Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN FORSVUNDE TRONARVING
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth

DEN FORSVUNDE TRONARVING (57 af 97)


Var Egyptens ti plager magisk krigsførelse? Hvad var Bibelens skysøjle og ildsøjle? Hvilke konger hjalp med udvandringen? Hvad betød det at Solen stod stille?

DEN FORSVUNDE TRONARVING (57 af 97)

Magien med navnene

 

Der var tidligt blevet fremsat adskillige varsler på godt og mindre godt om Moses (jf. bind 1), ifølge rabbinerskrifter og oldtidsforfattere:

  1. Vand skulle blive årsag til Moses’ skæbne, hvilket blev udlagt som: - han blev anerkendt som „gudens-barn“ og dermed som kommende farao ved at have gennemgået ritualet på Nilen.
  2. Under en ceremoni tabte den unge Moses kronen, hvilket blev udlagt som: - han skulle miste kronen og ikke blive farao.
  3. Ved uheldet ramte kronen Moses’ fod, og dette blev udlagt som: - han ville blive en modstander og træde faraomagten ned.
  4. Faraos varseldrøm, hvor et barn ved tronen vejede tungere på vægten end alle Egyptens fyrster og stormænd, blev udlagt som: - en omvæltning eller ubalance („ulykke“) forårsaget af dette „barn“ skulle ramme farao, hans mænd og hele Egypten.

Fortællemåden, dramaet, ordvalget, ordspil og fortolkningen er typiske for den tid, ikke mindst i Egypten. Det har dengang haft en mægtig konsekvens for personens prestige, at profetier, hvor hændelserne indtraf siden hen, naturligt ansås for at være gået i opfyldelse. Det var ikke ualmindeligt, at magthavere til deres propaganda prøvede at „skubbe på“, så et varsel kunne bringes til at gå i opfyldelse - idet en „selvopfyldende profeti“ kunne anses for at være ligeså anvendelig.

Et af de berømteste senere eksempler herpå (kendt fra Plutarchs Alexander-biografi) var, da Alexander d. Store gennede præstinden, der fungerede som orakel i Delphi, ud af hendes hjem for at få hende hen til templet og profetere for ham. Overrumplet af hans insisteren opgav hun at modsætte sig, men udbrød: „Du er uovervindelig“. Her standsede han al videre aktion og takkede hende, for nu havde han fået, hvad han kom for, nemlig et regulært „udsagn om Alexander“ fremsat af selveste oraklet i Delphi, hvilket derfor af alle måtte ses som varsel for ham. Orakeludsagnet, at Alexander er „uovervindelig“, har - selvforstærkende - kunnet fungere, fordi denne propaganda blev godtaget overalt, idet udsagnet fremfor tilvejebringelsen var sagen.

Lignende træk genkendes i rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 68) ved førnævnte varsel fremlagt i Moses’ barndom for den gamle farao, nemlig at „et barn foran tronen skulle true Egypten og farao“. Dette har Moses kunnet anvende propagandamæssigt til støtte for sit oprør. Og, ifølge Manetho, antog han netop først ved oprøret navnet Moses.

At Moses kunne fremstilles at opfylde denne profeti i den aktuelle situation, havde den pointe, at ‘Moses’ på egyptisk (meses) betød ‘barn’, så at profetien betød, at „Moses skulle true Egypten og farao“.

Det egyptiske navn „Moses“ har tilhørt hans kongelige navne. De øvrige sådanne navne skulle han tage i brug, når han blev farao; han havde ikke hidtil opereret under dem. Anvendelsen af det pgl. navn som sit nom de guerre har desuden skullet forlene Moses med en særlig prestige, fordi det demonstrerede, at han var af kongelig herkomst og tronkandidat.

Navnesymbolik ses, på lignende spidsfindig måde, også ved magikeren Ahron, der fungerede som Moses’ vesir, dvs. hans stedfortræder og næstkommanderende. Stadigvæk kalder araberne ypperstepræsten Ahron for wazir (hvilket blev til ordet vesir), ‘stedfortræderen’. På hebraisk udtales navnet A(h)aron, og her er et ordspil på aron, ‘arken’; og dette oprindeligt egyptiske navn Ahron, egentlig ‘aa ren, betød på dette sprog ‘mægtigt er navnet (for guden eller Amon)’.

På den tid, hvor massemedier ikke fandtes, havde alt dette en stærk forøget virkning - både mundtligt og skriftligt - til at give en person prestige, når i så fald hans navn havde så meget „power“, at det kunne udtrykke flere betydningsfulde begreber på én gang.

I det i kap. 7 citerede varsel for Amenhotep II, fremsat af en præst, Amenhotep-søn-af-Hapu, altså af samme (for)navn som faraonen, har den navnelighed kunnet opfattes at gøre varslet stærkere, næsten som om det var kongen selv, der i drømme havde modtaget dette varsel med betydning for hele landet. Præsten ville herefter tage sit liv, hvilket nok ikke alene var for at komme en sikker henrettelse i forkøbet, men også - pga. navnet og varslet - som når et stedfortrædende kongeoffer skulle mildne truende farer. I hvert fald har han måttet „udrense sig for skadelig virkning“ efter at have fremsat det onde varsel. Han kan således være blevet symbolsk henrettet som syndebuk - en total renselse, med tavlen vasket ren - og herefter ved en kultisk proces ladet sig „genføde“ for, som historisk kendt, at fortsætte som faraorådgiver.

Dette varsel, der angav, at „oprøret skulle hjemsøge Egypten i 13 år“, har været anset for at være gået i opfyldelse: I det mindste stemmer det overens med de historisk kendte oplysninger om, at Amenhotep II nedkæmpede store oprør lige fra sin tronovertagelse og frem til sit 9. regeringsår med det endelige og afgørende slag mod modstanderne.

Præcis efter dette år 9 ebbede de store samordnede opstande snart ud. Inklusive de næsten tre år før forgængerens død varede det op mod 13 år; men de gentog sig ikke mere i resten af hans 26-årige regeringstid. Denne tidlige afslutning på Amenhotep II’s fåtallige togter står i stærk kontrast til den uendelige række oprør og opstande, der fandt sted i hovedparten af hans forgænger Tuthmosis III’s regeringsperiode.

Artikel-DEN-FORSVUNDNE-TRONARVING-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Ove von Spaeth