Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (98 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (98 af 99)

APPENDIKS

Mordet på historien

 

Profeten-som-ukendt-geni-19-Ove-von-Spaeth

Denne 4. Mosebog-tekst skrevet på en sølvrulle er fundet i Israel i en grav fra 600-tallet f.Kr. - et klart modbevis på den hypotese, at Mosebøgerne er skrevet i 300-tallet f.Kr.

 

Profeten-som-ukendt-geni-20-Ove-von-Spaeth

Forskere påstod, at kong Midas var en myte,
men i 1957 blev hans gravhøj åbnet.

 

Teoretikere for afskaffelse af historien

Bibelen, dens tilknyttede religioner og kirken er i det nye årtusinde kommet stadig mere under debat. Bibelske beretninger afvises som de rene myter. Er de det? Og hvor meget kan vi overhovedet stole på den hidtidige bibelforskning?

Historisk og især teologisk forsknings ofte ekstreme teoretisering af fortiden synes til tider at ende i det direkte absurde. Vitale dele af vores fælles forhistorie afvises som rene myter til trods for, at de, som vi skal se, for længst er blevet historisk verificeret. Der findes talrige eksempler på, at indflydelsesrige historiske og teologiske forskere nødigt vil opgive deres gamle 'tro' og deres - som det vil fremgå - ofte irrationelle teorier.

Symptomatiske reaktioner kunne iagttages, da der, i foråret 2004, igen blev analyseret nogle af CIA's tidligere hemmeligholdte luftfotos af Araratbjerget, der som bekendt er beliggende ved det, der var den tyrkisk-sovjetiske grænse. Flere internationale ekspeditioner forberedte sig senere samme år på at undersøge - oppe på dette bibelforbundne bjerg - en anormalt struktureret genstand, dvs. måske ikke naturskabt, med særlige målforhold, som disse fotos viser ifølge verdenspressen. Lignende er hørt før. Men dette burde bestemt ikke afholde nogen fra at undersøge det, der i det hele taget kunne være at finde.

Forhåndsnegativ modstand var der ingen mangel på. Som typisk eksempel kan nævnes en udtalelse i pressen fra en højtstående repræsentant, og tidl. dekan fra Københavns Universitets Teologisk Fakultet om den pågældende Noahs ark-episode: "Man kan ikke finde beviser for et sagn", og "historisk underbyggelse af Bibelen gennem arkæologi er i bedste fald naiv og i værste fald løgnagtig".

Igen, lignende er hørt før - en udbredt tendens. På forhånd blot nedladende og tankeløst at afvise de omtalte nye ekspeditioner har i hvert fald intet med videnskab at gøre. I stedet, hvis man ser op over selve Noahs ark-legenden og ser på selve helhederne i bibelberetningen, må spørgsmålet stilles: Hvad nyt véd forskningsområderne om "historisk underbyggelse" og såkaldte "sagn"?

Helt fra den historisk-bibelske forsknings barndom var det stærkt uheldigt for dens involverede områder, at teorier (i flere henseender stadigt i princippet accepterede) om Bibelens tilblivelseshistorie blev etableret før den videnskabelige arkæologi var udviklet.

Eksempelvis ansås Bibelens omtale af en sumerisk-babylonisk oldtidsby Ur derfor længe for en myte. Men i 1927 udgravede den britiske arkæolog Leonard Wolley bl.a. denne bystats kongegrave, der kunne fastslå byens rette identitet. Han afdækkede et stratum dybt nede i Urs undergrund, som viste en langvarig kæmpemæssig oversvømmelse. Denne er dateret ubestridt præcist svarende til den såkaldte bibelske oversvømmelse i Mellemøsten, ifølge tidsregningen i Bibelen. Forskere kunne så skændes om, hvorvidt det lige var den bestemte oversvømmelse, der blev omtalt, men altså ikke om en sådan gigantisk oversvømmelse på den tid overhovedet havde fundet sted.

En sandsynligvis samtidig forbundet gigantisk oversvømmelse, mere nordligt og endda nær Araratbjerget, udvidede dengang Sortehavet med næsten en tredjedel af arealet. Analysen og den præcise datering af mangfoldige spor af dette voldsomme fænomen er gennemført (gennem ca. 30 år og især med flere intensive ekspeditioner omkring år 2000) af amerikanske samt rumænske geologiske forskere - William Ryan, Walther Pitman, Martin Bowen, Willard Bascon m.fl. og dertil oceanografen Robert D. Ballard (der i 1985 fandt Titanic på bunden af Atlanterhavet).

Igen, der skete en pludselig eller måske mere langvarig, men omvæltende oversvømmelser på det omhandlede tidspunkt. Undersøgelserne giver ingen konklusioner, der implicerer selve Noah-legenden, og det ville ligeledes have været uvidenskabeligt i analysen at skulle lede efter et færdigsyet resultat.

Men det, der kom frem, har i sig selv understreget, hvordan det pågældende bibelske såkaldte mytestof, der har fine ligheder med den sumeriske Gilgamesh-myte (og evt. den græske Deukalion-myte) om en stor mellemøstlig oversvømmelse, gengiver flere realistiske forhold fra virkelighedens verden. Nemlig konkrete og beskrivelige fænomener, der har fundet sted i en verificerbar historisk periode.

Der er i det hele taget overleveret mængder af værdifulde oplysninger om den ældre fortid. Men - netop som omtalt - set fra de senere års akkumulerende fund fremstår en hel del af forskernes ekstreme teoretisering af fortiden ofte som direkte absurd.

Oprindelig havde man et begrænset materiale - og et følgelig begrænset overblik. Men siden 1800-tallet er der fremkommet betydelige tekstfund og meget mere arkæologisk materiale og - ikke mindst - nye avancerede teknikker. I det lys virker det besynderligt, at adskillige forskere udviser så negative reaktioner overfor resultaterne af det nye indblik. De pågældende ses ureflekterende at fastholde deres gamle opfattelser - f.eks. at Moses er en myte, på trods af ny viden som klart understøtter det modsatte. Hvordan kan forskningen selv forlige sig med disse 'skævheder'?

Hvad er logikken bag mange forskeres ofte arrogante attituder over for det efterhånden overvældende antal konkrete indicier for flere bibelforholds historiske realitet? Kernen i bibelske og andre kulturers ældre beretninger er hyppigt blevet afdækket som afgørende mere konkret-historisk end mytisk (selv om selvfølgelig langtfra alt er historisk).

På den baggrund burde vi stole mere på historiske enkeltheder i bibelteksterne end på mange af de modeprægede bibelforskningsteorier, hvor der er fundet på at negligere historisk ægte materiale. Fra sådanne trends inden for den bibelrelaterede forskning fremsættes der desværre mange uforsvarligt selvsikre postulater. F.eks. netop sådanne påstande at Jesus og Moses ikke er reelle historiske personer, men mytefigurer. Jesus som myte - opløste teorier fastholdes nidkært

Denne tendens til en dengang nødvendig videnskabelig betvivlelse af visse bibelske beretninger ses allerede i 1600- tallet hos bl.a. filosofferne Thomas Hobbes og Spinoza, omend de af politiske grunde måtte være forsigtige dermed. Begyndelsen til en mere åbenlys betvivlelse af bibelske forhold såvel som historiske personers og begivenheders eksistens fremstod i 1800-tallet.

I tiden derefter med større åndelig frihed kunne mange ikke godtage Jesus som "Guds søn". Under denne medfølgende sækulariseringsbølge foretog forskningen et dertil helt unødvendigt skridt ved at forsøge at afvise, at Jesus havde eksisteret historisk.

I begyndelsen af 1830'erne skrev en fransk forfatter en parodi på denne tendens i sin bog, "Bevis for at Napoleon aldrig har eksisteret". Bogen blev oversat til flere sprog, også skandinaviske.

Men i Danmark skrev den danske forfatter og filosof Georg Brandes i 1925 "Sagnet om Jesus". Bogen er skarpsindig og peger på den mulighed, at en del paralleller mellem såkaldte myter om Jesus kunne være blevet bevidst konstrueret af nytestamentlige forfattere for at overtrumfe "konkurrerende" trosretninger og religioner i samtiden. Men bogen er også retorisk-polemisk på bekostning af videnskabelig analytisk stringens. Brandes var inspireret af den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872), ifølge hvis hovedværk, "Om kristendommens væsen", religionerne og her kristendommen er menneskeskabte strukturer - konstrueret til at binde folk og afholde dem fra at tænke selv og handle som levende væsener.

Forskere udstedte talrige uunderbyggede tvivlspåstande og slap forbløffende godt afsted med det uden at blive kritiseret. Især drog man uvidenskabelige konklusioner via store generaliseringer, hvorved flere uopklarede og ofte uforståelige forhold blev "beviser" for, at "intet passer". Accept af den tænkemåde bredte sig stærkt.

I en fortsat løbende fight afviser flere forskere eksistensen af den bibelske kong David ved at påstå, at jøderne "opfandt" David. Men i 1993 udgravede arkæologen Avraham Biran i Tel Dan i Nordisrael en del af et sejrsmonument af basalt fra 800-tallet f.Kr. (jf. nærv. bogseries bind 4, s. 126 og 330, pkt. 42). Stenen var opstillet af Israels syriske fjender, aramæerne, 100-150 år efter David. Den er inskriberet med "Israels konge" samt "Davids hus", bjtdwd. (Navnet findes endog på Mesha-stenen fra 900-tallet f.Kr. i Moab - kong Mesha er kendt i Bibelen). Alligevel blev navnet betvivlet - det ville ødelægge en stor forskergruppes historiemodel, hvori David betegnes som "ikke-autentisk".

Derfor besluttede man behændigt, at bjtdwd skulle være et teknisk set lige så korrekt udtryk: '(guden) Dods hus' eller 'kedelhuset' (køkken). Dette til trods for det umulige i, at et sejrsmonument skulle berette om at have besejret/erobret et køkken!

Disse mere særprægede tolkninger skulle nu synes udelukket på grund af yderligere to af basaltstenens fragmenter, fundet 1994. De er inskriberet med navnene på Judas konge Ahaziah (fra traditionen om Davids hus) og Israels konge Jehoram. Sidstnævnte kæmpede ifølge Bibelens "2. Krønikebog" (22,5) mod Assyriens konge, der vandt og altså lod stenen opstille. Alligevel betvivles David stadig af mange.

Realhistorie omdøbes til myter

Skønt vi i dag har det udvidede historiske materiale, tekstforskning og arkæologiske fund til rådighed, ser vi samtidig en større historieløshed. Heraf opstår let et manglende syn på historiske sammenhænge - og derfor en uheldig modtagelighed for mindre seriøse påstande om historiske forhold.

Det sker åbenlyst endda også inden for nutidshistorie: Til trods for, at der på Månen blev opstillet reflektorprismer, hvorfra bl.a. minimale variationer i afstanden Måne til Jord måles dagligt ved hjælp af laserstråler fra flere observatorier på Jorden - foreløbig foretaget gennem mere end 35 år - samt at talrige månesten blev bragt tilbage til Jorden og nu findes på laboratorier i mange lande, trives myterne om månerejserne som værende et svindelnummer.

Yderligere har den russiske kosmonaut, general Vladimir Kovalenok i et interview (april 2004, i København) udtalt: "...Tror man virkelig, at vi i Sovjetunionen ville have undladt at fortælle det, hvis vi havde haft denne enestående mulighed for at afsløre, at amerikanerne ikke var landet på Månen?...". Men disse myters mange tilhængere hævder, at månerejserne aldrig har fundet sted, og at det hele er filmtrick optaget i en ørkenbaghave i Californien.

Skønt der stadig forevises holocaust-ovne i rester af kz-lejre, nu mindemuseer, bl.a. uden for Wien - idet tyskerne under krigsafslutninges turbulens ikke havde nået at slette alle disse spor - benægter mange eksistensen af holocaust, og at der overhovedet foregik nogetsomhelst i den retning uanset tilståelser ved Nürnbergprocessen. - Ligeledes benægtes, trods overvældende dokumentation i de åbnede sovjetiske arkiver, at Stalin var skyld i drab på millioner.

Således omdøbes historie til myter - og omvendt opfindes myter for at lave om på realhistorien. F.eks. tages myten "Elvis (Presley) lever" alvorligt blandt et langt større antal, end man umiddelbart ville formode.

Og hvad angår en betydelig del af de ældre historiske forhold, som vi egentlig ved for lidt om, ses flere og flere forskere såvel som ikke-forskere - nu på tusinder af års afstand af begivenhederne - trods hyppigt et iøjnefaldende spinkelt grundlag at mene sig fuldt berettiget til at fælde afgørende domme over forskellige datidige forhold. Således henvises ofte umiddelbart mindre gennemskuelige overleveringer til at være den skinbarlige fantasi, symbolik eller selviscenesat konstruktion.

En baggrund for en del af denne holdning stammer oprindeligt fra en berettiget reaktion på flere af de overhovedet tidligste udforskere af det forhistoriske Israel. De havde i meget høj grad Bibelen som "facitliste" i stedet for at lade forskningens resultater i første omgang tale for sig selv. Derfor bør det kun være et efterfølgende trin at sammeligne resultaterne med de bibelske beskrivelser.

Men denne skole af minimalister og superskepticister gik desværre for vidt, idet man her hævder, at: der var ingen Moses, ingen åbenbaring på Sinaibjerget - ja, ingen israelitisk udvandring fra Egypten overhovedet, og at Bibelens ældste bøger ikke blev skrevet før israelitternes eksil i Babylon, efter 587 f.Kr.

Ligeledes på den baggrund hævdes David og Salomon (900-tallet f.Kr.) at være rent mytiske. Men heroverfor står bl.a., at Bibelen omtaler, at Salomon byggede fæstningsanlæg i byerne Hazor, Gezer og Megiddo. Den erfarne israelske arkæolog Yigael Yadin udgravede rester af just sådanne militære anlæg, og de er - i hvert fald for Hazor og Gezer - dateret videnskabeligt præcist til Salomons tid.

Men eksempelvis ses det også hævdet, at Israel i sig selv kun eksisterede som et mytefænomen tidligt i historien. Dog angiver fund af endda flere inskriptioner af farao Merneptah i 1200-tallet f.Kr., at han i Kanaan-Syrien har overvundet flere folk, bl.a. Israel.

Dertil var der allerede længe blevet påstået, at bibelforfatterne havde opfundet en ellers ukendt farao Shishak, indtil egyptologer fandt beviser for denne farao Sheshonq I både i Theben (Luxor) i Egypten og i Megiddo i Israel.

Hermed var selve Israel også senere åbenlyst kendt ifølge denne farao Sheshonq. Hans relief og inskription i Theben findes på Bubastis portalen, hvor der omtales hans krigstogt og overvindelse af byerne i Israel.

På præg i gamle segl af brændt ler, fundet i Israel i 1975, identificerede arkæologer i 1986 ud fra det ene segls inskriptioner, at det stammer direkte fra Baruch, søn af Neriah, den daværende skriver der optegnede profeten Jeremias dommedagsagtige proklamation før det babyloniske eksil. Et andet af seglene tilhørte Jerame'el, søn af kong Jo'jakims søn, hvem Bibelens "Jeremia Bog" omtaler at være sendt ud på en mislykket mission for at arrestere både profeten og skriveren (Jeremias 36,9 og 25). De pågældende bibelske personer må følgelig have haft historisk eksistens.

Det fortsat væsentlige problem angår især mange forhold i Bibelen såvel som flere oldtidspersoner - ikke mindst Moses selv - der, nu i to århundreder, af lærde teoretikere er blevet fastholdt som myter.

Ubemærket af de fleste af os bliver den form for "omdøbning" foretaget i en så vid udstrækning, at det i en lang række graverende tilfælde må kaldes "mord på historien".

Hvad angår just dette ældre kildemateriale, har naturlige mangler heri ført til, at der opfattes at være frit slag for - gennem den omtalte overdrevne teoretisering af fortiden - at omfabrikere forskellige historiske forhold til pseudofakta.

Historiske Iliade-forhold ignoreret

Endnu et eksempel: Forskerne tog tidligt Bibelens omtale af et komplet ukendt folk, hittitterne, som bevis på, at dette folk var en opdigtet myte. Men tyske udgravninger i Tyrkiet ved Boghazköy i 1906 blotlagde hittitternes hovedstad (Hattusa) og deres kultur, som viste, at bibelomtalen reelt baserede sig på en sand gengivelse.

Hittitternes arkiver, der blev fundet ved udgravningen, førtes til Berlin (nu i Berlins Vorderasiatisches Museum). Af deres tekster fremgår, at hittitterne blandt deres trojanske(!) naboer var velbekendte med en prins Paris - endda også under hans andet navn prins Ilion - fra Troja (Ilion). Prinsens navne derfra er tydeligt gengivet. Teksten er fra netop den tid alle klassiske kilder og Homers Iliaden peger på - nemlig 1100-tallet f.Kr. ifølge nutidig tidsregningsform.

Men selv efter man nu har kendt til de omtalte arkiver i et århundrede - og i stedet for her nøgternt og sagligt at konstatere, at der blandt Homers litterære overleveringer eller i selve myten ganske klart eksisterer en række væsentlige historiske kendsgerninger - fortsætter mange forskere fra skrivebordet alligevel med at proklamere, at Iliadens historiske træk og prins Paris og Troja er fiktion og ren myte!

Selve oldtidsbyen Troja var proklameret som en myte, indtil Schliemann i 1870 fandt byen ud fra Iliadens præcise topografiske angivelser, ved Hisarlik, nu dækket af en høj. Derefter, i 1876, fandt han den myteomspundne Mykene-kongeskat. Begge disse store fund skete ved hjælp af hans systematiske pionerarkæologi - bl.a. med hans forbedrede opfindelser af et noteringssystem og søgegrøfter, som begge blev et forbillede for alle senere arkæologer.

Men i lærde kredse blev han ikke populær for sine opdagelser. Hans imponerende bedrift med selve det afgørende fund af byens beliggenhed - som han metodisk havde opstillet sine omfattende beregninger om netop 'borte fra skrivebordet', men - mindre sædvanligt dengang - i praksis ude i terrænet, blev nedgjort: F.eks. "han har ikke fundet Troja, men kun nogle byer placeret i lag ovenover det formodentlige Troja". Dog ved man i dag med sikkerhed (også topografisk, jf. "Geology", vol. 31, 2003, p.163-166), at Troja ligger på netop dette sted. Nemlig som lag 6 eller 7, evt. 7b-1, ud af ca. 10 by-bebyggede hovedlag, med i alt ca. 50 underdelinger. (Jf. supplerende omtale i bind 4's appendiks, s. 323).

Den tyske arkæolog Manfred Korfmann, professor ved Tübingen Universität og direktør for Troja-udgravningen, har siden 1988 fundet så meget opsigtsvækkende her, at han har udtalt: "Vi arkæologer har i det mindste fundet en 'kulisse' for det Troja/Ilios, som Homer i 700-tallet f.Kr. beskrev, selv om det allerede på hans tid lå i ruiner". Han sekunderes af Homer-eksperten Joachim Latacz, professor ved Universität Basel, der i sin bog "Troia und Homer" i 2001 proklamerede, at den pågældende "krig om Troja er sandsynlig".

I foråret 2004 havde en stort opsat Troja-film af instruktøren Wolfgang Petersen premiere i hele verden. Et milliard-projekt, hvor der blev ofret gigantiske summer på at få mange af de historiske forhold gengivet så korrekt så muligt under projektets herskende betingelser. Den måde, denne Troja-film blev modtaget på, afslører reelt problemer med nutidens kulturhistoriske basisviden.

Af filmens anmelderreferater både lokalt og internationalt (CNN og BBC) viste det sig, at det næsten aldrig blev fremdraget, at kæmpehesten, "den Trojanske hest", med en stor 'rolle' i filmen ikke optræder i Homers Iliaden. Den omtales i Odysseen, men bliver først grundigt taget under behandling ca. 700 år senere af Vergil.

Man har i mere end to tusinde år diskuteret denne mærkværdighed, en diskussion, som skulle være kendt af enhver, der påberåber sig kendskab til Homer. Filmens instruktør burde roses for den logisk set fortræffelige ide at flytte kæmpehesten frem til Iliaden, hvor den egentlig kan siges at have en indlysende placering til her at kunne forlænge Iladens handling hen til en afslutning med Trojas fald.

I de fleste omtaler af filmen hos filmanmeldere såvel som litterater bemærkes eller kritiseres dette forhold ikke, skønt de pågældende netop kritiserer så mange ting i det litterære og historiske i filmen ud fra en ide om at ville have "deres" Iliade - som mange af dem alligevel måske ikke synes virkelig at have kendt - "uforfalsket". Dvs. sådan som de troede, den var.

Lignende træk kan netop observeres hos visse teologiske skoler og i grene af egyptologien, nemlig at nye eller forbedrede data inden for Moses-forskningen afvises eller ignoreres, fordi det helst foretrækkes, at det hidtidige billede helst ikke må ændres eller forstyrres.

Her er et afgørende punkt: Større kundskab om historie og historisk litterært stof er ved at blive ikke alene en almen - men nu også hos mange fagfolk - en åbenlys mangelvare.

Idet kulturen i den vestlige verden i de seneste decenier af 1900-tallet har forandret sig med ekspresfart, er det ikke unaturligt, hvis meget af den ældre viden vurderes som mindre relevant. Men er det realistisk og relevant at gøre i så stor en udstrækning? Og det anspores endda af, at mange teoretikere med deres nødvendigvis begrænsende indsigt dømmer ud fra deres holdninger til fortiden på en sådan måde, som om de ville afskaffe historien.

Fra myten tilbage til historien - Buddha ansås for myte

Yderligere flere store arkæologer og opdagere har tilmed kunnet afdække en lang række andre hidtil påståede myter. F.eks. blev der på Kreta fundet Knossos og endnu et oldtidsfolk, minoerne, samt linear-B tavlerne m.v.

Også kong Midas blev påstået at være en myte. Her kan det undre, at Alexander d. Store anerkendes, men ikke hans bekendtskab med en historisk arv angående den uhyrligt rige kong Midas og dennes far kong Gordion blot 400 år før Alexander, skønt hans besøg i deres by, Gordion, dokumenteres. Det vil nærmest svare til, at vi ikke ville anerkende eksistensen af solkongen Ludvig d. 14. i Frankrig kun 400 år før vores egen tid, men gerne hans Versailles.

Forskerne måtte trække deres myteteorier tilbage, da det i 1957 lykkedes en amerikansk arkæolog, Rodney Young (University of Pennsylvania Museum of Archaeology and Anthropology), at bekræfte lokaliseringen og derpå åbne Midas' gravhøj ved byen Yassihöyük i Tyrkiet. Her lå oldtidsbyen Gordion. En uhyre præcis datering af gravens indhold til ca. 750 f.Kr. stemmer fuldstændigt med detaljerede data i de såkaldte myter.

På helt samme måde er også nogle af de overhovedet største arkæologiske fund flere andre steder på kloden afdækket - via konkret information i flertusindårige myter og legender.

Men når antikkens geograf og astronom Ptolemæus omtaler byen Ubar (i det sydlige Arabien), er det blevet afvist med, at "man ikke helt kunne stole på Ptolemæus". Denne sporløst forsvundne 7.000-årige oldtidsby Ubar blev genfundet i november 1991 under 60 meter sand.

Det skete efter flere års luftfotosøgning, hvor byen da blev lokaliseret i Oman på specielle radarfotooptagelser fra rumfærgen Challenger tilbage i 1984. Da arkæologer nåede til stedet i ødemarken, hvor byen forsvandt for næsten 2.000 år siden, viste det sig, at ørkenbeduinerne havde bevaret traditionen om byen og dens beliggenhed intakt. Ingen havde taget beduinernes gamle viden alvorligt, den var bare blevet anset for myter.

Endog Buddha blev kaldt en myte. Den mytepåstand blev konkret modbevist i 1876, da den britiske arkæolog John Cunningham (støttet af sin assistent A.C. Carlleyel) fandt, og udgravede, Buddhas forsvundne fødeby Lumbini og hans barndomsby Kapilavastu i Nordindien. Begge ligger i Nepals grænsedistrikt, og Cunningham publicerede hurtigt disse fund i sin "The Ancient Geography of India" (1871).

At netop de steder var de korrekte, bestyrkedes overvældende præcist af historiske inskriptioner. Flere af disse blev fundet i 1890erne af en tyske arkæolog, den pali- og sanskritkyndige Dr. Alois Anton Fuhrer, i britisk tjeneste. Han fandt også kong Asokas berømte søjler og deres bekræftende inskriptioner.

Men allerede forinden havde Cunningham flere problemer med en lokal, fundamentalistisk hinduregent, der ønskede at flytte denne fokus på Buddha bort - til andre steder i Nordindien lidt længere mod syd.

Således ses ud over rigide forskningspolitiske interesser også politisk-religiøse forhold at kunne hæmme opklaringen af myter som værende ahistoriske. Disse problemer kendes også i mange andre historiske arkæologiforhold. F.eks. bliver regulære israelitisk-jødiske oldtidsfund nord for det nuværende Israels grænser, bl.a. i Libanon, for det meste betegnet som "syriske kulturfund".

Kilderne modsiger påstand om en 'Mosesmyte'

Som omtalt bliver Moses og også udvandringen fra Egypten af flere skoler vedholdende hævdet at være en myte - i åben modstrid med angivelser i mange oldtidsoptegnelser. Et faktum er, at den farao, der nu kendes som Tuthmosis II, findes omtalt i oldtidens jødiske skrifter som "Moses' stedfar" og "faraos datters ægtemage". Dette også ifølge den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos, ca. 150 f.Kr., citeret af oldtidens kirkehistoriker Eusebius (Eusebius Praep. Ev. IX, 27, 433b-434b), gengiver et specifikt datum: At denne farao (Tuthmosis II) var det ældste kendte tilfælde med lidelsen elephantiasis.

I senere tider efter Moses' epoke havde ingen jødisk præst eller skriver mulighed for at kunne kende til sådanne karakteristika, ud over netop fra deres gamle overleverede tekster. Farao Tuthmosis II's mumie blev først fundet i 1881, hvor hans hud stadig viser en udviklet lidelse med elephantiasis-lignende udposninger, det voldsomste tilfælde på nogen kendt kongemumie. Altså kan disse specifikke data ikke være opdigtede, men henviser præcist til en bestemt farao og hans tid, omkring 1500 f.Kr., hvilket dermed også må indgå i en mere korrekt tidsramme for Moses.

Kong Ptolemæus II lod fra ca. 285 f.Kr. indsamle gamle tempelbiblioteker og arkiver fra hele Egypten til sit nye store bibliotek i Alexandria. Kongens historiker Manetho gengav bl.a. ud fra dette materiale, at Moses' og israelitternes udvandring fandt sted under den Amenophis, vi nu kender som Amenhotep II. Denne farao var Tuthmosis II's barnebarn. Igen, ovennævnte tidsramme for Moses passer eksakt. Men forskere hævder, at "man næppe kan stole på Manetho". Hvordan kan vi da stole på teologiske forskere med håndfaste udsagn, at "Moses er opfundet af jødiske præster i 300-tallet f.Kr." i Israel eller Babylon, når Manetho på næsten samme tid i Alexandria kan referere i præcise detaljer om Moses fra langt ældre egyptiske optegnelser?

Yderligere har de pågældende teologiske forskere endnu ikke taget konsekvensen af, at den israelske arkæolog Gabriel Barkay i 1979 i en grav i Ketef Hinnom nær Jerusalem fandt en nøjagtig tekst fra "4. Mosebog" (6,24-26) med en præstelig velsignelse skrevet på skriftruller af sølv. Senere er flere andre vers fra Mosebøgerne blevet tydet. Disse fragmenter findes nu på Israels Nationale Museum og er dateret langt tilbage i 600-tallet f.Kr. Fundet blev dog så velkendt, at også TIME Magazine indlagde det (s. 51) i en artikel om striden om "The Bible - fact or fiction" (TIME, 18.Dec.1995, s. 46-53).

Ikke mindst har omtalte "4. Mosebog" af mange forskere - især fra den såkaldte tyske bibelkritiske skole - siden 1800-tallet været anset for at være skrevet i tiden efter jødernes babyloniske eksil (586-538 f.Kr.). En teori, der for alvor bør revideres.

Uvidenskabelig konsensus om myteerklæringer

Encyclopedia Britannica er stort set overalt betragtet som det måske bedste leksikon nogen sinde og er skrevet af en stab af nogle af verdens mest fremragende eksperter - ofte flere til den enkelte artikel. I værkets p.t. nyeste, den 11. udgave, findes en, nu kun få år gammel, dybtgående artikel om Moses, der udelukkende behandler ham som historisk person. Der er absolut intet om myte! Og det er der heller ikke i nogen udgave af Webster's Dictionary: - ingen Moses som myteskikkelse, men kun som historisk person.

Heller ikke de bedste leksika kan naturligvis garanteres absolut at være fejlfri, men deres fremstilling af sagen viser i hvert fald, at det på den baggrund må være rimeligt at spørge, om det er videnskabeligt hæderligt af en hel del af nutidens teologiske forskere og ligeledes undertiden egyptologer at påstå, at der er "konsensus" om, at Moses-beretningen er en myte, og endda bruge konsensus som argument?

Det er en komplet misforståelse - der er ikke tale om et menighedsråd, der har konsensus for at få anlagt en ny kirkesti. Hvorimod det ligger evident i selve sagens natur, at videnskabelige fund og historiske data aldrig kan gøres til genstand for flertalsbeslutninger! Engang var det i mange århundreder konsensus, at Jorden er flad.

Og er det ikke yderligere uvidenskabeligt, at just forskere finder på at kunne vedtage, at noget er en myte? Myter har altid været netop noget andet end ren fantasi. - Thomas Kuhn har åbenbart skrevet sin bog om paradigmer forgæves. Har man da fået C.G. Jung såvel som Mircea Eliade galt i halsen angående myters natur? For allerede hos disse forskere defineres, at myter forudsætter eksistensen af, at i hvert fald lignende forhold fandtes i virkelighedens historie, der afspejles gennem myterne i form af arketypiske projektioner. Men projektioner af hvad? Ingen projektion kan overhovedet udtrykkes, hvis der ikke findes et billede i virkeligheden: "Myter" om f.eks. kongesønner i sivbåde forudsætter en eksistens af kongesønner og af sivbåde.

Hvordan kan en vidtstrakt gruppe med videnskabelig uddannnelse og virkefelt "blive enige om", at den leder, religionsstifter og lovgiver, som ifølge en gedigen, ubrudt tradition konstituerede israelitternes religiøse samfund, nu skulle være en myte, en ikke-eksisterende eller en figur med en noget anden funktion? Konsekvensen heraf bliver en absurditet om Moses: At den mosaiske religion er opkaldt efter en person, som slet ikke fandtes eller ikke havde den rolle!

Forskningen selv skaber blinde pletter i sit syn med så ukritisk "ved konsensus" at have vedtaget nogle af den tidlige forsknings oprindeligt provisoriske arbejdsmodeller som værende "sandhed". Det hindrer fokus på flere divergerende linjer og nye vinkler i en sag.

Den række af eksempler fra virkelighedens verden, som i det foreliggende er præsenteret angående de for længst etablerede arkæologiske gravfund, som ikke tages ad notam hos forskningen, kalder på nysyn hos flere af disse klassiske forskningsområder. Her er der brug for en holdningsmodernisering - også for at institutionerne selv bliver mindre hæmmende over for tilgang af ny viden fra anden side.

Der burde i langt større grad lægges vægt på større historisk basisviden, som indgår i vores kulturs fælles erfaringsgrundlag. Det er et faktum, at en hvilken som helst fattig vogterdreng i middelalderen uden skolegang dog på flere punkter havde større kendskab til f.eks. bibelsk-historiske personer, end det normalt findes hos jævnaldrende blandt nutidens unge med endog mange års skolegang. Selv alvorlige huller i ekspertviden ses åbenlyst accepteret nu, og intern meningskonformitet synes sat højere end videnskabelig frihed og uafhængighed.

Modstand mod eksakt bibeldatering

Mange forskere har ved den store informationsstrøm inden for moderne forskning forståeligt nok svært ved følge med i at få opdateret deres viden.

En del af en ejendommelig og fejlorienteret modstand, der fra flere sider i universitetsverdenen har været ført imod andre, mere historiebevidste holdninger til bibelske, rabbinske og oldtidsforfatteres beretninger om Moses og Egypten, ser ud til beklageligt nok at skyldes manglende omstillingslyst og netop manglende opdatering af viden.

Også her skal man passe godt på, når nogen vil tro på konsensus inden for videnskab. Den ene konsensus "afgør" at exodus-begivenheden, hvor Moses ledte israelitterne ud af Egypten, foregik på et lidt sent tidspunkt - ofte omkring 250 år senere end de tidsdata, som nærv. bogseries kilder så afgørende viser frem til. Den anden konsensus "afgør", at Moses er en myte, dvs. uvirkelig. En total modstrid, hvor det ene resultat ikke kan eksistere, hvis det andet også eksisterer.

Alligevel ses skoler inden for den historiske-bibelske forskningsverden internationalt ikke at have mindste problem med uden videre at bruge dem begge - faktisk lidt af en skizofren bedrift. Igen, i al uvidenskabelighed kan anstrengelserne for at bevare teorien udvirke, at opklaring ikke er målet.

Der kan tilmed være tale om fremmedhed i opfattelsesmåderne mellem humaniora-videnskaber og de eksakte videnskaber. Når der i bogserien bl.a. anvendes kildernes astronomiske oplysninger - der her behandles ud fra moderne astronomis eksakte beregningsmetoder - til hjælp til yderst præcis datering, har det i sig selv vakt stor modstand overhovedet at søge at placere disse gamle historisk-bibelske begivenheder i et konkret tidsleje.

At datere ældre bibelske tidspunkter mere nøjagtigt med denne højpræcisionsmetode ses ofte anset for usandsynligt og naivt ved den givne afstand på ca. 3.500 år til begivenhederne. Men det gælder interessant nok ikke, når de opponerende forskere, uden selv at besidde overhovedet nogen særlige konkreter, fremsætter hypoteser teorier om samme epoke med virkelighedsfjern selvsikkerhed. Anderledes inden for de eksakte videnskaber, f.eks. når astrofysikerere som Stephen Hawking og Steven Weinberg m.fl. angiver i detaljer, hvad der med præcision skete blot 3 minutter efter Big Bang for dog millarder af år siden - så modtages det til overvejelse med respekt over hele verden.

Der er til bogserien om Moses brugt adskillige år på at fremdrage og endevende et i realiteten enormt antal kilder - efterfulgt af næsten endeløst analysearbejde. Heriblandt af utroligt mange kilder, man hidtil havde ladet ligge. Men det har vakt modstand også hos egyptologer og især teologer, der her blev konfronteret med resultater fra en større historisk virkelighed.

I Danmark fik et officielt bibeloversættelsesprojekt fra 1992 kritik for på bekostning af moderne videnskabelighed mere at ville følge en kirketraditionel form for bibeloversættelse.

Da der forud var publiceret prøveoversættelser til vurdering, forespurgte nærværende forfatter hos projektets ledende forsker, hvorfor man oversatte Moses' sivflettede lille arkNilen med "en kurv", når den Hebraiske Bibel såvel som den græske bibeltekst (Septuaginta) angiver en kiste? Han svarede, at det græske (dvs. ikke det originale hebraiske) udtryk herom også kunne oversættes 'en beholder' - og derfra videre kan man udmærket sige, at en beholder også er en kurv, et billede der længe havde vundet indpas - og at 'kiste' var uønsket.

Men en kiste er normalt meget andet end den, der mest optræder i kirkelig sammenhæng - især findes der f.eks. dragkiste, brudekiste, sømandskiste og skatkiste. En mere uafhængig forskning vil kunne påpege, at nævnte skik eller myteritual med barnet i sivfartøjet og forbindelsen til kongelige personer er dokumenteret som velkendt i mange oldtidssamfund, og at der i denne historiske virkelighed aldrig var tale om 'en kurv'.

At det bibelske forskningsområde kan være mere bundet til mindre videnskabelige hensyn og ældre betragtninger, kan udvikle sig til forskningsfarisæisme, hvor de involverede teologiske eksperter nidkært gentager, hvad de foregående forskere har skrevet, som om det var enerådende - samt mest læser den eksisterende sekundærlitteratur uden at gå til de oprindelige kilder.

I stedet burde der også funderes stærkere på grundforskning - og her have det for øje ikke at tro blindt tro på, hvad den tidligere forskning har fundet frem til, men altid selv gå til kilderne. Netop dette har været udgangspunktet for arbejdet bag denne bogserie om den historiske Moses.

Uforståelig holdning over for indicier

Skrivebordsteoretikerne har omsider måttet opgive påstande om det ikke-historiske ved myter om Ur, hittitterne etc. og tilmed om kong Midas og Buddha m.fl. ud fra konkret og simpelthen indiskutabelt arkæologisk evidensmateriale.

Men hvad med Bibelens ældste dele, Mosebøgerne? Her ses teologer ofte åbenbart mere stædige end andre fagfolk og vil stadig for alt i verden bevare myteteorien, ofte endda for samtlige detaljers vedkommende. Men folk i oldtiden kendte forskel på myter og historie. I stedet for udokumenterede mytepåstande burde forskerne i virkeligheden selv starte først med at bevise, om overleverede data er myter.

Gennem næsten 1800 år skulle man betingelsesløst tro på Bibelen. I dag skal man ifølge netop teologer ikke tro på Bibelen. At blive konfronteret med nye, konkrete facts om realhistorien kan hos teologiske forskere endog ses modgået med næsten religiøs fanatisme og undertiden aggression. Det skal ikke forstås, som at mange dygtige forskere evt. er mindre dygtige på deres felt, men blot at det kan være temmelig ansvarsløst at afvise fortidens hændelser på forhånd som "fantasier". Hvorfor skal folk i tidligere tider gøres dummere end nutidens mennesker ved at blive udstyret med en tro på regulære skrøner som deres historieviden?

Det er et uomgængeligt faktum, at ingen af oldtidens lærde, ikke engang de der var modstandere af Bibelen eller jøderne, har benægtet, at Moses har eksisteret. Den benægtelse, som nutidige forskere foretager, ville anses for arrogance.

Her kan bl.a. henvises til en egentlig bekymrende lang række af myteerklærede bibelske forhold, der nu bliver afklaret i "Den Hemmelige Religion", som er bind 4 i denne bogserie om den historiske Moses. I bogen er fremlagt en veritabel '70-punkts-liste' med den specielle gennemgang af bibelforskning sat over for nyorientering: Moses eksisterer fuldt logisk kildeplaceret i den historiske kontekst!

De mange tungtvejende eksempler præsenteret ovenfor - og endnu flere rundt omkring i faglitteraturen - må udfordre den gruppe af fagfolk, der modgår, eller vælger at ignorere eksistensen af, en genuin historisk baggrund for de ældre bibelberetninger. Hos denne dog stadig indflydelsesrige gruppe må dette ikke mindst pege på relevansen af at indføre en nødvendigvis udvidet vinkel og revurdering af det meget og interessante nyere tilkomne materiale. Det vil kunne bidrage med værdifulde forståelsespunkter inden for denne vigtige del af vores tidlige historie.

Encyclopedia Britannica (om end med en smule anderledes formodet tidsregning for Moses), kunne altså i sin videnskabeligt orienterede, omfattede oversigt om Moses på ingen måde forbinde ham med myter. Tværtimod anføres der her om personen Moses, at netop historien viser, at:

-- "...kun få af menneskehedens store personligheder overgår ham i indflydelse...".

Og det er præcis det gennemgående hovedemne i den hermed afsluttede bogseries fem bind om Moses. Nemlig at vise, hvordan historien selv konkret viser Moses og hans placering i oldtidens verden - og med mærkbar inspiration for senere tider.

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth