Selv om også en hel del detaljer i brevene ikke umiddelbart kan sættes i relation til „Joshuas Bog“, bl.a. fordi denne ikke er en udtømmende beskrivelse, den er også politisk-religiøs og har modstridigheder - og i næsten enhver „samtidshistorie“ opstår ofte fejl fra starten. Så dette er ikke tilstrækkeligt grundlag til, som teologer har gjort: Nemlig blot at afvise de forbløffende overensstemmelser, der vitterlig findes (hvoraf flere er fremlagt her).

Disse arkæologisk fundne breve er blevet undervurderet eller ignoreret som bevismateriale for invasionstidspunktet. De omtalte hebræere har hidtil af flere forskere været bedømt som „de er nok ikke de samme hebræere som dem, der omtales i Bibelen“. Skønt navne som Benjamin, Job og endda Joshua (Iashuia) findes i disse breve, blev reaktionen glemsel, eller at „det er nok ikke den samme Joshua som i Bibelen, da de øvrige navne ikke er præcis mage til Bibelens“.

Den afvisning af nogen mulig sammenhæng skete uanset, at flere af navnene er genkendelige, og at fundet af navnet Joshua i sig selv er af værdi, der ikke kan udelukkes i helhedsbilledet. Ændret stavning vil bero på, dialektforskelle og mangel på faste staveregler. (Om fundet af navnet Job, se bind 4’s kap. 10). Forskningspolitiske holdninger fik sagen til at hvile - og bevirker, at den stadig ikke er revurderet.

Det ses hævdet inden for teologien, ofte uden tilstrækkelig professionel fundering i arkæologi og antropologi, at: Selve indvandringen er en sen - og tvivlsom - ide, der af det jødiske præsteskab er blevet selviscenesat, sammenkonstrueret ud fra „folkeminder“ om nogle outsidergrupper, som blot infiltrerede sig og efterhånden overtog landet.

Men hvilket folk ville finde på at konstruere eller antage en forhistorie om, at folket oprindelig var slaver i et fremmed land og forlod det anført af en leder med et egyptisk navn, Moses, og derefter måtte erobre deres nuværende land - hvis ikke det var sandt? Hvilket folk ville som hellig bog have en tekstsamling, der ofte satte forfædrene og deres ledere i dårligt lys? Og hvem ville uden videre opfinde en så speciel person som f.eks. Joshua, uden at der var en kerne af sandhed bag?

At bynavnene er nævnt både i Bibelen og brevene, er i sig selv sensationelt. Og visse ombyttede bynavne i Joshua-beretningen er blot naturligt under den voldsomme turbulens i landet under erobringen.

En del andre byer nævnes ikke ved invasionen, men bibelberetningen giver på intet sted udtryk for at være en altomfattende kilde. Det kan på hele ovenstående baggrund ikke på nogen måde tydes, som om denne invasion ikke fandt sted eller fabrikeredes af skribenter tusinde år senere - også fordi disse typer „fejl“ så netop ikke ville optræde.

Israelitterne erobrede under Joshuas ledelse byen Ai, men da udgravninger viser, at en ruinby, som af semitologen W.F. Albright antages at have været Ai, ikke eksisterede på det tidspunkt, er det stadig af mange andre forskere blevet taget afgørende til indtægt for, at invasionen ikke fandt sted. Alt dette skønt intet som helst viser, at den udgravede by, nu benævnt Et-Tell, er den by, der omtales i Bibelen. Ai betyder blot ‘ruin’, og gamle anonyme ruinbyer er der mange af. Joshua-beretningen (12,9) angiver, at:

„...Ai ligger ved siden af Bethel...“

- men Et-Tell ligger ikke nær Bethel. Beretningen (8,11) nævner, at:

„...de slog lejr nord for Ai, med dalen mellem sig og Ai...“

- men der eksisterer ingen dal nord for Et-Tell. Desuden beretter Joshua (7,3) om antallet af Ais indbyggere, at:

„...de er (kun) få...“

- mens Et-Tell er ruiner af en meget stor bybebyggelse. Og Joshua (8,28) udtalte endvidere, at han:

„...brændte Ai og gjorde den til en ruinhøj for stedse, en ødemark indtil den dag i dag...“

- men Et-Tell var aldrig en ruin i tiderne efter invasionen. Alligevel - set i lyset af alt dette - „anvendes“ udgravningen af Et-Tell, som om byen var den autentiske Ai-by, både af tilhængere af den uplausible, sene Moses-datering under Ramses II i 1200-tallet f.Kr. og af tilhængere af hypotesen om, at Moses og invasionen slet ikke har eksisteret!

Det store Palæstina-område blev sluttelig efterladt af egypterne og var herefter i flere perioder overladt i nogen grad til sig selv. Men en af de få byer, der i virkeligheden undslap de invaderende fremmede, mens de andre byer blev nedkæmpet, var Jerusalem:

- I givet fald har Joshua og hans israelitterfolkehær opgivet denne by, der længe før Tell el-Amarna-tiden var bygget på en bjergtop med 10 m tykke massive mure og tårne; dvs. dengang næsten umulig at indtage.

Således forblev Jerusalem og dens omliggende distrikt i dens beboeres, jebusitternes, besiddelse; - og fortsatte på denne måde de følgende 400 år. Ligesom det også skete med distrikterne nord for Karmel og i filistrenes Gaza-område, blev Jerusalem en enklave uden for israelitternes domæne - dvs. igen helt i overensstemmelse med Bibelens beretninger.

_________________________________

De gamle teksters angivelse af Moses’ meget høje alder kan ud fra flere realistiske muligheder netop være en historisk korrekt oplysning.

Hypotesen om at hebræerne/israelitterne ikke erobrede Jeriko, fordi byen var en ruin i 1200-tallet f.Kr., var længe et ukritisk cirkelbevis. Men ved arkæologen Garstang’s udgravning af Jeriko blev der fundet et overbevisende materiale fra en erobring af byen nær 1400 f.Kr. - med en række data, der kan vise direkte relation til Bibelens „Joshuas Bog“.

Brevene i faraos bibliotek i Tell el-Amarna fra samtiden rummer oplysninger om invaderende hebræere i Kanaan - med specifikke detaljer, ord til andet genkendt i „Joshuas Bog“. Dette er stort set ignoreret.

_________________________________

Arkæologen Garstangs fund af Jerikos to sammenstyrtede bymure; tværprofil.

Planche 05 - Den forsvundne tronarving

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover