Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (27 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (27 af 86)

Det interne modspil mod

farao Hatshepsut

 

Efter de første herskere i 18. dynasti midt i 1500-tallet f.Kr. ses en form for religiøs bølge i Egypten udvikle sig og fremstå som en selvforstærkende følge af den forøgede præstemagt. Da Amon-præsteskabets enorme ekspansion endnu var i sin vorden, imens Tuthmosis I (1536-1523 f.Kr.) udvidede landets grænser, kunne denne hastigt voksende magtgruppe eventuelt stadig være blevet styret i en anden retning.

I tiden efter 1540 f.Kr. havde Hatshepsuts far, først som general og siden som farao, Tuthmosis I, fuldendt sin fars og bedstefars befrielseskrig og drevet de fremmede erobrere, hyksosfolket, endeligt ud af Egypten. Men det var også just perioden, da Amon-præsteskabet fra hovedsædet i Theben voldsomt ekspanderede sin virksomhed og økonomiske magt.

Netop Amon-præsterne, mere end andre gudekulters præsteskab, førte et regulært religiøst erobringstogt. De opførte templer for Amon-kulten og prøvede at udkonkurrere lokale guders helligdomme ikke alene i Egypten og de fra hyksos-besættelsesfolket generobrede områder i nord, men - da der nu var fri bane - også i de nye store asiatiske besiddelser, som Tuthmosis I erobrede.

Allerede inden slutningen af Hatshepsuts regeringstid var præsteskabet ved sin vækst nu jævnbyrdig med eller overgik på flere måder faraos magt. I det følgende halve århundrede blev dette præsteskab Egyptens største jordbesidder og korndepot-ejer - og havde bl.a. guldminer og andre store bedrifter, egne markeder, handelsskibe, skibsværfter, hele landsbyer samt ejede købmænd såvel som krigsslaver og hele privathære (jf. at nogle templer var, i tidligere feudalherrers stil, af udseende som borge med tårne og brystværn). Denne landets største kapitalmagt var faraonerne afhængige af til bl.a. at finansiere deres krige, hvorfor ypperstepræster ofte også kunne ses i embedet som landets krigsminister.

Det var mens disse omstændigheder endnu var overskuelige, at denne magtgruppe rimeligvis kunne være blevet underlagt større kontrol fra faraos side. Men Hatshepsut synes oprindelig at have støttet dette nyligt bedre organiserede præsteparti, der nu havde fået ypperstepræsten Hapuseneb i spidsen - ligesom dette præsteskab delvis affandt sig med hendes overtagelse af regentskabet. Sammen havde de mægtig styrke. Bl.a. ved den afhængighed synes hun ikke at have kunnet styre præsternes stadigt voksende dominans.

Og at få bremset op for Amon-præsteskabets ekspansion var for sent. Men at hæmme dette magtmonopol kan dog have været en af Hatshepsuts bagvedliggende hensigter, da hun lod sit tempel i Deir el-Bahari ved Theben opføre på flere måder så radikalt anderledes.

Derved kan hun have søgt at kontrollere dyrkelsen af hovedguden Amon her i dennes egen hjemby ved også at fremme kulten for gudinden Hathor, som hun søgte at gøre til en mere ligestillet hovedfigur i dette tempel.

Præsteskabets største ekspansion foregik således allerede på Moses' tid, hvor han blev et hovedvidne til denne voksende ubalance. På et senere tidspunkt synes Moses at have taget forholdsregler mod netop det problem: Som noget helt nyt for hebræere/israelitter, der aldrig havde haft præster før, oprettede han - efter egyptisk mønster - et præsteskab. Men præsterne måtte ikke som i Egypten blive en stat i staten.

For det fremgår i Moses' lovgivning for israelitterne, at præsteskabets magtområde og økonomiske Lebensraum nøje begrænses til nogle få byer. Principielt var bønderne frie, idet disse præster ikke måtte eje land. Præsternes indtægter blev dertil fastsat, hvilket måtte modvirke udvikling af en kapitalmagt hos det fremtidige Israels præsteskab.

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth