20. KAPITEL

Den genfundne Moses

Bag religionens arkitektur

Hvis Senmut netop var den person, der, efter store omvæltninger både på indre og ydre plan, blev kendt siden hen som religionsstifteren Moses, hvor findes så sporene af et religiøst engagement hos ham? Egyptisk religion havde en eksistensfilosofisk og kosmologisk kerne (der kun er mindre udforsket i dybden). Essentiel var ideen om forståelse af "skabelsens love" bag verdens fysiske udtryksformer. For en øverste kreativ arkitekt, der fornyede indretning og arkitektur i helligdommene, var den skole af vital betydning.

I udformning også af de kultiske detaljer var han banebrydende på et felt, idet han som første lod specielle rituelle tekster og tilhørende religiøse besværgelser være adskilt fra tekster, der fulgte en afdød i kisten.

En personlig religiøs vækkelse er først afgørende kommet efter hans ungdom i Egypten, hvor han har måttet bevidne en stærkt tiltagende kultisk dyrkelse af dyr, og præsteskabets rigdomsbesættelse og magtbegær. Det store religiøse talent skulle først for alvor bryde ud i mere moden alder (ligesom senere hos kongesønnen Gautama Buddha og karavanesekretæren Mohammad) og uden for præsteskabets rækkevidde. Så efter de store ændringer i sit livsforløb, dvs. først under helt andre betingelser, skulle han, nu som en højere opgave, udforme sin særlige religion.

Moses' lære - velkendt som en religion koncentreret om én skabergud - blev et skifte til begrænsning af religiøs pluralisme og af det egyptiske religiøse livs konstante tanke på døden, en "mumiefikseret" holdning i livet med således megen forberedelse til en attrået paradisisk efterverden. (Moses' religiøse nybrud til brug hos israelitterne belyses i bind 4).

Hvad angår Senmut, er hans relationer, også til det okkulte i forbindelse med magi, velkendt fra flere kilder og fund. Tilsvarende kendes fra Moses' forhold på det område både i Bibelen og rabbinerskrifterne og især fra en række forfattere i oldtiden: Traditionelt var det emne dengang ofte obligatorisk forbundet med religiøs praksis som en særlig side af udøvelsen heraf.

Ved at se på Senmuts arbejde og første titler fremgår om hans baggrund, som har været ligesom hos alle højtstående, at han tidligt var blevet uddannet af præster. Og siden blev han endda overhoved for Thebens tempel, landets største og vigtigste helligsted. Især kendes Senmut som en begavet, nyskabende arkitekt (en titel han ikke specifikt brugte om sig selv). Netop arkitektur - som oldtidsforfattere omtaler ligeledes at Moses mestrede - og som dengang var inspireret af det store kosmos, kan for denne personlighed have været en naturlig indgang til den religiøse sfære. Den særlige indsigt bag fagets skabeproces indgår da som gnisten til en spirituel ekspansion.

Arkitektur baseret på en særlig traditions regler fra uendelig langt tilbage i oldtiden kendes også for sine højder senere i Europa, især til religiøst brug, jf. de store katedraler, bygget efter at man på korstogene fik kendskab til de gamle traditioner fra Egypten. Kunst kan defineres som et helt eller delvis åndeligt udtryk set gennem former i den fysiske verden. Herom er forståelse af tidligere tiders overleverede viden mindre udbredt i nutiden (f.eks. på tysk inkluderes arkitektur stadig i begrebet Kunst, men tilhører ikke rigtigt det engelske art, og senest er arkitektur især også blevet en del af underholdningsindustrien).

I egyptologien tales der nu om en særlig mening bag den gamle arkitektur. Hidtil havde forskningen kun nøjsomt beskæftiget sig med spirituelle aspekter i egyptisk design. Problemet er, at den gamle egyptiske verden næppe forstås tilstrækkeligt uden nødvendigvis denne dimension. Et spirituelt og psykisk grundlag unddrages opfattelsen og bliver fremmedgjort, når oldtidens skatte betragtes fra en verden funderet i nutidens avancerede teknologi.

Men f.eks. har en arkitekt ved Frankrigs egyptologiske kommission i Egypten, Schwaller de Lubicz, i 50 år påpeget spor af den religiøse filosofi bag egyptiske helligdommes arkitektur. Deres kosmologiske temaer demonstreres også af bl.a. den amerikanske egyptolog David O'Connor (i D. Silverman, ed.: "Searching for Ancient Egypt, 1997, s. 155-161).

I tiden frem til Moses’ barndom (interessant nok imens faraorådgiveren Jethro, ifølge rabbinerskrifterne, endnu havde stor indflydelse ved hoffet), ved begyndelsen af det "Nye Rige" og hermed det 18. dynasti, ses i periodens stil flere udvidelser hen mod det arketypiske spirituelle formudtryk. Her i det daværende religiøse centrum, Theben, blev f.eks. de første (til Tuthmosis I) store obelisker udformet - monolitter som sofistikerede kultobjekter. (Jf. kap. 4 og 10).

Allerede den tidlige oldtids templer var skabt arkitektonisk fra geometriske harmonier og proportioner (med grundlag i arketypiske matematiske urbilleder, ligesom de krystallinske og organiske former og endda musik) og planlagt med sigtelinjer til Solens vendepunkter og til bestemte stjerner.