Da Danaos ankom til det græske fastland ved Argos, blev han godt modtaget af en lokal konge, Pelasgos: Navnet angiver ham præcist som pelasgernes konge. Grupper af pelasgere, fra bl.a. disse (før)græske områder, udvandrede allerede før 1600-tallet f.Kr. - og senere i flere bølger - til Kanaans kyst. Her bosatte de sig og kaldtes siden hen filistre, fordi egypterne oprindelig udtalte ‘pelasgere’ som pelest. I israelitternes hebraiske sprog blev det til peleshet og pelishtim - hvilket senere smittede af på græsk navngivning af hele landet: Palæstina.

Lawrence E. Stager, jf. Biblical Archaeology Review (May 1991), udgravede i 1990 en danitisk støbt guldkalv i Ashqelon (se kap. 13). Ifølge denne amerikanske arkæolog kom også filistrene i babylonisk fangenskab med jøderne 587 f.Kr.; herefter ophørte filistrene som et folk.

- Egyptiske kilder: Pelasgeres/filistres angrebsbølger er optegnet i 1200/1100-tallet f.Kr., hvor de i store skarer angreb egypterne ved Nil-deltaet. Men det betyder ikke, at de endnu tidligere var ukendte hos egypterne!

At de er registreret her på det tidspunkt, er i nutiden ofte set som om det overhovedet var deres første ankomst, evt. helt fra de græske områder. Dette har medført, at bibeltekster, hvor filistrene optræder historisk tidligt, er afvist af en del forskere som uægte og endda at være direkte fabrikationer. (Tidligere blev på lignende vis påstået, at bibelteksternes ellers ukendte hittitter var en opfindelse, indtil dette folks hovedstad blev udgravet i nuværende Tyrkiet i 1905).

- Bibelen: I „1. Mosebog“ (21,22-32 og 26,26) ses filisterkongen Abimeleks general stadig at bære et pelasgisk navn: Pi’kol (mens Abimelek er semitisk, evt.: ‘min (for)fader er konge’). Her har dele af forskningen tilsidesat et dokumenteret tidligt kendskab i oldtiden til filistre/pelasger.

Ligeledes i Bibelen ses en anden filisterkonges navn A’kisj i „1. Samuelsbog“ og „1. Kongebog“ (2,39-40). Dette pelasgiske navn kendes flere steder på de græske og asiatiske kyster, hvor pelasgerne holdt til.

- Egyptiske kilder: Egypterne har optegnet dette navn A’kisj, cirka 1500 f.Kr. eller tidligere, i maskulin og feminin version, på et skrivebrædt fra Theben med flere navne på fremmede fra „græske“ områder (Kreta).

At dette pelasgiske navn kendtes så tidligt, blev opdaget i 1894 af egyptologen Max Müller, som gengav det i „Zeitschrift får Assyriologie“ (Band 9, s. 394f). Det dokumenteres også siden hen adskillige gange, bl.a. i ovennævnte Wainwrights afhandling „Some Sea-Peoples“.

- Bibelen: Heri omtales øen Kreta som Kaphtor - også kaldet Kaptara og på egyptisk evt. Keftiu - som et af filistrenes græske hjemsteder ifølge „Amos“ 9,7 og „Jeremias“ 47,4. I „5. Mosebog“ 2,23 omtales konkret disse folk, kaftorim, ‘fra Kreta’, der bosatte sig på Kanaans kyst.

På Kanaans kyst blev pelasgere naboer til Dan-stammen, lige såvel som Danaos’ gruppe, der udvandrede den modsatte vej, blev naboer til lokale græske pelasgere ved Argos. Disse sammenhænge er stort set hidtil ubemærkede i forbindelse med de mange komplicerede folkevandringer i dette østlige Middelhavsområde i 1400-tallet f.Kr., hvor der udviklede sig megen trafik mellem begge disse søfarende folks hjemsteder.

- Græsk tradition: Den nævnte vekselvirkning på disse bosteder afspejles også i den græske myte om Danaæs søn, den danaiske helt Perseus, med sin ekspedition på havet ud for Joppa (Jaffa). Her skulle han giftes med denne bys kongedatter hos et beslægtet folk: - altså netop på Dan-stammens Palæstinakyst. Her har grækerne bevaret en viden om slægtskabet.

Filistrene i Palæstina: Ifølge arkæologerne (bl.a. Bimson) findes samme keramik og mønstre her som i deres oprindelige hjemlande Kreta og Mykene/Argos. Jf. Frank Stubbins’ „The Rise of Mycenaean Civilization“, i Cambridge Ancient History (II,I, 1973 p. 627-658); og Jan Best’s

„The Arrival of the Greeks“ (Amsterdam 1973), der er koblet til Yadins førnævnte afhandling. Herudfra synes der at åbne sig flere spor til Moses.

Mens danaer eller danitter samarbejdede i en større koalition vendt mod Ramses III’s Egypten i 1100-tallet f.Kr., var f.eks. Palæstinakystens filistre ikke altid gode venner med de lokale danitter. Dette forhold fremgår allerede 300 år tidligere ved Bibelens omtale af starten på exodus, hvor Moses undlod at føre udmarchen forbi filistrenes område, der på den tid betragtedes som fjendtligt, skønt han samtidig var allieret med danitterne.