16. KAPITEL
Moses’ egyptiske specialkorps
De gådefulde levitter
I Bibelens beretning om israelitternes udvandring fra Egypten optræder flere mærkværdige forhold i forbindelse med den ene af de såkaldte 12 israelitiske stammer, levitterne, der omtales som værende efterkommerne af Jakob-sønnen Levi. Men ved at sammenholde Bibelens forskellige oplysninger om dem, vil det fremgå, at denne folkegruppe udskiller sig bemærkelsesværdigt fra de 11 øvrige israelitiske stammer.
For det første: - Levitterne blev udnævnt til at være en særlig præstekaste, mens ingen fra de øvrige grupper kunne blive præster. Alle præster skulle være levitter, men alle levitter skulle ikke være præster. Præsteskab var noget helt nyt hos israelitterne - en egyptisk skik indført af Moses ud fra hans egyptiske baggrund.
Indtil da var det hos hebræerne/israelitterne familieoverhovedet, nemlig den førstefødte, der udførte en præsts funktioner såsom ofring, indvielse m.v. Derfor kan det undre, at det ikke var sandsynlige efterkommere af familieoverhovedet Josef, der skulle overtage funktionen som professionelle præster. Men det får sin forklaring.
For det andet: - Da „det forjættede land“ Kanaan efter ørkenvandringen skulle opdeles til de 12 stammer, der hovedsagelig omfattede efterkommere af Jakobs 12 sønner, fik levitterne i modsætning til de øvrige stammer ingen landsdel tildelt.
Da landsdelenes samlede antal var fastsat til at være 12 provinser, måtte problemet løses ved en temmelig kunstig fremgangsmåde. Det foregik ved ikke at betragte Josef-stammen som én stamme, men i stedet tage næste generation: Her deltes denne stamme i to selvstændige stammer, der omfattede efterkommerne af Josefs to sønner Efraim og Manasseh. Men da Manasseh-stammen havde pladsmangel, fordeltes arealerne således, at den både fik en provins midt i selve Kanaan og - uden sammenhæng med denne - yderligere en provins øst for Jordan.
Det var på denne måde et temmelig kompliceret arrangement, især også for levitterne, som, i stedet for jordtildeling, udelukkende måtte besidde bestemte byer, i alt 48, spredt over landet. Senere rabbineres kommentarer giver den forklaring, at levitterne som præster:
„...ikke skulle have så meget andet at bekymre sig om...“
- en højst usædvanlig praksis, der ikke kendtes noget andet sted i oldtidens kulturområder. Her var præster ofte rige jordbesiddere.
Men da levitterne alligevel havde deres koner og børn, huse og byer at tage vare på, hvad var så denne påståede aflastning?
For det tredie: - Ved folketællingen i ørkenen, omtalt i „4. Mosebog“, befales det udtrykkeligt, at Levi-stammen ikke måtte optælles sammen med de øvrige stammer - og heller ikke optælles på samme måde som disse. Bl.a. måtte kun de levitiske mænd mellem 30 og 50 år optælles. Hvorfor oplyses ikke. Hvis der var tale om en art tjenestealder, så var disse præster næppe udslidte i 50-årsalderen. Selve det optalte antal for denne delgruppe tilbageholdes også.
Hvad angår optællingen af resten af levitterne, forlangtes det yderligere, at alle levitter af mandkøn, blot de var over en måned gammel, blev optalt; mens alle de andre stammer kun optalte dem, der var over 20 år (våbenfør alder). Forskellens årsag angives ikke.
I folketællingerne i det følgende betyder hebraisk elef ’tusind’ såvel som ‘en meget stor gruppe’, som omtalt i kap. 11, hvorved de mange urealistisk høje antal i de fleste oversættelser skal reduceres til en hundrededel deraf; det berører ikke deres indbyrdes størrelsesforhold. Dette bekræftes ved at analysere disse store tal i bibelteksterne:
- Her ses det gådefulde ved denne folketælling i „4. Mosebog“ (3,28) med levitternes særskilte optælling og deres specielle aldersgrupper at blive endnu større. Bibelen angiver det totale antal af levitter af hankøn i alle aldre - undtagen børn på under en måned - til 22.000; men en sammenlægning af de antal, der tilhørte grene af levitternes mest kendte familie, Ahron-gruppen/klanen, viser, at det i bibelteksten angivne resultat på 8600 skal være 8300. Dvs. at antallet er forkert med 300.
Dette misforhold har været diskuteret i tidens løb. F.eks. omtales det i en yngre tekst af rabbinerskrifterne, „Bekhoroth“ (1,1) i den Babyloniske Talmud, hvor det hævdes, at disse 300 var levitternes førstefødte. Og da førstefødte skulle betragtes som mere „ophøjede“ end øvrige familiemedlemmer og følgelig fungere som familieoverhoveder, skulle de derfor ikke deltage i præstetjeneste for det øvrige folk.
Men det skulle som nævnt mændene under 30 år og over 50 år heller ikke, så denne senere rabbinerforklaring er ufyldestgørende.
Ved (ud fra de 8600) at analysere denne „regnefejl“ på 300 mænd/ førstefødte, kan følgende opstilles: Ud fra de omtalte 300 førstefødte, der jo tilhørte hver sin levitfamilie, skulle de pågældende 300 familier gennemsnitligt omfatte hver cirka 29 sønner/mænd og i visse tilfælde familiefaderens ugifte brødre (og døtre er slet ikke medregnet): Dette er naturligvis et urealistisk højt antal børn for hver familiefar.
Det er bemærkelsesværdigt, at antallet af mænd hos de øvrige stammer ikke viser sådanne skævheder - det er kun hos levitterne.
De manglende oplysninger om antal (våbenføre mænd) var i sig selv ikke noget usædvanligt, nemlig militærhemmeligheder. Så netop Moses indførte forbud mod folketælling - også skønt en tælling nødvendigvis alligevel blev gennemført (jf. „4. Mosebog“) under hans ledelse.
For det fjerde: - Israelitterne bar i mange henseender præg af Egypten efter fire generationers ophold i landet. Josefs sønner Efraim og Manasseh havde en egyptisk mor, og Ka’lebs „brors“ navn Jera’me’el (dvs. tilføjet semitisk el) er egyptisk.
Det er et faktum - påpeget af den amerikanske semitolog W.F. Albright - at hyppighed af egyptiske personnavne og „hebræiserede“ egypternavne er påfaldende især hos levitterne i kontrast til de øvrige stammer.
|