Bag den oprindelige hændelse var der således tale om flere højstående personer blandt Moses’ forbundsfæller. Blandt disse fandtes Kadmos og hans „søster“ Europa, samt Danaos og hans såkaldte „døtre“, foruden Kekrops m.fl., som alle var flygtet til søs. Der kan peges på to mulige, og kombinerede, forklaringer hertil: At komme i sikkerhed fra det nye styre, og at oprette støttepunkter som Moses’ forbindelser i udlandet. Idet Moses ved sin flugt havde lagt falske spor ud (jf. bind 2), skulle det give indtryk af, at han flygtede nordpå - til sine forbundsfællers skibe. Disse Kadmos’ og Danaos’ skibe afsejlede fra havnen ved en af de nordegyptiske fæstningsbyer, ved det senere Pelusium nær det kanaanæisk/palæstinske grænsedistrikt. Da „Egypterkongen“ var blevet ledt til den overbevisning, at Moses måtte være med om bord, sendte han et skib af sted for at opsnappe det pågældende (Danaos’) flugtskib. Det er dette arrangement, der i senere overleveringer ses videreført efter den bevidst arrangerede forveksling mellem Danaos og Moses.

- Rejseruterne: Ifølge græske overleveringer sejlede Danaos via Rhodos til det græske fastland. Også Kekrops sejlede dertil, men for ham foregik det via det med Egypten venskabeligt forbundne Kreta.

Kadmos og Europa derimod sejlede til de græske områder via den fønikiske havneby Tyros i det egyptisk dominerede Libanon-distrikt. Herfra sejlede Europa yderligere via Kreta til det græske fastland, mens Kadmos sejlede nordligere og bl.a. passerede øen Thera (Santorini).

Men Danaos sejlede til det græske (mykæiske) distrikt ved Argos, hvor han slog sig ned. Herefter gengives det kryptisk i den græske myteform: At „Danaos’ 50 døtre“ - senere omtalt som „danaider“ - ved list overmandede og dræbte besætningen fra egypterkongens forfølgende fartøj.

- Afmytologisering: Normen for en havgående skibsbesætnings antal var dengang ofte 50. Det har været relativt let at gennemskue Danaos-mytens mærkelige beretning om, at Danaos ankom til Argos i den græske lokalitet Argolis i et skib med „50 døtre“: Selve udtalen af et græsk ord for ‘roer’, ‘rorkarl’, zygites, lå nær (også med z for th) ordet for ‘datter’, thygater. (se også Appendiks 1); dvs. i tråd med netop egyptisk udbredt tradition for ordspil.

Dette vil betyde, at Danaos - og Kadmos - havde 50 marinere med, der således var både rorkarle og soldater. Også de egyptiske havgående skibe havde ikke unormalt 50 årer ligesom senere græske samaina-skibe.

Ved udrejsen oplyses, at et sted (det senere Pelusium?) nær Nil-deltaet havde disse marinere bevæbnet sig. Og i Argos - i en overrumplingskamp én mod én - dræbte de alle krigerne fra egypterkongens (Tuthmosis III’s) forfølgende skib, undtagen en vis Lynkeos, der overgav sig.

Bortset fra denne forsoning, var det åbenbart blevet forpurret, at egypterkongens folk skulle alliere sig med Danaos’ folk og sætte dem op mod deres leder. Derimod allierede Lynkeos sig netop med Danaos selv og blev senere hans efterfølger i Argos.

Hvad Kadmos angår, måtte også han, efter sin ankomst til det græske fastland, nedkæmpe 50 krigere, der ifølge myten pludselig „voksede frem af marken“. Kadmos synes her være forfulgt af en anden af Tuthmosis III’s 50 mands skibsbesætninger, til søs og til lands, hvor mandskabet da har lagt sig i baghold i terrænet ved Kadmos’ opholdssted. Idet Kadmos med sit medbragte skib senere blev et forbillede, blev han siden hen i græsk tradition kaldt for „opfinderen“ af 50-årers skibene.

_________________________________

Oldtidens historikere og rabbinerskrifterne samt overleveringer i Nærorienten beretter entydigt om intrigen ved det egyptiske hof, der tvang Moses bort fra Egyptens trone til eksil forskellige steder i udlandet.

Egyptiske, græske, jødiske og romerske oldtidsforfattere omtaler betydende egyptere: Kadmos, Danaos, Kekrops m.fl., som måtte tage flugten samtidig med Moses. Rejseruterne kan stadig identificeres.

_________________________________