Graven for Senmuts

stedfortrædende kongeoffer

Senmuts hemmelige gravskakt inde under Hatshepsuts tempel var i sine hovedtræk i princippet udformet som en kopi af et tilsvarende gravanlæg under nabotemplet, Thebens ældste tempel. Her findes gravanlægget for den store konge i 11. dynasti, der samlede Egyptens riger, farao Mentuhotep II (eller I, ifølge enkelte egyptologer) 2061-2010 f.Kr.

Disse to gravanlægs gangsystemer løber næsten helt parallelt - og befinder sig begge under templer, hvis usædvanlige byggestil også er beslægtede. En understregning af paralleliteten mellem Mentuhoteps gravanlæg og "naboen" Senmuts hemmelige gravanlæg gives af den tyske egyptolog Wolfgang Helck, i 'Göttinger Miszellen' (24, 1977, s. 35-40), idet han påpeger: Begge gravanlæg har kompasretningen øst-vest, i begge er inderste rum den ufuldendte del, og begge anlæg er placerede under decideret kongelige templer - dvs. ikke udført for en præsteorden, men hvor gravenes indehavere havde ladet dem fremstille til sig selv.

Mentuhotep-gravanlægget har en to meter dyb skakt ned i gulvet i gangen, inden denne når frem til de inderste kamre - mens Senmuts gravanlæg har et noget tilsvarende hulrum i form af en niche i gangens væg, inden gangen når frem til anlæggets tre gravkamre.

Denne i alle øvrige sammenhænge umotiverede niche i Senmuts gravanlæg synes da, nøjagtigt som Mentuhoteps lille skakt, beregnet til et særligt formål: En usædvanlig begravelse - til genfødelse - forbundet med kongens regeringsjubilæum, Sed-festivalen. Denne fornyelsesfest afholdtes ofte 30 år efter en konges kroning eller tronbestigelse.

I Mentuhotep II's gravanlæg, uberørt indtil udgravningen i 1901, var kisten tom, og det kongelige mumie har aldrig været gravsat i graven - hvilket (af andre årsager) heller ikke kom til at ske i Senmuts grav.

Men ydermere var der i gravanlægget for Mentuhotep gravsat - indhyllet i fine stoffer - en statue som forestillede kongen i fuld legemsstørrelse. Statuen, udført som siddende på en kubus-trone, har faraonernes karakteristiske ceremonielle attitude med krydsede arme og viser kongen i sit specielle gevandt brugt ved kongernes særlige jubilæum, Sed-festivalen. Det tilhørende begravelsesritual udførtes om aftenen op til denne fornyelsesfest (se kap. 12), efter hvilken kongen opfattedes som fornyet og forynget. Desuden var der gravsat det såkaldte "dødemåltid" ligesom hos en rigtig afdød. Det kan nu demonstreres, at:

- Der er foretaget rituel begravelse af "den gamle konge", hvis rolle udfyldtes af en kronet indviet genpart, dvs. en udvalgt person eller som her i mild form: Nemlig en statue eller dukke henrettet som stedfortrædende offer - og begravet som et mumie omviklet med mumiebind.

Mentuhoteps kongedukke henrettedes for over 4.000 år siden. At henrette en dukke som stedfortrædende offer anvendtes stadig i Europa meget sent. F.eks. den danske rigsforstander, kongens stedfortræder Corfitz Ulfeldt henrettedes in effige - ved at en dukke udklædt som ham blev halshugget på slotspladsen i København den 13. november 1664. Dukken var fyldt med nyslagtede dyrs indvolde, der skulle vælde blodigt ud af den. Og for kun 200 år siden lod Paris' politipræfekt henrette en dukke, der forestillede den undvegne Marquis de Sade.

Efter at Helck har udpeget lighederne i gravanlæggene især i forbindelse med særlig plads til den rituelle begravelse af stedfortrædende kongefigurer, viser det sig værdifuldt at undersøge selve den fundne kongedukke. En omhyggelig egyptolog, tyskeren Dieter Arnold, har bemærket et brud på denne kongefigurs hals; jf. hans værk "Der Tempel des Königs Mentuhotep von Deir el-Bahari" (Band 1, Mainz a.M. 1974, s. 72). Bruddet kan spores tilbage, hvor de hhv. franske og engelske arkæologer Gaston Maspero og Howard Carter allerede ved udgravningen erkendte, at figuren var gravsat ved en Sed-festival: Dens ansigt er farvet som det sorte frugtbare Nil-slam - som udtryk for genfødsel fra en dødeverden.

I Cairos oldtidsmuseums vestfløj lod Maspero derefter statuen (No. 36,195 i Cairo Museum) opstille på den tids "uarkæologiske" facon som en kunstgenstand på en piedestal isoleret fra sin sammenhæng. Den lidt klodsede figur blev endog beskrevet som ved analyse af et kunstværk.

Men eftertidens forskere vil næppe have en chance for at opdage, at der var tale om en henrettet kongefigur, et stedfortrædende kongeoffer. Egyptologer og museumsfolk har, dengang i misforstået iver efter at udstille figuren som eksempel på "egyptisk kunst", limet dens afhuggede hoved omhyggeligt til kroppen og repareret snittets knækkede kant med gips. Dette er usynligt på senere fotos, idet man med samme farve maling som på figuren har dygtigt skjult det fine lige snit, der tydeligt ikke er noget tilfældigt "brud".

Undersøgelse af et stadigt eksisterende foto fra før bemalingen af reparationen - ses på planche IX i G. Maspero's "Le Musée Égyptien" (tome 2, Le Caire 1907) - afslører, at halsen på denne 1,83 m høje (over basis) sandstensfigur har været hugget eller savet igennem med et præcist snit fra nakken og frem til under hagen, hvor kanten blev skadet ved snittets afslutning. Men ikke i én eneste tekst senere hen har nogen omtalt dette snit gennem halsen. Exceptionelt at denne mere end 4.000 år gamle stedfortrædende offerfigur fra den tids gamle og mystiske ritual stadig eksisterer, sandsynligvis som den eneste der er tilbage i verden - om end denne baggrund ikke her er kendt af egyptologerne.

Tilbage til Senmut: efter Wolfgang Helcks påvisning af parallelitet i de to graves indretning bliver det klart, at Senmut havde forberedt en statuegrav til begravelse af sit stedfortrædende offer, her en kongelig udklædt og kronet "narrekonge"-statue. Helck omtaler i sin artikel netop dette ekstra formål med Senmuts gravanlæg, men uden at drage konsekvensen: at Senmuts grav var en grav for en konge! Endda i hans første grav findes en sådan niche. Igen et af de upåagtede tegn på ham som tronfølgerkandidat.

Af en eller anden uangiven grund mener Helck - idet han hertil slet ikke nævner nichen - at det var den underjordiske korridors næstsidste gravkammer i Senmut-anlægget, der skulle bruges til Sed-festivalritualet. Men som det fremgik, er det snarere den omtalte "tilmurings-parate" niche i selve korridoren, hvilket endda viser yderligere overensstemmelse med Mentuhoteps gravanlæg. Under alle omstændigheder var ingen privatgrav indrettet til dette formål; kun en konge eller kommende konge ville indrette plads i sin grav til en kongeofferstatue.