10. KAPITEL

Skysøjlen om dagen, ildsøjlen om natten

Manethos oplysninger fra det egyptiske præsteskabs tekster og/eller Alexandria-bibliotekets arkiver bekræfter opstandene og de kanaanæiske kongers forsøg på indtog i Nedre Egypten i forbund med Moses.

Moses’ status under hele denne situation siger også noget om hans baggrund. De kanaanæiske konger og fyrster ville ikke have støttet en tilfældig landsforvist hofmand eller en religiøs desperado. I det gamle Egypten ville kun en person, der - som netop i Moses’ tilfælde - selv var af kongeæt eller var gift med en kongedatter, have de bedste chancer for at anerkendes som regent. Uden at disse grundlæggende betingelser var opfyldt, kunne en ny på tronen ikke altid i starten regne med at blive adlydt eller respekteret.

Kanaanæiske fyrster kunne støtte Moses’ opstand, bl.a. fordi Tuthmosis III aldrig havde været tronarving, men blot en præsteuddanet outsiderprins, der havde kuppet sig til Hatshepsuts trone - det tvivlsomme i hans adkomst til den blev siden behændigt skjult. Han kan derfor, men fejlagtigt, være opfattet som at sidde på et delvis usikkert grundlag, hvorfor et vellykket resultat af en aktion for at vælte ham ikke ville være urealistisk. Det kunne i så fald give stort udbytte til kanaanæerne ved politiske indrømmelser eller alternativt give mulighed for plyndring af Nedre Egypten.

En kilde ved siden af Manetho er rabbinerskrifterne, der ligeledes bekræfter koalitionen og det tætte samarbejde blandt kanaanæiske konger imod den pågældende farao. Det stemmer overens med, hvad egyptologer har afdækket om de specielle forhold for Amenhotep II og starten af hans regeringstid. I disse skrifter, som f.eks. gengivet i Louis Ginzberg’s „The Legends of the Jews“ (vol. 3, s. 12), gives i et supplement til „2. Mosebog“s 14. kapitel denne oplysning:

„...At udvandringen sattes i værk var katastrofalt for egypterne. Foruden at miste dominansen over israelitterne måtte egypterne tage sig af oprør, der brød ud mellem mange tributpligtige lande, for hidtil havde farao regeret over hele verden. Kongen greb til smiger og løfter for at formå disse folkeslag til at bekrige israelitterne, idet han lokkede: ‘Ofte marcherer en hær frem forrest, og kongen følger i sikkerhed, men jeg vil gå foran jer. I reglen har kongen førsteret til byttet, så meget deraf han ønsker, men jeg vil ikke tage mere end nogen af jer. Når jeg vender hjem fra krigen, vil jeg fordele mine skatte mellem jer’.

- I sin iver ventede farao ikke på, at hans stridsvogn skulle blive klar, men han ordnede den egenhændigt, og hans stormænd fulgte hans eksempel. Samael lovede støtte, idet han stillede stridsvogne bemandet med sine egne folk til faraos disposition...“.

Det er en forbløffende præcis beskrivelse af de historiske forhold. At den egyptiske konge omtales som den, der hidtil havde regeret over „hele verden“, skyldtes Egyptens og dets underlagte landes store udstrækning, den hidtil største, etableret af Tuthmosis I og derefter vedligeholdt.

Den nævnte Samael var en kanaanæisk leder - disse var tidligt bedre forsynede med heste end egypterne. Han var blandt de få, der var på faraos side (næsten på tilsvarende vis som rabbinerskrifterne omtaler amalekitterkongen Amalek’s position, der også nævnes i Bibelen).

Traditionen for at kongen skulle anføre hæren, var praktiseret hos egyptiske konger især på den tid, og passer under alle omstændigheder ethundrede procent på den krigsglade Amenhotep II.

Også dette, at farao i hast selv spændte heste for sin stridsvogn, var netop typisk for denne nye farao, Tuthmosis III’s meget unge søn Amenhotep II: Han er den farao i Egyptens historie, der er mest kendt som personligt netop en særdeles våbenduelig (især bueskytte), stærk og aktionsivrig kriger, rytter og stridsvognskører.

Ved Amenhotep II’s fremrykning mod nord blev Moses og israelitterne til sidst så trængt, at de måtte forlade de nordegyptiske befæstede byer Avaris, Pelusium, Ra’meses, Suk’kot m.fl., som de havde holdt besat, og drage bort i hast. Med sin voldsomme hastighed under fremmarchen indhentede denne farao, ifølge rabbinerne, på kun én dag israelitternes tre dages forspring. - Flere af de af oprørsfolkenes hastigt forladte byer nævnes i „4. Mosebog“ (33,3-5):

„...De brød altså op fra Ra’meses i den første måned på den femtende dag... for øjnene af alle egypterne...“.

„...Så Israels sønner brød op fra Ra’meses og slog lejr i Suk’kot. Derpå brød de op fra Suk’kot og slog lejr i Etam, der ligger ved randen af ørkenen...“, etc.

De drog mod øst og undslap faraos hær i et område, der fremstår som en midlertidig tørlagt del af det Røde Hav. De trak sig herefter i sikkerhed (belyses i senere kap.) ude på den delvis øde Sinai-halvø under denne indledende periode af deres ørkenfærd, exodus, i foråret i 1455 f.Kr.