Forvirringen ved de to flugtveje

Ligeledes ud fra Tuthmosis III's første handlinger, nemlig at iværksætte eftersøgning på Sinai (omtales i det følgende), kunne det se ud til, at Moses havde ladet som om, han flygtede nordpå til sine forbundsfæller i en afskibningshavn ved grænsebyen med det senere navn Pelusium ved Middelhavet - eller endda videre her fra Nedre Egypten til Jethro på Sinai. Alt imens Moses, ifølge en lang række rabbinerskrifter og flere af oldtidsforfatterne, undslap i den stik modsatte retning til Etiopien i syd, her hvor Hatshepsut havde formået at skabe gode relationer.

Dette var de to klassiske flugtveje, hvoraf den nordlige ofte anvendtes af dem, der flygtede fra hofstaben, og som rabbinerne beretter, at det var sket i Jethros og Jobs tilfælde. Ruten var på Moses' tid velkendt fra bl.a. den egyptiske hofmand Sinuhes 400 år ældre og berømte såkaldte selvbiografi (model for Mika Waltaris roman "Sinuhe Egypteren").

I nordøst havde Moses i så fald - ligesom tidligere Sinuhe - ellers skullet skjule sig for hærens patruljer. Først senere fuldendtes permanent den berømte "kongens (eller herskerens) mur", omtrent hvor Suez-kanalen nu udstrækker sig, og bestod af bl.a. en serie grænseforter med yderligere skarp bevogtning imellem sig for at føre kontrol med indvandrende asiater, f.eks. beduiner og andre hyrdefolk.

Den sydlige flugtvej til Etiopien var kendt for flere gange at være benyttet som eksilrute for egyptiske konger og prinser; og i myterne, for guder. Denne gang blev den atter benyttet af en prins - Moses.

Det var derfor nødvendigt for Moses at lade alle spor af flugten pege nordpå. Dette kunne f.eks. gøres ved at fabrikere "hemmelige" breve - men beregnet til at blive opsnappede - med antydninger om hans tilsyneladende færden i nord, i Nedre Egypten. Herved kunne han opnå nogle dages forspring, mens han i virkeligheden rejste direkte mod grænsen i syd.

For at undgå genkendelse fra præsteskabets efterretningsvæsen har han, når det var muligt, måttet rejse efter mørkets frembrud - og i starten især ad flodvejen, men længere sydpå måtte han "ad bagvejen" ind i Etiopien og derfor vandre ind over ufremkommelige ørkener og stensletter, hvor gribbe hurtigt kredser om en afkræftet enlig rejsende.

Allerede undervejs i selve Egypten kunne han næppe heller have optrådt udefinerbart som "en rejsende", idet der i flere perioder i det gamle Egypten herskede en art arbejdspligt, så alle arbejdsduelige i givet fald skulle kunne redegøre for deres arbejdsforhold. Ellers kunne de blive pågrebet og tvunget til at arbejde for staten.

En af de mest sandsynlige måder for ham at undslippe på var, hvis han var forklædt som de omrejsende købmænd, der havde lov at rejse frit omkring. Bl.a. havde præsteskab og templer egne købmænd. - Ligeledes, fra de gamle kilder beretter Josefus i sin "Antiquitates" samstemmende om flugten, at:

"… han (Moses) tog af sted for sig selv, og fordi de offentlige veje blev overvågede, tog han sin flugt gennem ørkenen, hvor hans fjender ikke ville mistænke, at han rejste; og skønt han var underforsynet med føde, gik han modigt videre …".

Til sidst var det blevet klart, at Moses alligevel ikke var flygtet nordpå. Ifølge rabbinerskrifterne (Baren-Gould, II, s. 83) forlod den Moses-fjendtlige udenlandske faraorådgiver Balaam og hans to sønner Egypten og rejste skyndsomst til Etiopiens gamle hovedstad - og kom Moses i forkøbet. Her havde Balaam tidligere, nemlig under sit ophold da han var en ung mand, gjort sig kendt for sine tjenester hos landets daværende konge.

Moses havde, for at kunne holde sig skjult så godt som muligt, måttet rejse på en mere besværlig måde og ad omveje - rabbinerskrifterne angiver med et rundt tal 40 dage - og han ankom derfor længe efter Balaam, hvis rejse må have fulgt en mere farbar, almindelig rute.

Rabbinerskrifterne beretter, at ved den etiopiske konges fravær under en krig mod nogle oprørere var det lykkedes den således stedkendte Balaam at kuppe sig til en overtagelse af magten i hovedstaden, så at der ingen adgang var for Moses. Derefter kunne han holde hovedstaden "som gidsel" overfor den etiopiske konge og dennes hær for at få dem til at undlade at give Moses ophold, men i stedet pågribe ham og gøre det af med ham.

Men her forregnede Balaam sig. Moses gik i forbund med kongen, som derefter belejrede byen, der sluttelig blev indtaget ved hjælp af Moses utraditionelle strategier (omtales i bind 5's kap. 4-5) - men det lykkedes Balaam og hans sønner at undslippe. Moses' og kongens hjælp til hinanden blev indledningen til Moses' mangeårige eksilophold i Etiopien.

Yderligere i en meget lang periode efter kongens død - her angiver flere rabbinerskrifter cirka 25 år (cirka 6 år af Hatshepsuts sidste tid og 19 af Tuthmosis III’s år) regerede eller bestyrede Moses landet sammen med enkedronningen, indtil den etiopiske konges søn var blevet myndig.