Udnyttedes Moses til

stedfortrædende kongeoffer?

Hatshepsuts Sed-festival er gengivet i Deir el-Bahari-templet, hvor en afbildning med inskription viser, at både Hatshepsut og Tuthmosis III af guden Amon "… ønskes mangfoldige Sed-festivaler …". Billederne viser også, at de to kongelige sammen foretager ofringer - men den pågældende faraoprins er på disse billeder gengivet uden på nogen måde at ligne den person, der senere kendes fra afbildninger, som forestiller Tuthmosis III.

Men hvis det virkelig var ham, havde han næppe behøvet at gennemføre sit eget kup imod hende, det kup han senere omtaler i sine inskriptioner. Af netop hans egne tekster (først senere færdiggjorte) fremgår også, at han indtil da ikke var anerkendt som kommende farao. Optakten synes i virkeligheden mere rettet mod Hatshepsuts faraokandidat end mod hende selv, og hun blev da også formelt siddende i 6 år derefter.

Det kunne i situationen se ud, som om Hatshepsut ved et eget kup midt under denne festival igen har prøvet at få Senmut/Moses kronet eller få hans status som kommende farao gen-anerkendt: Således kan hun have foregrebet dette ved at lade det være ham, som oprindelig optrådte på disse billeder i templet, der stadig var under arbejde. Tidligere var der endda fremstillet små segl inskriberet med Neferure som kongens søster og hustru. Men atter havde Hatshepsut forregnet sig, mens nu hendes fjender blev grundigt provokeret til at planlægge og realisere deres modforanstaltninger.

Da Hatshepsut og Senmut forekommer at have nydt en vis popularitet hos folket og hos store dele af embedsstanden, ville som nævnt et snigmord på Senmut ikke have været en tillokkende løsning for en konkurrent til den egyptiske trone. Desuden ville der blive problemer med hærens indstilling til et nyt styre; for selv om hæren var stærkt finansieret af præsteskabet, var den i praksis også delvis underlagt Senmuts domæne.

Foruden at en åben konflikt i regeringstoppen kunne fremkalde borgerkrigstilstande, ville den også indbyde nabostater og underlagte lande til oprør og til endda at gå på strandhugst i selve Egypten. Hvilken uprøvet faraokandidat ville bryde sig om at bestige tronen under sådanne omstændigheder med ufred både ude og hjemme? - og med embedsfolk og officerer, hvis loyalitet herunder måtte formodes som temmelig blandet?

Det gjaldt derfor om at få kuppet mod tronfølgeren Senmut/Moses til at se ud, som om der intet kup var - udadtil med alt i bedste orden. Det skulle foregå langsomt og snigende, uden at vække unødig mistanke - indtil det nye regime pludselig fremstod som en uomtvistelig realitet.

Ved Hatshepsuts Sed-festival synes præsteskabets langvarige modstand nu at kulminere. Lejligheden har skullet benyttes til at rydde faraoprinsen Moses af vejen - ligesom kendt fra en langt tidligere historie, hvor denne skæbne var tiltænkt Sargon I - dvs. ved et "stedfortrædende offer"-spil. Men hvor dette spil nu i stedet blev vendt imod Moses selv.

Modstandernes taktik har været at lade Senmut/Moses fredeligt udføre ceremonien, til hvilken han i så fald ifølge den nævnte afbildning i templet var udstyret med kongelige regalier. Herefter kunne han oven i købet som kongeindviet bruges direkte i rollen som stedfortrædende kongeoffer. I forvejen var han i farezonen, for ifølge gamle traditioner var højtstående personer nær kongen og helst af kongeblod bedst egnede som stedfortrædende offer for en konge.

Ved Sed-festivalens slutning må han af de sammensvorne diskret være blevet "kidnappet" og tvunget til denne rolle i deres hemmelige ceremoni. På denne måde kunne et mord på tronfølgeren både camoufleres og "legaliseres", hvad der ikke kan have været nogen ukendt fremgangsmåde.

Traditionelt skulle der i forbindelse med det "stedfortrædende kongeoffer"-ritual fremsættes vilde og latterlige "narreproces"-anklager. Anvendelsen af Senmut/Moses som stedfortrædende offer var som nævnt lettere gennemførlig, hvis der var "fabrikeret" et grundlag for, at der kunne rejses "latterlige anklager" mod ham. Det har derfor været nødvendigt at konstruere en forbrydelse, som det kunne arrangeres, at han var ophavsmand til.

Og det var netop "latterlige og falske anklager", som ifølge rabbinerskrifterne anvendtes til at kaste mistanke på Moses om at have dræbt en egypter, der var "faraos tjener".

Alle ingredienser var da til stede, for at Moses kunne anvendes som stedfortrædende kongeoffer: Både hans kongelige afstamning, kongeindvielsen og en - om end konstrueret - baggrund for de til ritualet obligatoriske "latterlige anklager".

Allerede længe før dette tidspunkt kan Senmut ikke utænkeligt selv have lagt tanken om at være faraokandidat fra sig. Efter at Neferure var ude af billedet (i øvrigt op til fem år før hun overhovedet vil kunne sættes i forbindelse med Tuthmosis III som farao eller faraokandidat) har Senmut sikkert kunne have haft et ikke utilfredstillende liv ved at fortsætte på sine daværende embedsposter. Men ligesom den særlige magtgruppe i ikke uvæsentlig grad har presset den anden kandidat frem mod faraotronen, har Senmuts egne ambitioner næppe kunnet konkurrere med Hatshepsuts på hans vegne.

Også her må der gøres opmærksom på adskillige hypoteser i tidens løb vedrørende baggrunden for Senmuts mærkelige skæbne - ligesom i tilfældet med Hatshepsut (se kap. 13). Nogle forskere har med udvalgte facts i hånden ment, at han tilhørte et "fredsparti" i opposition til mere ærgerrige efterfølgere ved magtens tinder. Mens andre har ment, at han stod på god fod med Tuthmosis III, og atter andre har kunnet forestille sig, at han måske blot var forsvundet ved en ulykkeshændelse.

Dog ikke i udpluk, men det totale bagvedliggende forløb, sammenstykket af alle foreliggende brikker i puslespillet, må betragtes: Netop her i en helhed, synes alle spor, tilmed hos med- og modspillere - ved obstruktioner, intriger, titelændringer, samt ved dateringer etc. - at pege mest afgørende i én retning, mere fast og mere konkret end i flertallet af hidtidige hypoteser.

De allerede fremlagte hændelser må da sættes i relation til, at Hatshepsuts fornyelsesfestival foregik i 1494/1493 f.Kr.: Dvs. på et tidspunkt da Moses var cirka 40 år. Det var præcis i den alder, at han - ifølge rabbinerskrifterne og det Nye Testamente - flygtede fra Egypten efter at være kommet under anklage.

Således forgæves havde Senmut (Moses) i sit hemmelige gravanlæg under templet, som beskrevet (kap. 7), forberedt en plads til begravelse af en kongeklædt dukke, indviet til en Sed-festival. Nu synes han i stedet at være blevet overrumplet til selv at skulle lægge krop til.

_________________________________

• Traditionen om kongens rituelle fornyelsesproces blev gennemspillet med visse mangeårige intervaller, nemlig cykliske tidspunkter der også var astronomisk baserede.
• En metode til afgørende at forstøde den uønskede tronkandidat synes at have været den ikke ukendte strategi at gøre ham til et stedfortrædende offer ved kongens fornyelsesceremoniel.

_________________________________