I flere henseender synes hebræerne/israelitterne helt frem til tiden for udvandringen ikke engang selv at have opfattet sig som en sammenhørende gruppe. Moses blev den, der grundlæggende sammenføjede de måske undertiden beslægtede, men mere eller mindre forskelligartede grupper, til et mere konsistent folkeslag. Herefter fremstår det klart, at Moses var den israelitiske nations arkitekt,

F.eks. har - ved cirka 330 f.Kr. - den egyptisk-græske historiker, filosof, kritiker, grammatiker og etnograf Hekataios af Abdera som den første kendte ikke-jøde skrevet om jøderne og deres historie. Han fremstillede Moses som „grundlæggeren af den jødiske nation“.

Uanset sin status som egyptisk tronkandidat har Moses kunnet inspirere israelitterne til at gøre sig moralsk bevidst som nation eller folk; en ekstraordinær bedrift også i betragtning af de mange problemer, som dette folk selv forvoldte i forholdet til Moses. Bibelberetningen lægger netop ikke skjul på, at folket optrådte på en til tider konfliktsøgende facon. Det har heller ikke gjort dette folk nemmere for ham at styre, at det også samtidig skulle opfatte sig som „det udvalgte folk“.

Men påvirkningen fra Moses’ lederskab af denne nye nation gennem de næsten 40 års ørkenvandring var på længere sigt medvirkende til, at efterkommere af dette folk havde baggrund og styrke til først i Mellemøsten og siden hen bl.a. i Europa at virke på verdenshistorisk plan som kulturel løftestang inden for religion, filosofi, lovgivning, moral samt hygiejnelære (både kropsligt og ernæringsmæssigt), indretningen af kalenderen, etc.

Moses’ indstiftelse af en ny religion gør ham til en ophøjet skikkelse inden for jødisk religion, islam og kristendom. Mange oprindelige principper i Moseloven er blevet kendte over hele Jorden.

Senere i historien fik f.eks. de oldgræske stater i realiteten afprøvet forskellige styreformer såsom monarki, hieraki (præstestyre), plutokrati (de riges styre), tyranni (diktatur), demokrati, samt overgangsformer. Men allerede 800 år forinden havde Moses med sin erfaring fra Egypten og de omliggende landes forhold, udviklet en egen samfundsmodel - med udgangspunkt i israelitternes minisamfund i ørkenen. Grundtrækkene heri var så overlevelsesdygtige, at de i princippet uændret mellem israelitternes forskellige styreformer blev bevaret i funktion gennem 1.500 år.

Ifølge „5. Mosebog“ udstak Moses retningslinjerne for, at dette styre endda blev så fleksibelt udformet, at israelitterne senere i deres land efter eget valg kunne have enten dommer- eller kongestyre. Her var dommerne en slags folkets valgte tillidsmænd, lærde mænd uden „partiprogram“ - det var personen i sig selv, der skulle være tillid til. Og israelitternes første konge, kong Saul (cirka 1025 f.Kr.) er verdenshistoriens første kendte folkevalgte, konstituerede konge.

Åbenbart naturligt belært af erfaringerne fra især Egypten havde Moses, som tidligere nævnt, sørget for at skille præstemagten effektivt fra statsmagten ved at forbyde præsterne at eje jord - sandsynligvis for at unddrage dem økonomisk magt. Herved skulle præsterne ikke i samme store omfang som i Egypten kunne udøve pres imod folket og kongemagten. Denne i virkeligheden avancerede forordning var helt enestående for et præsteskab og var ikke kendt i noget andet land.