstandene var koordineret så præcist, at de startede mange forskellige steder samtidigt, ved farao Tuthmosis III’s død - uden tvivl i det ofte praktiserede forsøg på at udnytte en ny faraos altid forventede svaghedsperiode ved sin regeringsovertagelse. En særlig svaghed var, at landet var lammet, da næsten alt arbejde normalt lå stille i de 70 dage, hvor en afdød farao blev balsameret til mumie.

Men Amenhotep II drog lynhurtigt ud fra Egypten med en stor hær og nåede frem til de kanaanæiske tropper, inden deres oprør havde funderet sig solidt i deres kanaanæiske hjemdistrikter eller trængt videre frem og ind i Egypten. Under slagene tog denne militært veltrænede farao personligt 18 fanger og 16 heste. Efter nu at have slået kanaanæerne tilbage nordpå, måtte han få måneder senere haste i den modsatte retning til Egyptens sydligste grænse, hvor der var opstand i Nubien.

Amenhotep II har fuldt ud vidst, hvad det gjaldt, hvis der ikke fra starten handledes hurtigt. Derfor har han ikke givet sig tid til visse af de officielle formaliteter ved sin pludselige overtagelse af hele regeringsmagten ved Tuthmosis III’s død:

- Han overtog sin fars vesir, Rekhmire, der befandt sig i Theben. Og af inskriptioner i dennes gravkammer fremgår, at Rekhmire først kunne blive modtaget af Amenhotep II - og kun i al hast ude på denne nye faraos skib på Nilen ved Theben - fire-fem måneder efter den oprindelige udmarch mod Palæstina og Syrien.

For netop nu var Amenhotep II med stærk fart undervejs i den omtalte modsatte retning for at gå i aktion ved grænsen i Øvre Egypten, hvor der ligeledes skulle nedkæmpes oprør. Det synes derfor tydeligt, at også disse opstande har været koordineret til at finde sted ved tidspunktet for denne faraos magtovertagelse.

Efter så at have nedkæmpet oprør i Nubien lod Amenhotep II her i det sydligste Egypten - ni måneder efter hjemkomsten fra sit første asiatiske felttog - opstille to steler med inskriptioner derom.

Men skønt nye felttog til Palæstina og Syrien endnu ikke havde fundet sted, kaldte han dette felttog nordpå for „det første felttog“, hvorved han måtte være vidende om, at der forestod yderligere en række opstande, der krævede flere felttog. Amenhotep II har kunnet mærke - efter Tuthmosis III’s sidste 13 år med relativ ro efter sejren over Kadesh-fæstningen som det vigtigste kanaanæiske samlingssted - at en samlende kraft nu igen var på færde ved denne „indbydende“ politiske situation ved hans fars, den gamle faraos, død: En særlig magt som dirigerede de udmarvende opstande i både nord og syd.

På denne enorme strækning mellem det nuværende Tyrkiets sydøstgrænse og til cirka en tredjedel nede i det nuværende Sudan - en afstand i lige linje på 2.000 km, men som rejserute næsten 3.000 km til fods, til hest og i flodbåde - var tidligere Tuthmosis III blevet tvunget til regulært at pendulere med en stor del af sin hær på de fleste af sine 17 togter gennem 19 år.

Det fremgik, at historikerne hidtil ikke har bemærket den enestående systematik og samordning mellem oprørenes udbrud mod Tuthmosis III. Ofte berømmes hans mange felttog inhabilt med netop hans egne rosende ord: Herved er det således lykkedes denne farao med sine helteinskriptioner om sig selv at få denne ros gentaget ukritisk også af forskerne 3.400 år senere, som om den var en sandhed.

Men hos Amenhotep II - der ikke synes at have haft tilsvarende problem som Tuthmosis III (der ikke havde en fortid som kronprins) med at skulle lægge vægt på at manifestere sit ry som farao - ses de overleverede oplysninger om tid og sted for opstandene og hærens bevægelser heller ikke i samme grad at være overskygget af egen propaganda.

Så først hos Amenhotep II begyndte nogle få egyptologer (bl.a. Breasted) at undre sig over den forbavsende koordination og kombination, der her ses blandt opstandene mod Egypten. Dog har de pågældende forskere mest fokuseret på hans felttog i Kanaan og Syrien; og de forestillede sig derfor, at oprørernes usædvanlige aktionsform kun blev foretaget mod denne farao og kun udsprang fra egyptiske stødpudestater i nord; skønt helhedsmønsteret for oprør og modaktioner tydeligt også omfatter felttogene til Nubien - ligesom ved hans fars felttog.

Jf. at Amenhotep II’s inskriptioner viste (kap. 9), at hans første felttog startede på et tidspunkt, der i egyptisk kalender synes at svare til en dato sidst i marts eller først i april (1455 f.Kr.):

- Dette tidspunkt var således relativt få dage efter Moses’ udvandring med israelitterne på den 21. marts samme år. Tilmed viser inskriptionerne, at Amenhotep II’s tropper i de bestemte dage hverken befandt sig i Syrien, Nubien eller midtvejs - men de var lige præcis her, nær grænsen i Nedre Egypten: Nemlig hvor Moses og israelitterne ligeledes befandt sig inden for nøjagtig samme tidsrum.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth