Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (40 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (40 af 97)

9. KAPITEL

Den nye farao på tronen næste morgen

 

Historisk bevis for at farao døde ved udvandringen?

 

Da den tyske egyptolog Georg Ebers i 1872-1873 forskede i Thebens oldtidsgrave bag Nilens vestbred, opdagede han et gravanlæg, som skulle vise sig at indeholde nogle yderst værdifulde oplysninger.

Gravanlægget var udhugget til brug for Tuthmosis III’s berømmelige general Amenemheb, og da Georg Ebers havde fået fjernet kalkstøv og flagermusaffald, der dækkede væggene, afsløredes Amenemhebs biografiske inskriptioner. I disse gives der derfor også en række informationer om Tuthmosis III. Her kan bl.a. læses, at:

„...i sit (regerings)år 54 på den tredje måneds sidste dag i årstiden peret døde kong Menkheperre (Tuthmosis III)...“.

Den amerikanske egyptolog James Henry Breasted og den tyske Egyptens-historiker Eduard Meyer fandt - i begyndelsen af 1900-tallet, ud fra den tids mindre avancerede beregningsmetoder - at den pågældende egyptiske dato er identisk med den 17. marts i „juliansk“ kalenderstil, som historikere ofte foretrækker at bruge. Den i øvrigt kompetente Eduard Meyer antog, desværre med færre oplysninger til rådighed, dødsåret som 1447 f.Kr. fremfor det aktuelt reviderede 1455 f.Kr.

Og efter yderligere forfinelse af omregningsmetoden (især vedr. den langsomme forskydning år for år af månedernes placering på grund af egypternes anderledes skuddage) - og omregning til nutidig (gregoriansk) kalenderstil - bliver selve datoen 20.-21. marts.

Inskriptionen fortæller videre om faraos søn og efterfølger, Amenhotep II, at allerede:

„...da morgenen lysnede, Solen steg op, og himlen strålede, var kong Akhaperure, søn af Re, Amenhotep (II) blevet etableret på tronen...“.

Her må påpeges en bemærkelsesværdig sammenhæng mellem Bibelen og dette overleverede historiske materiale. Den nævnte dødsdato ved 21. marts var i året 1455 f.Kr., ifølge astronomisk beregning, dvs. forårsjævndøgnet i det pågældende år. Foruden at det blev den første påske, nemlig selve indstiftelsen ved israelitternes udvandring.

Herefter bliver det klart, at det var inden for selv samme døgn med „Tuthmosis III’s død og den nye farao allerede næste morgen på tronen“, at Moses havde beordret „Egyptens tiende plage“ iværksat. Nemlig drabene på førstefødte hos egypterne. Dette var den udløsende effekt, der skulle medvirke til at bane vejen for israelitternes afmarch. Med andre ord, Tuthmosis III døde lige ved datoen for israelitternes udvandring, i den første påske 1455 f.Kr.

Men det var også inden for nøjagtigt disse for en ny farao så kritiske og farlige dage lige efter tronovertagelsen, at kanaanæiske og syriske hære nordfra slog til. Agenter har sendt ilbud til dem om den gamle faraos død, og at det nu var tid at rykke øjeblikkeligt ind i Egypten og udnytte situationen, inden denne faraos søn og hidtidige medregent, Amenhotep II havde fundet fodfæste som den nye farao.

Der må også have foreligget en plan om dette, siden de kanaanæiske tropper både stod parate og vitterlig også slog til i samme øjeblik, som farao var død. Der viser sig nu igen et perfekt planlagt og velfungerende samspil og dermed alle tegn på eksistensen af en koordinator - dvs. Moses - nøjagtigt som i de tidligere tilfælde under de mangeårige oprør mod Tuthmosis III.

Moses havde åbenbart medsammensvorne og spioner ved hoffet, men har også selv kunnet foretage observation, idet forhandlingerne med farao ifølge rabbinerskrifterne foregik i Memphis. Det passer præcist med, at Tuthmosis III længe brugte denne by til hovedstad fremfor Theben.

Forhandlingerne har da været ført mellem Moses og Tuthmosis III’s temmelig unge søn og medregent, Amenhotep II. Også Manetho bekræfter, at den pågældende farao hed Amenhotep (Amenophis).

Ud fra dateringen står det klart, at forhandlingerne i forbindelse med „Egyptens ti plager“ fandt sted, mens Tuthmosis III endnu var i live, skønt denne farao antagelig ikke har villet se den stadig bandlyste og for ham „ikke-eksisterende“ Moses for sine øjne. Dette kan forklare, hvorfor Moses, selv om han var scenevant ved det egyptiske hof, delvis måtte lade sine forhandlinger med farao (også ifølge Bibelen) foregå gennem Ahron, hvilket hidtil har været en gåde!

Det samme dårlige forhold, som Moses havde til Tuthmosis III, opstod også til Amenhotep II, idet det berettes i „2. Mosebog“ (10,28), at efter de barske forhandlinger med Moses, samt de hårde plagers påvirkning af Egypten, sagde (den nye) farao til ham:

„...Gå væk fra mig, vogt dig for at se mit ansigt igen. For den dag du ser mit ansigt, skal du dø...“.

Hertil svarede Moses, at han ikke selv havde i sinde at se ham igen. Episoden vil desuden have den betydning, at det var slut med frit lejde og dermed flere forhandlinger. Men i den lange tid havde Moses også ved selvsyn kunnet få informationer om bevogtningen omkring farao.

Det er ikke usandsynligt, at Moses’ efterfølgende iværksættelse af „Egyptens tiende plage“ med ombringelse af „den førstefødte i hvert egyptisk hus“ også har sigtet på at ombringe sin personlige modstander Tuthmosis III, der var den førstefødte i det førende egyptiske hus.

Tuthmosis III havde denne status, eftersom han med tilbagevirkende kraft havde udnævnt sin mor, haremskvinden Iset til at have været faderens, Tuthmosis II’s dronning. Han var dermed hendes førstefødte, mens hans to ældre halvsøstre var døtre af Hatshepsut. Hende havde han senere udelukket af kongerækken. Efter denne dronning-rokade har han kunnet forsøge at degradere sin „halvbror“ Moses til en slags bastard; og tilmed var Moses ifølge den nye politik officielt erklæret for ikke-eksisterende. På hebraisk angives i „2. Mosebog“ (12,29) ordret:

„...den førstefødte af farao, den (eller han) som er siddende på sin trone...“ - blev dræbt ved den lejlighed.

Hvordan? (Jf. Tutankhamons mumie viser ifølge nogle forskere, at denne senere farao var dræbt af et skjult slag i baghovedet. Det har krævet hjælpere i paladset). Som plausibel metode kendtes også giftmord som effektivt; den „magi“ brugtes sandsynligt i Tuthmosis III’s 32 år tidligere sammensværgelse, der til sidst skaffede Hatshepsut af vejen (jf. bind 2’s kap. 18). Metoden ville ikke efterlade iøjnefaldende tegn på mord. Om aktuelle mystiske dødsfald citerer rabbinerskrifterne egypterkongen:

„...Moses har - ved magi - dræbt vores førstefødte...“.

Igen er det bemærkelsesværdigt, at farao i det nu afdækkede forløb døde den selv samme dag, som Moses, ifølge „2. Mosebog“, havde forudsagt præcist som værende dagen både for massakren og det store opbrud.

Videre i „2. Mosebog“ (12,30) oplyses, at i faraos hus efter drabet på den førstefødte, dvs. farao som tronindehaveren, foregik det således:

„...farao stod op om natten, han og alle hans tjenere...“.

Dette synes præcis at verificere general Amenemhebs førnævnte inskription om Tuthmosis III’s død og farao Amenhotep, der, allerede „da morgenen lysnede, havde etableret sig på tronen“. Hvad angår den tilsvarende episode i Bibelen, har denne voldt en del besvær for bibelfortolkerne - for hvordan kunne den samme farao både dræbes og snart efter stå op igen og beordre israelitterne ud af landet?

Undertiden er oversættelsen af den pågældende tekst i „2. Mosebog“ (12,29) ændret (f.eks. i Det Danske Bibelselskabs officielle oversættelse fra 1931), så det giver en anden mening:

„...faraos førstefødte, der skulle arve hans trone...“.

Sætningens hebraiske udtryk ha-josheb betyder grundlæggende ‘den som er siddende’ (på sin trone etc...), men det kan også oversættes med en fremtidsform, hvis den øvrige sammenhæng peger på dette (i traditionel forstand). I teksten er der dog intet, der retfærdiggør fremtidsformen „skulle arve hans trone“ eller „skulle sidde på hans trone“ (: i King James’ Bible, mens dansk 1992-Bibel har „...som sidder på tronen...“).

Desuden kan det hebraiske udtryk mi-bekhor par’o tidligere i samme sætning kun betyde ‘den førstefødte ud af (eller fra) farao’ - og det efterfølgende kis’o betyder både ‘sin trone’ og ‘hans trone’. Derfor vil en ordret oversættelse ved drabenes omfang lyde sådan:

„...faraos førstefødte, han/den der sidder på sin trone...“.

Med andre ord, den førstefødte, der blev dræbt i faraos hus, var farao selv, nemlig den farao som sad på sin trone.

Til at klare dette problem - at den førstefødte hos farao døde, og at farao dernæst alligevel kunne fortsætte forfølgelsen - gives der i senere opfattelser det indtryk, at det drejer sig om drab på førstefødte børn! Men det drejede sig mest om voksne som familiernes førstefødte overhoveder, og børn er overhovedet ikke nævnt her.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth