15. KAPITEL
Til hvem var det forjættede land lovet?
Det store dilemma
Efter at Josef - fire generationer forud for udvandringen - var ankommet til Egypten som flygtning og slave, men siden opnåede at få embedet som faraos vesir, fik han arrangeret en større „familiesammenføring“ med sine mange slægtninge. Nu rejste de samlet ind i Egypten og slog sig ned. Mange efterkommere assimilerede sig ikke; det skabte utilfredshed og frygt hos egypterne, at hebræerne nærmest som en stat i staten efterhånden - ifølge rabbinerskrifterne (Baring-Gould, vol. 2, s. 77) - besad:
„...den bedste jord af dette land (Egypten)...“.
Disse gode arealer især i Nedre Egyptens deltaområde har uvægerligt omfattet områder, som først og fremmest præsteskabet, der var Egyptens største jordbesidder, men også farao selv, har ønsket at overtage.
Det sidste kan have været medvirkende - for da mange hebræere i Egypten fik gradvis forringede levevilkår, ifølge rabbinerskrifterne, blev de også frataget anerkendelse af jordbesiddelser. Herefter blev de gjort til en art bundne arbejdere som de fleste af Egyptens øvrige bønder, der - som det flere gange er sket i Egyptens historie - uden for dyrkningssæsonen nu i nogen udstrækning kunne udskrives til offentlige arbejder.
Da en faraos krigstogter ofte blev financieret med tilskud fra præsteskabets enorme kapitalophobninger - og hermed var også Amenhotep II på denne måde afhængig af præsteskabet - bliver det yderligere forståeligt, at farao til eget brug søgte at fratage dette mindre integrerede folk dets egyptiske jordbesiddelser.
Men da han af andre grunde - bl.a. ved tabet af arbejdskraft og fordi israelitternes „lånte gods“ ifølge Trogus Pompeius („Justin“ 36;2,13) omfattede hellige genstande stjålet fra egypterne - ikke ønskede deres udvandring, opstod der dette dilemma: Enten at fordrive dem fra håndværk og jordbesiddelser eller at hindre dem i at flygte fra Egypten!
Dette træder også tydeligt frem, da farao og hans hær til sidst var direkte i hælene på de udmarcherende israelitter og alligevel ikke gjorde mere for at rykke ind og standse dem, men i nogen tid blot holdt en konstant tæt afstand til deres bagtrop.
Moses’ aktioner var ved starten af udvandringen netop som en militær operation - dvs. mere end blot en folkeudvandring. De i Bibelen anvendte ord, f.eks. i „2. Mosebog“ (13,18-20 og 14,2-9 og 14,19-20) og i rabbinerskrifterne - er udtryk som: „udrustet (hebraisk chamushim) til kamp“ og „de drog ud i kampformationer“; israelitterne, der udvandrede, kaldes under ét zaba, ‘en hær’. De ord ville være meningsløse at bruge, hvis ikke der forelå en krigssituation eller kamphandlinger.
Ligeledes: „de slog lejr (vajachanu)“ og selve deres „lejr (machaneh)“. Det er alle udtryk, der sædvanligvis indgår i just militære sammenhænge. I alt dette mærkes igen Moses som den erfarne organisator og hærfører der, som nævnt, allerede tidligt under sin uddannelse ved det egyptiske hof lærte - ifølge rabbinerskrifterne - at anføre tropper, der nedkæmpede opstande i Egyptens etiopiske (nubiske) distrikter.
Moses’ oprørsgruppe havde brug for alt det mandskab, der kunne opdrives, hvilket samtidig mindskede arbejdskraftsmængden hos fjenden, egypterne. Men der var ingen vej tilbage for dem, der ville fortryde.
Det er forståeligt, at nogle af de „udvandrende flygtninge“ siden hen tabte begejstringen ude i ørkenen. Netop sådan lader Bibelen det fremgå af beretningen om de utilfredse israelitter, der klagede over at være draget bort fra „Egyptens kødgryder“.
Perspektivet bag disse klager bliver yderligere forståeligt ved kendskab til nyere historisk dokumentation for en lignende trængt situation: I beretningerne fra Napoleons tropper - der i maj-juni 1799 forcerede Sinais ørkener for hurtigst muligt at nå frem og udmanøvrere tyrkernes angrebsplaner - fremlægges de franske troppers utrolige lidelser, tørst, sult og den stærkeste hede. Således kan man genkende Bibelens beretning om israelitternes trængte situation i det samme Suez-områdes ørkener og kyster langs Egypten og Sinai som værende netop yderst realistiske både militært, politisk og geografisk.
Hvor mange der i Moses’ israelittergrupper døde af udmattelse, tørst og hedeslag, oplyses dog ikke - overhovedet intet berettes, skønt det må have eksisteret som et virkeligt problem.
Senere var der da også flere gange oprør i israelitterlejren. Bl.a. ved episoden med Guldkalven, hvortil Bibelen beretter, at et stort antal Moses-modstandere i lejren blev hugget ned af Moses’ loyale korps, levitterne. Sidstnævnte gruppe må - som påpeget i næste kapitel - overvejende have bestået af egyptere og „egyptiserede“ israelitter.
Mange af de hebræere/israelitter, der ikke havde indgiftet sig med egypterne, synes at have boet som en etnisk gruppe i Egypten - ligesom f.eks. libyerne inden for landets vestgrænse og „egyptiske“ nubiere inden for sydgrænsen. Iflg. rabbinerskrifterne havde hebræerne i begyndelsen af deres fire generationer lange ophold i Egypten kunnet bevæge sig frem og tilbage over grænserne, når de havde ønsket det. Det var først blandt de seneste generationer hos dette folk, at forholdene blev hårdere.
Ud fra bibelteksterne synes der senere hen opstået det indtryk, at ideen om en udvandring havde eksisteret som et forventningsfuldt ønske under israelitternes hele langvarige ophold i Egypten. Ligeledes gives der indtryk af, at der mest var tale om udvandring - mens det ifølge de egyptiske gengivelser hos Manetho snarere foregik som en blanding af uddrivelse og masseflugt!
Fra tiden før dette sattes i værk, beretter „2. Mosebog“ (11,1):
„...når han (farao) sender jer bort, vil han endog drive jer alle bort herfra...“.
„Uddrivelse“ er den mest oversete side af begivenheden, men viser israelitterne på dette tidspunkt som problematiske og uønskede rebeller, til trods for at de også udgjorde en del af Egyptens arbejdsstyrke.
|