Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (28 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (28 af 86)

ORIENTERING:

MAGTENS BAGGRUND

Faraoner versus Amon-præsteskabet

 

En baggrund for den herskende politik i Egyptens 18. dynasti 1585-1305 f.Kr. er at finde i faraonernes ofte store bundethed af præsteskabet, hvis kapitalmagt nærmest kan sammenlignes med Tibets præstestyre frem til 1950erne og Vatikanets styre. Farao var da afhængig af præsteskabets økonomiske understøttelse, især til hæren - og af dets indflydelse på kongemagtens opretholdelse.

Præsteskabet vogtede bevarelsen af "kongeblodet". Den amerikanske mikrobiolog Scott Woodwards undersøgelser i 1995 af dna-molekyler i mumier viser næsten ingen spor af fremmed blod i denne 18.dynasti kongeslægt.

- Vedr. Tuthmosis IV: Amon-præsteskabets voksende magt gjorde det endnu sværere for de følgende faraoner efter Hatshepsut. Hendes oldebarn, Tuthmosis IV, 1300-tallet f.Kr., havde et problem: Hans mor menes hverken at have haft titlen "faraos datter" eller "gudens-datter", så sandsynligvis derfor var han heller ikke selv "gudens-barn" og måtte herefter opfinde en anden måde at blive anerkendt på - uden om støtte fra Amonpræsterne. Nu påbegyndtes, at byerne Memphis' og Ons mindre Amon-centrerede, nordlige udgaver af teologien igen fik mere opmærksomhed.

Tutmosis IV drog til solguden Re's (Re-Harmachis') hovedsæde just i byen On (senere kaldet Heliopolis, nær Cairo), hvor den guds kult havde mange præster. Herfra tog han helt ud i ørkenen til Giza på "jagtudflugt" - et sandsynligt dække, i virkeligheden for at blive fri af Amonpræsternes overvågning.

Her arrangeredes, at han lagde sig til at sove foran den store Sfinks (ved sin fars kapel på dette sted), hvor solguden Re kunne vise sig for ham under søvnen og love ham regentskabet; til gengæld skulle han sørge for at lade den næsten tildækkede Sfinks grave fri af ørkensandet. Allerede her (længe før farao Akhenaton/Amenhotep IV's religionsbrud) ses altså dette tegn på en eksisterende afvigelse fra hovedvægt på Amon - til fordel for solguden.

Den ikke-førstefødte Tuthmosis IV havde især det problem, at hans dronning Mutemwia, ifølge mange egyptologer, ikke var af egyptisk kongeslægt (men sandsynligt en mittanisk prinsesse) og uden kultisk titel: Der kan gisnes om, hvad han har måttet afgive af magtkoncession til Amon-præster for at gøre dronningen til "gudens-hustru", hvilket da også skete længe efter, at han blev farao, hvor han gjorde sin trofaste, ikke-klerikale, general til ypperstepræst. Dronningen blev da dynastiets sidste indehaver af nævnte kultiske titel, for nu ændredes kursen.

- Vedr. Amenhotep III: Kongeparrets søn Amenhotep III favoriserede yderligere solguden ved siden af Amon, og omdøbte sit palads i Atons (solskivens) gudsnavn. Amenhotep III fik Teje til dronning, en datter af Yuia - en libanesisk-syrisk fyrste stationeret ved det egyptiske hof - og af Yuias kongeligfødte egyptiske hustru Tuyu, der var førstedame i "Amons harem", dvs. de udvalgte præstinder ved Amonkulten i templet i Theben. Dog fik dronning Teje ikke "gudens-hustru"titlen.

Kongen blev træt af det ledende præsteskab, der især havde Theben-templet som magtcenter for hele Egypten, idet templet ejede jord i hele landet; alene i Theben var der efterhånden 20.000 præster. Derfor flyttede han sin residens til den anden side af Nilen, i Malgata overfor på vestbredden, hvor det omtalte palads etableredes.

- Vedr. Amenhotep IV/Akhenaton: Amenhotep III's og dronning Tejes søn, Amenhotep IV (1353-1335 f.Kr.), var derfor ikke slavisk efter tronfølgetraditionen direkte tronberettiget. For at undgå ekstra afhængighed af Amon-præsteskabet, valgte han da at lade guderne på anden måde anerkende sig som indehaver af tronen - ved at han "overlod det alene til solguden", dvs. Re.

Fra da af koncentrerede Amenhotep IV sig udelukkende om solguden - ikke usandsynligt også inspireret dertil af sin stærke dronning Nefertite. Visse forhold kan tale for, at hun var en udenlandsk prinsesse, ankommet allerede som barn ved en politisk udveksling, fra det fjerne solgud-dyrkende mediske land Mitanni (i nuværende "Kurdistan", Sydarmenien og Vestpersien).

Inskriptioner nævner hendes opdrager, en sandsynlig tutor med myndighed som forældre: Aye, senere ypperstepræst og til slut farao (uden kongeblod).

Med omtalte herkomst kunne Nefertite i så fald ikke blive "guds-hustru" eller på anden måde opfylde reglerne; det har kunnet medvirke ekstra til, at Amenhotep IV brød helt med Amon-præsteskabet og valgte at dyrke solguden. Forskere, der tvivler på Nefertites omdiskuterede afstamning, vil engang fra dna-undersøgelser kunne få afklaret, hvorvidt hun måske i stedet var af en gren af egyptisk kongeslægt.

Amenhotep IV dyrkede solguden som Aton (Aten), 'solskiven', en trancendental form for guddom, og lod det foregå også uden for Re's præsteskab, idet han oprettede et selvstændigt Aton-præsteskab med ny kultusform. Derfor, i lighed med sin fars reaktion, flyttede kongen endnu i faderens levetid fra de Amon-dominerede byer, især Theben - men yderligere bort, for uafhængigt at bygge sin egen regeringsby Akhen-Aton (nu kaldet Tell el-Amarna, 500 km nord for Theben) op fra grunden, direkte på den bare mark.

Han udskiftede sit navn fra Amenhotep (IV) til Akhen-Aton. Da man troede på navnemagi, forsøgtes ad denne vej at svække Amons magt. Og han lod sit Aton-præsteskabs nidkære agenter rejse land og rige rundt og ødelægge Amon-navne i forgængernes inskriptioner; det ramte også en del af Hatshepsut(-Chemen-Amon)’s inskriptioner. Akhenaton og hans efterfølgende søn eller slægtning blev ifølge nogle egyptologer muligvis likvideret. Den særlige religionsversion blev aldrig bredt modtaget. Og da herefter den førnævnte Aye efterfulgt af general Horemheb blev faraoner (hvorefter igen et nyt dynasti kom på tronen), fik Amon-præsteskabet igen sin magt - denne mægtige institution kunne umuligt fortrænges.

*

På baggrund af disse tidstypiske perspektiver bliver det forståeligt, at selv om landets hersker arbejdede så meget for en sag, sådan som Faraos Datter ifølge rabbinerskrifterne gjorde for at fastholde Moses som tronarving, ville forehavendet fra starten være vanskeligt at gennemføre, når flere af præsteskabets ledere ikke støttede det.

Ifølge oldtidsforfatterne havde Moses først haft egne nye ideer om udformning af den egyptiske religion. Samtidig er det et historisk faktum, at tydelige spor af "monoteisme", reelt monolatri, fra ideen om én (skaber)gud, tidligt fandtes i Egypten og igen aktiveredes i Amenhotep II's tid - jf. emnet 'monoteisme' i "Lexikon der gyptologie" (Band 4, 1982): Dvs. præcis på Moses' tid. Det var ikke læren om kun én eksisterende gud, snarere eksklusiv koncentration om en bestemt blandt guderne - her guden Aton. Det var den tendens, der udvikledes yderligere hos farao Akhenaton IV. (I dag ved vi, at der hos ham ikke var tale om ren monoteisme eller måske næppe monoteisme i det hele taget).

Således fik Amon-præsteskabet allerede under Hatshepsut (og Moses) netop gode grunde til at beskytte sin position.

Skønt mange tekster fra tiden skal tydes med varsomhed, da de ofte også udtrykte en politik, er det dog nu muligt mere detaljeret at rekonstruere et særligt forløb. Nemlig hvor gruppen omkring den anden, yngre prins gennem intriger både iværksatte en fortrængelse af Moses og en destruktion af hans status og af de fleste af sporene efter ham.

 

 

Gåden-om-faraos-datters-søn-09-Ove-von-Spaeth

Planche - Stamtræ

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

 

Fra 18. dynastis 1. del og midte til cirka 1335 f.Kr. (se længere fremme i e-bogen) Især dynastiets kvinder førte kongeblodet videre i lige linje. Helkongelig fødsel kunne give førsteret til tronen. Børn af ægteskabet: helkongelig & tyndblodet kongelig, ansås for helkongelige.

Selve de genealogiske linjer er opstillet med data fra egyptologerne Suzanne Ratié (: "La Reigne-Pharaon)" og Alan H. Gardiner (: "Egypt of the Pharaohs").

==== :   Fuldblods kongelige personer; samt stærkeste kongelige linje.

* :   Personer af kongeslægten (både hel-, halv-, kvartblods etc., etc.)

&&& :   Tronægteskab mellem kongelige hel- eller halvsøskende.

+++ :   Ubeslægtet ægteskab eller do. samliv. (Årstals-oversigt, se længere fremme i e-bogen)

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth