Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (23 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (23 af 99)

Interessen for Moses' militære rolle

 

Den egyptisk-græske historiker i Alexandria, Hekataios af Abdera (330 f.Kr.) omtalte Moses' militære erobringer. Men især de krigsvante romere interesserede sig for Moses' militære rolle. Den romerske historiker Diodorus Siculus angiver (40,3) om Moses, at:

- "...denne lovgiver viste også betydelig forudseenhed i militære forhold, idet han rekvirerede unge mænd for at optræne deres mod og udholdenhed; og han var leder i felttog imod nabofolkene...".

Josefus, "Antiquitates" (4,329), kalder Moses for en strategos, hvilket på Josefus' tid kunne have udvidet betydning: 'general og regent'. Og der var kun få i historien, som kunne kaldes hans lige, hævder Josefus.

Kirkefaderen Clemens af Alexandria (153-207 e.Kr.) har i sit værk "Stromata" et helt kapitel (I,24) med temaet, "hvordan Moses udførte den militære leders opgave". Clemens skriver indledningsvis:

- "...Vor Moses er således en profet, en lovgiver, dygtiggjort i militær taktik og strategi, en politiker, en filosof. Taktik tilhører militær ledelse, og at være i stand til at lede en hær er blandt dét, der tilhører kongeligt regentskab..."

De af oldtidsforfatterne, der gav udtryk for at være anti-jødiske i deres tekster, udtrykker sjældent utilfredshed med Moses selv. Det var som om Moses' egyptiske baggrund også på dette sene tidspunkt stadig anedes - han omtaltes ikke et eneste sted som "den store jøde" eller "den store hebræer", men omtaltes oftest selvstændigt, f.eks. som leder eller som lovgiver for israelitterne, jøderne.

Den romerske kejser Julian - der 361 e.Kr. frasagde sig sin kristendom og gik over til at dyrke solreligionmysticisme blandet med filosofisk neoplatonisme - var den seneste oldtidsforfatter, der mere specielt beskæftigede sig med Moses. Bl.a. kritiserede han Moses' skabelsesberetning. Ligesom flere oldtidsforfattere var han på nogle punkter positiv over for Moses og også over for den jødiske kultur, men i andre forhold temmelig kritisk. Kejser Julian bekræftede Moses' militære rolle, men den strenge disciplin bemærkes - skønt den i nogle tilfælde må forekomme uundgåelig under det ifølge Bibelen "genstridige" israelitterfolks barske overlevelsesvilkår - og han kritiserede Moses på denne måde:

- "...Moses var en grum general, som straffede selv dem, der ikke havde gjort noget...".

Goethe, der - som Moses - karakteriseres som et alsidigt geni, beskæftigede sig i sine skrifter med bibelberetningen om Moses. På Goethes tid, hvor man også oplevede den suveræne feltherre Napoleons fremmarch gennem Europa samt strategifilosoffen Karl von Clausewitz' (og Scharnhorst's) opstilling af teorier om krigsførelse, var strategi et interessefelt hos mange intellektuelle. Goethe var tidligt også optaget af emnet, og i sin afhandling "Israel in der Wüste" fra april-maj 1797 (1819-udgaven, s. 319) skriver han ved sammenligning mellem Moses og dennes hjælpere Joshua og Kaleb, at:

- "...ulykkeligvis havde Moses dog mindre feltherre- end regenttalent...".

Der kan her under indtryk af Napoleons "matematiske præcision" ved opstillingsform, angreb og forsvar have været mindre forståelse for de tidligere tiders ofte mere improviserede krigsførelsesformer, selv om de viste sig succesrige, som vi f.eks. skal se, i en række tilfælde hos Moses.

Militær strategi og diplomati under 'den lange march'

Ved flere lejligheder slog Moses de angribende nomadestammer på flugt, mens han i andre tilfælde taktisk undgik kamp - bl.a. lagde han ruten om og viste dygtighed ved netop at stå hårdt imod pres fra egne folk og her utvivlsomt sparede mange israelitters såvel som fjenders liv.

Ligeledes måtte Moses flere gange veksle mellem at være general og også udøve statsmandskunst som diplomat og politiker. Han forbød - ifølge "5. Mosebog" (2,5 og 19) - israelitter at forulempe eller indlade sig i strid med ammonitterne, og pålagde i stedet, at disses rettigheder til deres eget land blev respekteret. Den tekst (2,12) nævner ligeledes edomitternes ("Esaus sønner"s) opnåelse af territoriale rettigheder, og at dette "betød", at israelitterne på samme måde ligeværdigt ville opnå og erholde ejerskab til Kanaans land.

Kernen i disse bibeltekster tyder på at være af virkelig gammel oprindelse fra en sandsynligt original Moses-beretning. For det ville ikke have nogen mening at indføre disse påbud senere, da israelitterne var bofaste vest for Jordan i Kanaan/Israel og der ikke længere var udsigt til truende konflikter, som dengang de under vandringen skulle passere forbi disse andre folks områder øst for Jordan.

Kanaan var i de følgende ca. 350 år efter israelitternes ankomst kun delvis erobret af disse nu bofaste indtrængere. Her var f.eks. filistrene for stærke til at overvindes. Flere andre grupper fik deres rettigheder respekteret, ofte sandsynligvis på grund af oprindelige alliancer med Moses eller evt. med israelitternes hebræiske forfædre.

Andre af Moses' operationer var netop baseret på alliancer med de kanaanæiske konger - ifølge Manetho. Yderligere findes der en række indikationer (jf. bind 3's kap. 2-7) for Moses' medvirken og inspiration til kanaanæernes mange samordnede angreb gennem hele 19 år mod Tuthmosis III og senere ni år mod dennes søn Amenhotep II.

En omvandrende folkehær med kvinder, børn, kvæg og oppakning, og som bestandig skal søge efter føde og vand til mennesker og dyr, har kun en tung og vanskelig mobilitet - og er yderst sårbar.

Det krævede mere end at være general for at kunne lede denne gruppe. Den problematiske situation og effektive ledelse kan i princippet sammenlignes med Mao ze Dong, der under enorme anstrengelser gennem en årække fra 1934 anførte "den lange march". Her opretholdt Mao en lignende kæmpemæssig folkehær i Kinas øde områder, indtil folket i 1949 opnåede at få hele sit "forjættede" land. Mao var dertil en slags "lovgiver" og "religionsstifter", i overført betydning, ved sine forordninger for den kinesiske udgave af marxistisk kommunisme.

En anden side er ligeledes vigtig, nemlig det politiske management både i krigsførelse og ved administrationen af resultaterne ved en konflikts ophør. Dette erkendtes bl.a. af generalerne i tjeneste hos Karthagos store hærfører Hannibal, om hvem de sagde, at "han havde forstand på at vinde, men ikke forstand på at udnytte sejren". Derimod har den græske historiker og geograf Strabo fremhævet Moses' statsmandskunst ved opnåelsen af erobringer eller sejre ud fra hans evner og kraft som forhandler og diplomat.

Ifølge visse sene rabbinerkommentarer om at "Moses havde svært ved at tale" (proto-hebraisk?), tolkedes dette som han havde en talefejl; i så fald problematisk for en general - og påstanden er netop tvivlsom. På grund af Moses' alder blev Joshua, Kaleb og senere præsten Phineas, hans stedfortrædere ved anførsel af hæren. Hæren blev slået nogle gange, når Moses ikke deltog, men forblev bag linjerne. I de pgl. aktioner fremtræder Moses ret begrænset og ikke som militær helt.

Moses' virke som general var blot én af hans mange store roller, der bl.a. omfattede: lovgiver, filosof og astronom. Heri findes indbyrdes forbindelse - dette er ikke ukendt i historien, hvor store hærførere som kejser Marcus Aurelius og Frederik d. Store også optrådte som store statsmænd såvel som filosoffer, og f.eks. Napoleon som fremragende lovgiver samt Cæsar som astronomisk kyndig.



O V E R S I G T (1)

 

Også detaljerne bestyrker historien, - oversigt:

  1. Fra Egypten gengav Manetho sine historieoptegnelser: At Moses ved sit oprør mod farao og præsteskabet umiddelbart før udvandringen skaffede sig og sine tilhængere adgang til befæstede byer i Nedre Egypten og brugte disse i nogen tid som baser. Herfra tilbød Moses kanaanæiske konger at lede deres hæres invasion i Nedre Egypten for selv at få støtte her. - De befæstede byers eksistens i den lokalitet og på den tid, bekræftes fuldt ud af talrige arkæologiske udgravninger.
  2. Af Bibelens beretning om Moses fremgår, at han under israelitternes udvandring fra Egypten med sikker hånd organiserede de store folkemasser og lod sine styrker lege kispus med den forfølgende egyptiske hær: - Moses beherskede fuldt ud den tids krigsteknik og benyttede røg og "kunstig tåge" professionelt til at sløre sine folkegruppers bevægelser. Teknisk kunne det udføres af et særligt mandskab. - Ligeledes er velkendt ved Mellemøstens terrænforhold, at en fremrykkende hær eller folkemængde uundgåeligt ophvirvler kæmpemæssige tilslørende støvskyer, så man i et stort slag har svært ved at se en hånd for sig eller skelne ven fra fjende.
  3. Bibeltekstens "røgsøjle" var røgsignalet til dirigering af grupperne, ligesom der anvendtes signalbål, der i fladt ørkenland er synligt 10-15 km borte, i teksten kaldet "ildsøjle". Desuden skulle falske signalbål lede den forfølgende egyptiske hær på forkert vej. Endnu en taktik omtales - den "ildmur", der standsede egypterne. Især blev stridsvognenes heste skræmt ifølge rabbinerskrifterne, der også siger, at ildmurens store røgudvikling slørede sigtet og opslugte egypternes pile mod israelitterne: Alt er historisk velkendte træk og midler. Denne række af netop ikke urealistiske eksempler kan bl.a. vise, at Moses' og israelitternes store aktion i ørkenen kunne være konkret gennemførlig. De velkendte forhold i Egyptens 18. dynasti forbedrer mulighederne for vurdering af Moses i praksis som organisator og leder af hære. Selv detaljerne er fuldt realistiske.

 

Profeten-som-ukendt-geni-08-Ove-von-Spaeth

Midianitisk kobberslange på Sinai, fundet af arkæologer, er fra Moses’ tid 15-1400 f.Kr.

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth