APPENDIKS - 1

Blodet og magien

Farao Sesostris I løber (ligesom senere Hatshepsut)
et rituelt løb ved den kultiske
sed-festival. Kraften blev testet
- oprindelig kunne en svækket konge aflives/ofres.

De følgende tillæg med supplerende baggrundsstof og dokumentation må betragtes som selvstændige bilag, og evalueres uafhængigt.

Liv og magisk kraft 'repræsenteret af blodet'

Supplerer især kap. 14

Adskillige gange i bogens tekst optræder blod i forbindelse med gamle ritualer og magisk ceremoniel. Oldtidens opfattelse af blodet og dets i forskellig grad tillagte "ekstraordinære" egenskaber er et vidtomspændende emne, hvortil der langt fra i et dækkende omfang kan gives nogen oversigt eller behandling her.

Den gamle idé om blodets betydning for de finere slægter er allerede berørt i bogen; og kunne indgå i tidligere og også senere tiders såkaldte raceteorier. I flere kulturer kendtes det, at når ubeslægtede mænd ønskede at være fosterbrødre, skar de snitsår og blandede en smule blod med hinanden. Men først og fremmest anvendtes blod - ud fra forestillingerne om dets egenskaber, dets særlige kraft - ved ofringer.

I Bibelen kan der læses om blod og dets tillagte betydninger. Ifølge Moses' forordninger for brændofre og måltidsofre slynges offerdyrenes blod mod altrets sider. Der brugtes blod ved indvielse af præster - og ved rensning af spedalske. I påsken smurtes der blod på dørstolper og deres overligger. Manden ofrer sin forhud, der afskæres, så blodet helst berører jorden.

Af "3. Mosebog" (17,11) fremgår, at kødets (de levende væseners) liv er blodet - og at det er blodet, der skaffer soning, for det er livet. Blod opfattes som udtryk for liv og er derfor magisk. Lignende træk genkendes i den græske myte, hvor Aeneas hælder blod i jorden for at få den afdøde Achilleus i tale. Og senere ud fra den jødiske tradition opfattede de kristne påskens blodudgydelse forbundet med Jesus på korset som at være et sonoffer ("Kolossenserbrevet" 1,20).

Allerede i "1. Mosebog" (9,1 og 3,4) omtales, at Noah og hans efterkommere måtte spise kød, men fik påbud om ikke at indtage blodet. Og selv hos de første kristne gentages renhedsbudet om blodet - i det Nye Testamentes "Apostlenes Gerninger" (15,29) - senere mindre kendt hos de fleste kristne, men det kan bogstaveligt ud fra den pågældende tekst ses fastsat som en stadig og varig forpligtelse at spise kød fra dyr, der først er slagtet efter dyrets blod er tømt ud. Andre opfattede dette kun som værende af midlertidig gyldighed for ikke-jødiske kristne.

Kort og godt, ifølge Biblen er blod kødets liv og må ikke spises, men gives tilbage. Både ånd og blod er kødets liv - begge må gives tilbage. Hvis man indtager blodet, er det drab. Men dette forhold ændres bort fra Moselovens forordning og bliver en slags "totemisme" eller hellig rituel kannibalisme, når der i "Johannes' Åbenbaring" (6,54) siges om nadveren, at:

"…. den, der spiser mit kød og blod, har evigt liv… mit blod er en sand drik …".

Da Jesus indstiftede den hellige nadver, påskemåltidet, som en forløber for hans ofring af sig selv ved korsfæstelsen, indviede han et bæger med vin, som han symboliserede som sit blod, hvorefter disciplene skulle drikke af bægeret - og ligeledes spise det indviede brød. Her skimtes rester af nogle af de ældste religiøse ideer: At herved blive ét med guden og få del i det guddommelige.

Dette at "spise" en gud var, således længe før Jesus, en udbredt rituel handling i mange af de gamle kulturer, hvor guden eller det indviede offer ritualdræbtes, især ved forårsjævndøgn (og dermed påsketiden), og fortæredes ved den omtalte form for religiøs kannibalisme.

Mange førkristne traditioner overlever i Middelhavslandene, hvor guden bl.a. til påske spises i form af gudefigurer af dej, der er bagt som brød eller kage (en "kagemand"). Mens traditionerne om selve blodet lever videre i adskillige andre forhold. "Nadver-blodet" har overlevet især i den katolske kirke, her er blodet et sakramente.

Derimod demonstreredes tidligt i Egypten også en anden side af "respekten" for blodet: Intet dyr blev slæbt hen og dræbt foran gudens (gudebilledets) ansigt, og intet blod blev udgydt på selve offeralteret i en guds nærvær. Særlige præster beredte først kødet til at kunne sættes frem og "optages" af guderne.

Eftersom opfattelsen af blodet inden for religion og kultur som nævnt er et kæmpestort emne, skal i det følgende blot gives et par enkelte, afgrænsede eksempler; dette som bidrag til at illustrere en baggrund for visse mindre kendte forhold, der også ses at optræde i forbindelse med skinhenrettelsen (omtalt i kap. 1) af den yngre Moses i Egypten.

Magisk besværgelse ved blodet

I oldtidskulturerne var der tradition for den praksis, at det skulle give forstærkende effekt, når besværgelser - hvad enten heldbringende magi eller forbandelse - ledsagedes af et offerdrab. Her tillagdes det betydning, at der blev udgydt blod. Blodet opfattedes at have den egenskab at forstærke kræfter, der var til stede, når liv overskred grænsen mellem denne verden til den næste. Denne "overgangsfase" blev ledsaget af stærke besværgelser, som befordredes ved blodets stærke "magi", der herved skulle fjerne dårligdomme og kriser, ved at offeret "førte dem med sig over i den anden verden".

Når der mod et stedfortrædende offer fremsattes overdrevne, helt uretfærdige og naragtige anklager, gav det en forstærket effekt, hvis denne person i forvejen kunne anklages for noget, der kunne gøre ham til forbryder; eller anklagen kunne overdrives uhyrligt, for at han nu kunne betragtes som en forbryder.

Ofte blev henrettelsen af en forbryder udskudt for at blive udnyttet på et særligt - ofte astrologisk bestemt - tidspunkt til disse formål. Sådanne forbryderhenrettelser kendes anvendt som led i den traditionelle udrensning som forberedelse til en ny årscyklus ved nytår ved forårsjævndøgn. De indlagte ønsker i de i henrettelsen medfølgende besværgelser skulle formidles af "kraften" fra blodet i det øjeblik, hvor det i denne "overgangsfase" blev udgydt.

Få kilometer syd for Knossos på Kreta, ved Anemo Spilia, findes der en tempelruin, hvori der er udgravet en kult fra cirka 1500 f.Kr. - dvs. på Moses' tid. Her ses en ofring, der så at sige er fastfrosset midt i handlingen, idet et jordskælv (sådanne indtraf præcis i den periode særlig voldsomt og hyppigt), som ofringen netop skulle afværge, opslugte det hele:

- Bl.a. ses et "græsk" alter med en cirka 18-årig ung mand, der var skåret i stykker, samt offerpræster med skåle til at opsamle blodet i, hvilket brugtes i dødsøjeblikket til at besværge magterne med.

Fundet beskrives af en græsk arkæolog Yannis Sakellarakis: "Drama of Death in a Minoan Temple", i National Geographic Magazine (vol. 159, February 1981, s. 205-221). Men mange andre historiske forhold kan belyse den glemte gamle opfattelse af blodet:

- Som et særligt eksempel fremtræder den begivenhed for totusinde år siden, hvor Jerusalems folkemængde før korsfæstelsen udvalgte Jesus til "stedfortrædende offer" (jf. "han døde for vor skyld"). Stadigvæk er kirken almindeligvis bekræftende over for den opfattelse, at det Nye Testamente indeholder to forskellige teologier: Johannes-evangeliet, der især fremstiller Jesus som Guds udsending, mens Matthæus, Markus- og Lukas-evangelierne især fremstiller Jesus som stedfortrædende offer.

I evangelierne lægges fra starten vægt på, at han var af kongeblod, "af kong Davids slægt". Det rituelt-kultiske stedfortrædende kongeoffer bliver yderligere tydeligt, idet han var benævnt som "jødernes konge" af landets hersker, romeren Pilatus. Dennes navn kendtes også som betegnelsen for Mithras-kulternes øverste og 7. trin, hvis velkendte symbol var de indviede magikeres (ofte præstelige persisk-babyloniske magikeres) velkendte 'persiske tophue' af filt, på latin pileatus.

Disse magikeres oprindelig indo-persiske Mithras-kult var i mere end 600 år udbredt i hele Romerriget; utallige højtstående romere og romerske officerer var medlemmer. Udfrierguddommens persiske navn Mithras betyder 'pagt', og en indviet skulle for at opnå pagten egenhændigt dræbe en offertyr, så dens blod flød over ham, han var så at sige badet i blodets kraft/ånd (sandsynligvis en del af en rituel baggrund for den senere tyrefægtning).

Fra Mithras er der flere paralleller til Jesus: Bl.a. selve pagten, og også fødselsdagen 24.-25. december, foruden at forvandle vand til vin, samt tredjedags opstandelsen. Det hørte i det hele taget med i de forskellige kulters højeste indvielser, at kandidaten (candida, dvs. 'hvide klæder' en sådan aspirant iklædtes) efter psyko-fysisk forberedelse hensattes i en tranceagtig døs og genopvækkedes på tredjedagen som en "genfødt", hvorfor vedkommende ofte fik et nyt navn.

Som stedfortrædende offer blev Jesus først åbenlyst kongehyldet af mængden, udklædt som konge og derefter udsat for "latterlige anklager" for at fornedres til det laveste - at være forbryder.

Som før antydet fandtes den opfattelse, at en indtagelse af en guds krop kunne gavne - helliggøre, helbrede - den, der spiste den. Lignende virkning mentes tidligt at kunne opnås ved at indtage en beskeden mængde pulveriseret mumie, for mumier var blevet helliggjorte ved særlige ritualer under eller især lige efter dødsprocessen. Dette middel fra oldtiden, mumiepulveret, fandtes endnu i europæiske apoteker frem til 1900-tallet, og under periodisk mangel på egyptiske mumier brugtes som erstatning "discount-mumier", disse var tørrede lig fra Bosnien (forsvaret med, at "de var jo ikke kristne").

Hos oldtidens grækere og romere var henrettede forbryderes blod også eftertragtet som lægemiddel. Jf. R. Selinger: "Experimente mit dem Scalpell am menschlichem Körper in der griechisch-römischen Antike" i Saeculum 50 (1999, s. 29-47). Bogen angiver, at et lignende middel kendes fra middelalder og renæssance, hvor bødlerne, straks når de havde henrettet en forbryder, har kunnet sælge det friske blod; dette menes i flere tilfælde endda at være blevet direkte drukket.

Metoder brugt i flere tusinde år, hvor forbrydere - grusomt og uetisk - kunne blive torteret til døde, ved at de enten korsfæstedes, firedeltes ved partering eller sattes på hjul og stejle, refererer til den kosmiske orden, verdenskorset, de fire verdenshjørner, himmelcirklen, Verdens-aksen etc. Her anvendtes et ritual, ved hvilket forfædrene havde ofret en gud/konge (jf. Osiris, Orfeus m.fl.). Hos Jesus foregik det på et traditionelt, kosmisk tidspunkt til afholdelse af mysteriespil med forårsoffer, nemlig ved jævndøgnets første fuldmåne, dvs. påskefesten.

At forbrydere kunne være ophøjede, står stærkt i historien. Også i nutiden, hvor de ofte ses i helteroller i litteratur, presse og film. Og de to forbrydere, der dengang henrettedes tæt ved Jesus, var i realiteten som parallelofre, idet Jesus måske kun døde symbolsk. Intet evangelium siger entydigt, at Jesus døde, men blot "… opgav ånden …", det betyder lige såvel 'besvimede'.

Ved dette spørgsmål om fortolkning vides ikke præcist, hvor tidligt traditionen - om vægten på Jesu død fremfor Jesu liv - startede og blev afgørende som et af de vigtigste fundamenter i religionsopfattelsen eller konfessionen overhovedet. En anden opfattelse af de tidligste begivenheder ville kunne finde støtte i nogle hidtil mindre analyserede forhold som f.eks. hans blødende sår: Enhver kirurg eller slagter ved, at der ikke kan løbe blod ud af en død. Desuden implicerer det ikke nødvendigvis døden at hænge seks timer på et kors. De to forbrydere døde da heller ikke af det, men kun fordi deres knogler blev brækket bagefter, mens Jesus netop skånedes for dette.

Flere nutidige forskere i teologi og historie tvivler på hele begivenheden, men det ligger dog mere lige for, at hans tilstand ved korsfæstelsen ikke nødvendigvis medførte døden. Og just en sådan tvivl er kendt gennem historien - eksempelvis kan Quranens sura 4,157-158 læses netop på den måde:

"… de hverken dræbte ham eller korsfæstede ham,
men det forekom kun sådan …".

Hvis det Nye Testamentes fremstilling af korsfæstelsen senere i de troendes forståelse eventuelt ikke skulle være overens med realiteternes historiske nøjagtighed, så er dog denne centrale begivenheds forløb og indhold - gennem det snart totusindeårige præg fra millioner af troendes opfattelse deraf - i sig selv blevet en realitet, der handler om menneskets åndelige befrielseshåb: En egen realitet, som derved på disse betingelser vil være af mere solid eksistens. Og det ændrer under alle omstændigheder intet på, at Jesus også døde symbolsk, nemlig teologisk set for andres skyld, idet korsfæstelsesakten her kunne opfattes i overført betydning som en fysisk død. Det synes at være dét, der oprindelig blev grundlaget for denne del af teologien. Dette burde ikke gøre nogen forskel hos den troende, fordi der i forvejen er så megen symbolik indlagt i dette begivenhedsforløb.

Men hele denne religiøse handling måtte dengang naturligvis udføres på præcis den omtalte traditionelle måde for at blive forstået af samtiden; og dette ældgamle kongeritual med det stedfortrædende offer blev senere noget af den mest anvendte symbolik i store dele af den kristne kirke.

I dette tilfælde ved denne særlige begivenhed i Jerusalem var ritualet med det stedfortrædende offers henrettelse som en kombination af offer plus genfødsel/opstandelse, og var i sig selv en indvielse. Ritualet betragtedes blandt oldkristne simpelthen som en naturlig meddelelse fra Gud til mennesket - og offerhandlingen som et budskab af mægtig gennemslagskraft.

Denne offerhandling, også kendt som gennemlevelse af "det store mysterium", og som havde mundet ud i en åndelig genfødelsesproces, blev senere utallige til trøst, ved at frelsen lå i bevidstgørelsen om sjælens evige liv. - Først var det kongen, der "fornyes/genfødes/eviggøres"; men så blev kulternes mysterier (og her de hidtidige indviedes åndelige bevidstgørelse også om bl.a. regeneration og evigheden) med deres kundskab, bl.a. også det element der nu er kendt som "håbet", åbnet for den større menneskehed. Men senere tiders religiøse opfattelse har påvirket med ændring i forståelsen af begivenheden.

Da folkemængden udvalgte Jesus - der ofte kaldte sig "faderens søn" - til offer frem for forbryderen Barabbas, hvis navn på aramaisk direkte betyder 'faderens søn', var det muligt for de indviede at kunne udlægge det symbolsk, som om de "navnemæssigt var brødre"; for den ene, Barabbas, bifaldt "latterlige" anklager mod Jesus for selv at gå fri og nedkaldte dermed drabet over denne anden "faderens søn", og kunne således i den forstand anses som medvirkende til et - traditionelt så betydningsfuldt - symbolsk brodermord.

Behandlingen af offeret mentes at igangsætte stærke kræfter hos den pågældende. Pilatus' håndvaskning ses også som en beskyttelse imod at påvirkes selv.

At Jesus virkelig blev anset for stedfortrædende offer, tilkendegav folkemængden ved påkaldelse af et tilhørende gammelt magisk ritual:

"… Hans blod skal komme over os og vore børn! …"

- dvs. blodet skulle som vanligt ved den slags offer bringe deltagerne lykke i det nye år. De opfattede det ud fra deres tradition bag påsken og det oprindelige nytår, samt direkte ud fra Mosebøgerne som at modtage gode kræfter! Fordi blodet kom fra et indviet offer: Således en anden og rimeligere baggrund end senere fortolkninger, der lod det betyde, at jøderne påtog sig ansvaret, så en konsekvens i givet fald ville ramme dem og deres efterkommere.

Ved israelitternes første påske, 1.500 år før Jesus, blev der stænket blod på dørstolperne, for at israelitterne inde i deres egne hjem skulle blive beskyttet mod drab. - På næsten lignende vis i andre kulturer skulle blodet således magisk beskytte børn og dyr mod dæmoner - især ved forårets begyndelse.

Endnu i dag i utallige arabiske, indiske, afrikanske og sydamerikanske landsbyer ritualofres husdyr, og blodet anvendes i magisk øjemed helt officielt, f.eks. når et borgmesterkontor eller en ny fiskerbåd skal indvies (bl.a. filmdokumenteret af ekspeditionsleder og antropolog Thor Heyerdahl).

Indgåelse af pagt bestyrket ved blodet

Moses' love forbød menneskeofring - men tillod som en form for et stedfortrædende offer: at stene en gedebuk, en syndebuk, og ofre lidt af dens blod. - Også slagteoffer beskrives i "2. Mosebog" (24,8). Her hældte Moses ved slagteofringen en del af blodet i skåle og stænkede det på folket for ved dette stærke middel at besegle en pagt.

Den metode fortsattes så sent som på Jesu tid ved ofring af påskelam (jf. at Jesus også kaldes "et lam") i Jerusalems tempel. Her roterede præsterne de bægerformede skåle med offerlammenes blod, for at det ikke skulle størkne for hurtigt, mens - i samme stund - påkaldelser i form af hellige hymner blev udsunget.

Idéen om blodets kræfter er en "teknisk" baggrund for symbolikken med Jesus som stedfortrædende offer. Ved "den hellige nadver" udnyttedes den effekt i forbindelse med, at Jesus oprettede en pagt, og som omtalt lod et bægers indhold af rød vin symbolisere sit blod. Paulus kaldte senere Jesus for "den anden Adam", og i nadverberetningen er indlagt et kraftfuldt ordspil, idet de tre omhandlede begrebers ord "Adam", "blodet" og "den røde vin" alle var af samme rod med næsten enslydende udtale, både på hebraisk og det lokalt formentlig mest talte sprog aramaisk.

Den nye pagt besegledes, da Jesus blødte under korsfæstelsen: det skete, ifølge en udbredt opfattelse, samtidig med at blodet fra påskeofringerne i Jerusalems tempel flød i præsternes bægerskåle! Efter denne begivenhed opstod der legender om "gralen, det hellige bæger", hvori Josef af Arimathea, Jesu hemmelige discipel, opsamlede dråber af Jesu blod i det bæger (gralen, kalken), der var anvendt aftenen forinden til blodsymbolikken ved den hellige nadver. Gralen ansås da - i dele af den kristelige apokryfe mytologi - for at besidde ekstraordinære kræfter.

Men sådanne stærke kræfter opfattedes som farlige i andre sammenhænge, hvor de derfor skulle undgås. Der var som nævnt ifølge Bibelen forbud mod at spise dyr, der havde blod i sig, og et krav at slagtedyrene følgelig skulle "årelades" forinden. Blodets tabu fastholdes endnu i dag også hos visse kristne sekter, der forbyder blodtransfusion, og tilmed flere læger går ind for blodløs kirurgi. Men det har lige såvel kunnet bestrides, eftersom blodtransfusion ikke nævnes eksplicit i Bibelen, samt ved at se på hensigten med Noahs pagt, der var oprettet for at værne om livet snarere end om blodet.

Idet blodet betragtedes som et udtryk for livskraft og fysisk livsstyrke, opfattedes det at indeholde en kraft, og både at kunne påvirkes og påvirke; f.eks. at visse påvirkninger kan influere/forstyrre "kontrollen" med disse kræfter. Bl.a. ansås de fleste metaller, især jern, for at have egenskaber som opfangere af finere kræfter på lignende måde som ved elektricitet og magnetisme. Ifølge egyptisk religion kunne de afdøde få "åbnet" munden med et redskab af (meteor)jern. Derimod, skulle f.eks. en omskæring - der betragtedes som en art offer, hvor blodet skulle berøre jorden - altid foretages med en stenkniv både hos egyptere og israelitter.

Ligeledes når der netop i Israel blev foretaget ofring på et alter, måtte offerblodet ikke påvirkes af metal. Det understreges gang på gang i Bibelen, bl.a. i "5. Mosebog" (27,5), at altre af sten ikke alene skulle være tildannede uden brug af jern, men især måtte der "ikke svinges jern over dem" (eksempelvis jernknive eller jernredskaber).

Da blodet ansås for at være af særlig magisk styrke i dødsøjeblikket, var det vigtigt at anvende det i den tilstand til at give kraft til gode ønsker eller forbandelser, der skulle fungere ud over det pågældende øjeblik og frem gennem tiderne. Overgangsfasen mellem liv og død - denne specielle tærskel, hvor tiden blev brudt - mentes da at indeholde særlige kræfter med adgang til andre verdener eller "tidsaldre", hvor besværgelsesformularernes indhold af gode ønsker eller forbandelser skulle virke.

Et klassisk eksempel kendes fra den romerske digter Vergils gendigtning cirka 50 f.Kr. af sagnet om Aeneas (cirka 1100 f.Kr.), hvor Aeneas for at grundlægge det romerske rige måtte rejse fra sin elskede Dido, Karthagos dronning. Hendes jalousi blev så voldsom, at den slog ud i had, så hun selv kastede sig i et sværd, hvor hun i selve dødsøjeblikket, i overgangsfasen - den absolut stærkeste måde at få det sidste ord på - nedkaldte en forbandelse over Aeneas.

Her påkaldte hun en hævner, der "engang skulle rejse sig af hendes døde knogler". Dette var typisk for en forbandelse, der skulle virke efter døden, at den på tilsvarende magiske vis, som senere kendes fra myterne om f.eks. helgenknogler, skulle hjælpe til at formidle de fremsatte hensigter eller ønsker.

Vergils publikum har ikke været i tvivl om, at Dido her havde varslet Karthagos trussel mod Rom, hvilket ni århundreder senere realiseredes ved det store angreb på byen Rom, hvor hævneren personificeredes som den karthagiske hærfører Hannibal. Der havde ved Didos død været lagt op til, at hendes aflivning skulle foregå på et bål, men hun lod sig i stedet dræbe ved at kaste sig i et sværd.

Et bål ville ikke have fremkaldt blod i dødsøjeblikket, men ved at dø netop blodigt (ved sværdet) kunne hun styrke forbandelsen.

*

Alt dette om "blodets kraft" og "overgangsfasen" mellem liv og død kan bidrage til at illustrere en vigtig side af episoden i kap. 14, hvor Moses fradømtes identitet og officiel eksistens. Her var der af de tilstedeværende præster og magikere uundgåeligt blevet besværget en stærk forbandelse ved blodet fra den overskårne hals på den parallelofrede person tæt ved siden af Moses - i det øjeblik, da parallelofferet passerede over i den anden verden.