|
|||
Niveau : Begynder Du er her : Esoterisk Litteratur » GRATIS E-BØGER » Egyptens mystik » Moses-mysteriet Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | næste Relaterede artikler : DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (Begynder) GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (Begynder) DEN FORSVUNDE TRONARVING (Begynder) DEN HEMMELIGE RELIGION (Begynder) |
|||
|
|||
Interessen for Moses' militære rolle
Den egyptisk-græske historiker i Alexandria, Hekataios af Abdera (330 f.Kr.) omtalte Moses' militære erobringer. Men især de krigsvante romere interesserede sig for Moses' militære rolle. Den romerske historiker Diodorus Siculus angiver (40,3) om Moses, at: - "...denne lovgiver viste også betydelig forudseenhed i militære forhold, idet han rekvirerede unge mænd for at optræne deres mod og udholdenhed; og han var leder i felttog imod nabofolkene...". Josefus, "Antiquitates" (4,329), kalder Moses for en strategos, hvilket på Josefus' tid kunne have udvidet betydning: 'general og regent'. Og der var kun få i historien, som kunne kaldes hans lige, hævder Josefus. Kirkefaderen Clemens af Alexandria (153-207 e.Kr.) har i sit værk "Stromata" et helt kapitel (I,24) med temaet, "hvordan Moses udførte den militære leders opgave". Clemens skriver indledningsvis: - "...Vor Moses er således en profet, en lovgiver, dygtiggjort i militær taktik og strategi, en politiker, en filosof. Taktik tilhører militær ledelse, og at være i stand til at lede en hær er blandt dét, der tilhører kongeligt regentskab..." De af oldtidsforfatterne, der gav udtryk for at være anti-jødiske i deres tekster, udtrykker sjældent utilfredshed med Moses selv. Det var som om Moses' egyptiske baggrund også på dette sene tidspunkt stadig anedes - han omtaltes ikke et eneste sted som "den store jøde" eller "den store hebræer", men omtaltes oftest selvstændigt, f.eks. som leder eller som lovgiver for israelitterne, jøderne. Den romerske kejser Julian - der 361 e.Kr. frasagde sig sin kristendom og gik over til at dyrke solreligionmysticisme blandet med filosofisk neoplatonisme - var den seneste oldtidsforfatter, der mere specielt beskæftigede sig med Moses. Bl.a. kritiserede han Moses' skabelsesberetning. Ligesom flere oldtidsforfattere var han på nogle punkter positiv over for Moses og også over for den jødiske kultur, men i andre forhold temmelig kritisk. Kejser Julian bekræftede Moses' militære rolle, men den strenge disciplin bemærkes - skønt den i nogle tilfælde må forekomme uundgåelig under det ifølge Bibelen "genstridige" israelitterfolks barske overlevelsesvilkår - og han kritiserede Moses på denne måde: - "...Moses var en grum general, som straffede selv dem, der ikke havde gjort noget...". Goethe, der - som Moses - karakteriseres som et alsidigt geni, beskæftigede sig i sine skrifter med bibelberetningen om Moses. På Goethes tid, hvor man også oplevede den suveræne feltherre Napoleons fremmarch gennem Europa samt strategifilosoffen Karl von Clausewitz' (og Scharnhorst's) opstilling af teorier om krigsførelse, var strategi et interessefelt hos mange intellektuelle. Goethe var tidligt også optaget af emnet, og i sin afhandling "Israel in der Wüste" fra april-maj 1797 (1819-udgaven, s. 319) skriver han ved sammenligning mellem Moses og dennes hjælpere Joshua og Kaleb, at: - "...ulykkeligvis havde Moses dog mindre feltherre- end regenttalent...". Der kan her under indtryk af Napoleons "matematiske præcision" ved opstillingsform, angreb og forsvar have været mindre forståelse for de tidligere tiders ofte mere improviserede krigsførelsesformer, selv om de viste sig succesrige, som vi f.eks. skal se, i en række tilfælde hos Moses. Militær strategi og diplomati under 'den lange march'Ved flere lejligheder slog Moses de angribende nomadestammer på flugt, mens han i andre tilfælde taktisk undgik kamp - bl.a. lagde han ruten om og viste dygtighed ved netop at stå hårdt imod pres fra egne folk og her utvivlsomt sparede mange israelitters såvel som fjenders liv. Ligeledes måtte Moses flere gange veksle mellem at være general og også udøve statsmandskunst som diplomat og politiker. Han forbød - ifølge "5. Mosebog" (2,5 og 19) - israelitter at forulempe eller indlade sig i strid med ammonitterne, og pålagde i stedet, at disses rettigheder til deres eget land blev respekteret. Den tekst (2,12) nævner ligeledes edomitternes ("Esaus sønner"s) opnåelse af territoriale rettigheder, og at dette "betød", at israelitterne på samme måde ligeværdigt ville opnå og erholde ejerskab til Kanaans land. Kernen i disse bibeltekster tyder på at være af virkelig gammel oprindelse fra en sandsynligt original Moses-beretning. For det ville ikke have nogen mening at indføre disse påbud senere, da israelitterne var bofaste vest for Jordan i Kanaan/Israel og der ikke længere var udsigt til truende konflikter, som dengang de under vandringen skulle passere forbi disse andre folks områder øst for Jordan. Kanaan var i de følgende ca. 350 år efter israelitternes ankomst kun delvis erobret af disse nu bofaste indtrængere. Her var f.eks. filistrene for stærke til at overvindes. Flere andre grupper fik deres rettigheder respekteret, ofte sandsynligvis på grund af oprindelige alliancer med Moses eller evt. med israelitternes hebræiske forfædre. Andre af Moses' operationer var netop baseret på alliancer med de kanaanæiske konger - ifølge Manetho. Yderligere findes der en række indikationer (jf. bind 3's kap. 2-7) for Moses' medvirken og inspiration til kanaanæernes mange samordnede angreb gennem hele 19 år mod Tuthmosis III og senere ni år mod dennes søn Amenhotep II. En omvandrende folkehær med kvinder, børn, kvæg og oppakning, og som bestandig skal søge efter føde og vand til mennesker og dyr, har kun en tung og vanskelig mobilitet - og er yderst sårbar. Det krævede mere end at være general for at kunne lede denne gruppe. Den problematiske situation og effektive ledelse kan i princippet sammenlignes med Mao ze Dong, der under enorme anstrengelser gennem en årække fra 1934 anførte "den lange march". Her opretholdt Mao en lignende kæmpemæssig folkehær i Kinas øde områder, indtil folket i 1949 opnåede at få hele sit "forjættede" land. Mao var dertil en slags "lovgiver" og "religionsstifter", i overført betydning, ved sine forordninger for den kinesiske udgave af marxistisk kommunisme. En anden side er ligeledes vigtig, nemlig det politiske management både i krigsførelse og ved administrationen af resultaterne ved en konflikts ophør. Dette erkendtes bl.a. af generalerne i tjeneste hos Karthagos store hærfører Hannibal, om hvem de sagde, at "han havde forstand på at vinde, men ikke forstand på at udnytte sejren". Derimod har den græske historiker og geograf Strabo fremhævet Moses' statsmandskunst ved opnåelsen af erobringer eller sejre ud fra hans evner og kraft som forhandler og diplomat. Ifølge visse sene rabbinerkommentarer om at "Moses havde svært ved at tale" (proto-hebraisk?), tolkedes dette som han havde en talefejl; i så fald problematisk for en general - og påstanden er netop tvivlsom. På grund af Moses' alder blev Joshua, Kaleb og senere præsten Phineas, hans stedfortrædere ved anførsel af hæren. Hæren blev slået nogle gange, når Moses ikke deltog, men forblev bag linjerne. I de pgl. aktioner fremtræder Moses ret begrænset og ikke som militær helt. Moses' virke som general var blot én af hans mange store roller, der bl.a. omfattede: lovgiver, filosof og astronom. Heri findes indbyrdes forbindelse - dette er ikke ukendt i historien, hvor store hærførere som kejser Marcus Aurelius og Frederik d. Store også optrådte som store statsmænd såvel som filosoffer, og f.eks. Napoleon som fremragende lovgiver samt Cæsar som astronomisk kyndig.
Også detaljerne bestyrker historien, - oversigt:
Midianitisk kobberslange på Sinai, fundet af arkæologer, er fra Moses’ tid 15-1400 f.Kr. |
|||
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | næste | |||
"Artikler på Visdomsnettet.dk udtrykker ikke nødvendigvis VisdomsNettets holdninger, men er alene forfatterens.” ”Denne artikel må distribueres videre over Internettet og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse." |