Den diskrete kongelige søn

I egyptologien er det en udbredt erfaring, at man sjældent kan være sikker på ret meget, og at virkelighedens verden hyppigt overgår fantasiens. Vanskelige forskningsforhold kan resultere i utilstrækkelige undersøgelser, hvorfor "etablerede" resultater, der ofte kan lukke af for nyt, ikke må overtages ukritisk.

Således eksisterer der stadig en række konkrete forhold, som egyptologien hidtil ikke har nogen reel forklaring på. Eksempelvis hvorfor helt fremmedartede stoffer som både sydamerikansk kokain og nikotin kan findes organisk indlejret i faraonernes mumiedele - bl.a. hos Ramses II; eller hvordan der af massive stenblokke er fremstillet stenvaser, hvis indre er fuldt udhulet under den smalle hals, hvilket selv i dag er teknisk umuligt at udføre. Skønt vaserne ses på mangfoldige museer, synes nærmere omtale af dem at være undgået; der forskes videre, som om disse forhold ikke eksisterer. Og ligeså i Hatshepsuts tilfælde ses der sådanne "mindre behandlede" emner.

Således også på baggrund af Egyptens mange andre store, uløste gådefulde forhold, skulle det netop ikke være nogen umulig tanke, at Hatshepsut havde en søn, der med sin status i dette tilfælde var delvist gemt af vejen.

Den egyptisk-græske historiker Manetho, der 280 f.Kr. havde adgang til sit lands fortidsviden i Alexandrias kæmpebibliotek og gamle tempelarkiver, som kongen lod indsamle dertil, lader forstå, at den højtuddannede egypter Moses først tog dette sit navn i brug ved israelitternes oprør og udvandring. Som bekendt havde især i de egyptiske kongelige flere navne, og det gjaldt også kongebørn. Og vil gælde i Senmuts tilfælde.

Hvordan Senmut manøvrerede sit liv under opslidende balancegang - mellem at være prins mest i det skjulte og samtidig stå parat til at overtage styret, når oppositionen mod hans tronkandidatur engang kunne afdæmpes - vil blive taget op ud fra en lang række foreliggende facts. Hans dramatiske kurs ligner i sig selv mere et stof til film og romaner. Bl.a. har han måttet leve en stor del af sit unge liv i ly af adoptivforældrene; selve princippet i den ordning er f.eks. også velkendt i senere græsk og romersk kultur, hvor et sådant tema tilmed fandtes i myterne.

Som nævnt andetsteds viser Senmuts meget unge alder ved sin tidlige debut i relativt høje embedsstillinger ved hoffet, at han tilhørte dette hof snarere end oprindeligt et landsbymiljø med et par forældre fra den lokalitet. Ved hoffet er han blevet undervist sammen med de øvrige kongeslægtsbørn til sine kommende embeder. Ved nu diskret at neddæmpe hans kronprinsebaggrund og stille den i venteposition indtil bedre tider, har Hatshepsut uden større problem tidligt kunne tildele ham de høje embeder, da han dog var i kongefamilien.

I værket "Ancient Egypt: A Social Story" (red. Bruce Trigger et.al., Cambridge U.P., 1982) beskriver den amerikanske egyptolog David O'Connor strukturen i regeringsforholdene under 18. dynasti: At netop personer i familie med kongen, ved afstamning eller giftermål, udgjorde og endda konstituerede sig som en særlig faktor i regeringsapparatet.