Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (91 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (91 af 97)

Den gådefulde holdningsændring

over for Moses

 

Moses’ ry og hans værk blev senere så stort i Middelhavsområdet og Mellemøsten, at selv oldtidsforfattere, der ikke havde adgang til Bibelen og andre jødiske eller kristne skrifter, alligevel kunne berette væsentligt meget om Moses og om hans storhed.

Men på større afstand - næsten 2.000 år efter Moses’ tid, dvs. i 400-tallet e.Kr. - udvikledes tendenser til at betragte de ældste rabbinerskrifters omtale af hans meriter som en art eksotiske fabler af symbolsk eller underholdende karakter. Også i nogle af nutidens rabbinerskoler underbetones ofte disse skrifters historisk værdifulde informationer.

I det kristne Europa var det næsten helt frem til nyere tid ikke sjældent, at ikke-teologer beskæftigede sig med Moses. I 1500-tallet nævner den italienske magtanalytiker Machiavelli i sin bog „Fyrsten“ kortfattet en skarpsindig og ikke-teologisk karakteristik af Moses og hans ledelsesform og taktik. I 1700-tallet blev Goethe, der var et multitalent ligesom Moses, inspireret til at beskæftige sig med Moses som leder for et folk fremfor mest som stifter af en religion.

Den samme optagethed gælder senere personligheder af vidt forskellig baggrund, lige fra psykoanalysens pioner Sigmund Freud til Englands leder under 2. verdenskrig Winston S. Churchill samt den amerikanske nationaløkonom Henry George og de tyske forfattere Rainer Maria Rilke og Thomas Mann - alle med publikationer om Moses.

Karakteristisk stod alle disse personer fjernt fra både kirkens og den ortodokse jødedoms rækker, og formåede at placere sig i nogen afstand fra disse institutioners traditionelle Moses-billede. Allerede blandt de gamle israelitter kendtes Moses’ eftermæle på følgende måde:

„...Og der fremstod ikke siden hos Israel en profet som Moses - hvem Jahweh kendte ansigt til ansigt - både hvad angår alle de tegn og undere, som Jahweh sendte ham til at udføre i Egypten for farao og alle hans tjenere og hele hans land, og hvad angår hele den store styrke, der lå i hans hånd, og hvad angår alle de store og frygtindgydende gerninger, som Moses udførte for øjnene af hele Israel...“.

Disse er de afsluttende ord i „5. Mosebog“, og de står dermed som efterskrift for alle Mosebøgernes optegnelser vedrørende Moses’ liv og virke. Men hvor sande disse vægtige ord end måtte være, er de alligevel med til at undertrykke den øvrige information om ham. Hvem ville herefter finde på at forbinde Moses med en landflygtig egyptisk kronprins - eller f.eks. alfabetets eventuelle opfinder?

Kort sagt, Mosebøgerne - i den redigerede form fra cirka 400-tallet f.Kr. - overleverer en form, der skulle blive en senere tids indtryk af Moses. Nemlig hans rolle som den store lederskikkelse samt som stor lovgiver og populær nationalhelt. Men hans storhed og indsats på alle øvrige områder ses udeladt: F.eks. som opfinder, arkitekt, skriftkyndig, mystiker, filosof etc., hvilket i højere grad er kendt gennem især oldtidsforfatterne, men er i Bibelen påfaldende underbetonet eller mangler i store træk.

Denne ændring i holdningen til Moses ses også udtrykt ved redaktionen af resten af Bibelen og er særligt iøjnefaldende ved, at David omtales fem gange oftere end Moses - selv Ahron nævnes hyppigere.

Holdningsændringen vil allerede kunne findes i forbindelse med Israels ændrede religiøse forhold, især under Davids tilpasning af religionen til de lokale hittitters kult. Netop med påvirkningen fra David-tiden, omkring 1000 f.Kr., udmøntedes de senere mere fremtrædende ideer om „en messias“, hvad der var aldeles fremmed for Moses’ lære - i Mosebøgerne antydes blot en senere, kommende „profet“.

At den største profet i jødernes forhistorie var egypter og hermed en repræsentant for „slaveriets land“, kunne især senere, efter jødernes andet fangenskab om end denne gang i Babylon, være sværere af acceptere.

Mange blandt de senere israelitter/jøder havde bibelske navne som Jakob, Joshua etc. Men, som omtalt, i 2.000 år efter Moses opkaldte ingen israelit henholdsvis jøde sine børn med navnet „Moses“,

Og nu, 3.400 år efter Moses, hævdede en af zionismens fædre, Ahad Ha-Am (1856-1927), at Moses i den skikkelse, han siden blev kendt, er „en opfindelse skabt af det jødiske folk“. Samtidig var den akademiske forskning af den historiske Moses længe et ikke-jødisk forehavende.

Babylon var et førende jødisk lærdomscenter i 400-tallet f.Kr. til 200-tallet e.Kr. Åbenbart som følge af de i Babylon bosatte jødiske lederes aftagende fokus på Moses, reduceredes han fra sit reelle volumen og virke til en dog mere begrænset rolle. Ikke mindst hans herefter usammenhængende fremtræden i skyggen af denne forringede status, har medvirket til, at grene af nutidig forskning anser Moses for ikke-virkelig og blot en mytefigur. Det bliver overset, at teologien reelt ikke er (historie)videnskab, om end den benytter videnskabernes resultater og tildels metoderne.

Dog, den nuværende store viden fra mange forskningsområder skulle i konsekvens heraf invitere til revision af opfattelsen af Moses, denne første konkrete, store personlighed på tærsklen til vores ældre historie.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth