Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (84 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (84 af 97)

19. KAPITEL

Den dag da Solen stod stille

 

Astronomiske data i bibelteksten om

‘Solen stod stille’

 

Ved Joshuas ledelse af israelitternes invasion overskred denne folkehær Jordanfloden ved påsketid og foranledigede hurtigt byen Jerikos fald.

Under invasionens videre forløb ved det berømte slag ved Gibeon - et par måneder efter nævnte slag ved Jeriko i 1415 f.Kr. - omtales i Bibelens „Joshuas Bog“ (10,12-13) et ejendommeliget astronomisk forhold. Den information kan udnyttes til datering. Joshua marcherede hele natten fra nordøst og overrumplede fjenderne, som da har måttet kæmpe blændet af morgensolen i øjnene. De flygtede, forfulgtes af Joshuas mænd og kom igen i kamp, der varede hele dagen. Så manede Joshua:

„...Sol stå stille over Gibeon, og Måne stå stille over Ajjalons dal...“. -

„...Så stod Solen stille, og Månen blev stående, indtil folket havde hævnet sig på dets fjender... og Solen blev stående midt på himlen og hastede ikke med at gå ned henved en hel dag...“.

Dette usædvanlige himmelfænomen i 1415 f.Kr. synes nu astronomisk at kunne bestemmes som en total måneformørkelse, endda af speciel art.

At der overhovedet var tale om formørkelse synes også indikeret ad anden vej i bibelteksten, hvor der som en optakt til dette himmelfænomen berettes om „en regn af sten fra himlen“. Større hagl(sten) kan i de gamle tekster ses omtalt som en regn af sten: I det for israelitterne også sprogligt og kulturelt nærstående Babylon fandtes et udtryk for formørkelse, der ligesom ved astronomisk formørkelse af Solen eller Månen anvendtes ved beskrivelser af, at en regn af haglsten formørkede himlen.

Jf. at et nytestamentligt apokryft skrift omtaler, at da apostlen Stefan blev stenet til døde af en folkemængde, blev Solen på himlen formørket af en regn af sten. Den nævnte talemåde ses her i brug og vil betegne en i så fald samtidig solformørkelse (der kunne datere hændelsen).

Astronomisk set synes det muligt at gå direkte ud fra Joshuas udtalelse om Solen og Månen. Byen Gibeon er arkæologisk kendt som et gammelt kanaanæisk kultsted netop for Solen. Og det ligeledes citerede Ajjalon er ikke alene en stedbetegnelse, men også et hebraisk udtryk, der betyder ‘kiddet’, hvilket yderligere kunne bruges for den senere mere velkendte betegnelse ‘Stenbukkens stjernetegn’ - der også kendes fra babyloniske billeder. Episoden kan vise præg fra babylonisk stjernelære og er den ældste kendte brug af denne stjerne-terminologi.

Hertil viser astronomiske beregninger, at i 1415 f.Kr. på det tidspunkt (efter forårsjævndøgn), hvor der først muligt kunne være forekomst af en formørkelse, befandt Månen sig netop i begyndelsen af Stenbukkens stjernetegn. At teksten oprindelig skulle forstås just sådan, viser sig ved, at hvis ordene tages bogstaveligt, er det noget sludder, idet Månen ikke i denne sammenhæng kan „stå over“ Ajjalon, hvilket ligger stik vest for Gibeon - vest er nedgangstedet for alle himmellegemer.

Derimod var Månen på vej op i øst, netop mens Solen var på vej ned i vest, hvad der også vil fremgå af det følgende.

Atmosfærens luftlag er tættest inderst ved Jorden og virker her som en bøjet lysleder eller prisme. Astronomerne kalder fænomenet for „refraktionen“. Denne lysbøjning bevirker, at det synlige billede af Måne og Sol løftes næsten en halv buegrad over horisonten (en halv grad på himlen er som bredden af fuldmånens skive).

Således vil f.eks. den opstigende Måne „løftes“ og herved opleves at stå op, før den egentlig er nået op over horisonten; ligesom Solens billede forbliver på himlen nogen tid, efter at den i virkeligheden er gået ned.

En himmel-observation foretaget 500 m over havets overflade, f.eks. på en højslette eller et bjerg, kan herved „sænke“ horisonten med yderligere en halv buegrad eller mere. Området, hvor Joshuas slag fandt sted, ligger endda 600 m over havniveau.

Højdeniveauet og refraktionen kan således tilsammen forøge Solens og Månens tilsyneladende højde over horisonten med mere end en buegrad. Dette både fremmer og forlænger tiden for disse himmellegemers direkte synlige tilstedeværelse på himlen.

Under en måneformørkelse farves Månen næsten altid mørk rød, og da Månen i denne tilstand steg op i øst, var den - på grund af refraktionen - allerede synlig nogen tid før den i virkeligheden dukkede op. Dette skete nøjagtigt samtidigt med, at Solen i sin aftenrøde tilstand var på vej ned i vest, men alligevel stadig kunne ses oppe over horisonten ligeledes på grund af refraktionen.

Det særlige ved denne måneformørkelse har været, at da den rødligt formørkede Måne kunne ses på vej op i østhorisonten, og da den både af farve og størrelse lignede en sol med dennes karakteristiske farve under nedgang, var dens fremtoning ligesom en „ekstra sol“.

Hertil har det efter den „rigtige“ Sols nedgang set ud, som om der fortsat var “en sol“ på himlen - netop som teksten udtrykte det ved at „den hastede ikke med at gå ned“. Dette fordi „den“ (Månen) var rød, så længe formørkelsen varede.

Oldtidens mennesker kendte naturligvis udmærket forskel på Solen og Månen, så en sådan begivenhed var anset for en symbolsk foreteelse, da særlige himmelfænomener ofte blev opfattet som tegn fra guden.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth