Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (53 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (53 af 99)

Menneskets værdighed

 

Selv om nogle af Moses' love i en del henseender ikke var så væsensforskellige fra flere af de love, der allerede eksisterede i Mellemøsten, adskiller de sig på en række vigtige punkter:

- På visse udvalgte punkter fremstår de som sin tids mest humane love, med en i loven nedfældet respekt for den enkelte menneskelige person og dennes værdighed. Andre træk viser sig f.eks. i en sociallovgivning med påbud om kun at høste markerne således, at noget bliver tilbage til nødstedte. Og det pålægges - også kendt andre steder, men hos Moses udtrykkeligt - at støtte fattige, enker og faderløse.

Som den første forbød Moses barneofringer ved lov - i det hele taget blev menneskeofring forbudt - men det blev ikke altid overholdt.

Hans love indeholder også et påbud om ikke at angive en bortløben slave - og især at frigive slaver efter 7 år, hvilket var det første kendte direkte påbud om slavefrigivelse. En human tendens giver sig også udslag i, at der tages hensyn til slavens værdighed, slaven kaldes "broder", og der skal gives ham en belønning sammen med frigivelsen, idet der hertil påmindes om israelitternes frigørelse fra slaveriet i Egypten.

Der skulle gå næsten 3.400 år inden et vestligt land - Danmark som det første - forlod et sidste forhold med accept af slaveri, ved endeligt også at forbyde slavehandel. Dette var igen et halvt århundrede efter, at tyskeren Immanuel Kant - med den første moderne filosofi, hvor han har udviklet en filosofisk etik - udtalte, at respekten for humaniteten betyder, at intet menneske kan købes eller sælges til nogen pris, men at det har en absolut, indre værdi. Dette gjaldt på flere niveauer. Den grundide, at det enkelte menneske ikke skulle betragtes således som blot "en genstand", har i oldtidskulturene på nogle punkter været underforstået, men i andre forhold bestemt ikke. Moses' lovgivning er den ældste kendte, hvor en sådan respekt specifikt er manifesteret skriftligt.

Blandt Moses' love er der holdninger, der er kendt som de første i Mellemøsten, som tog bedre hensyn til kvinder. Ligeledes findes ingen andre steder budet om ikke at begære sin næstes hustru. Budet ses tilmed tolket som at tilhøre samme type lovkategori som budet om respekten, idet det forstås ikke blot som beskyttelse af slægtslinjerne, men også som medvirkende til en beskyttelse af kvinden selv.

Det 5. bud, om at "ære sin fader og moder", var ikke nogen selvfølge hos alle folkeslag - f.eks. ikke hos skytherne, hvor de gamle kunne risikere at blive slået ihjel. At Moses' love påbyder en sådan respekt, endda i "de ti bud", afspejler igen et humant sigte, der her desuden tjener til at beskytte de gamle - og endvidere: at ære den arv, viden og tradition, de rummer og repræsenterer og er en del af.

Og budet om at holde en ugentlig hviledag var en livskvalitet for alle, og dette var hidtil uhørt i den gamle verden - i form af en aflastning som en menneskeret. Budet omfatter også tjenestefolk og dermed også arbejdere og daglejere. Og som nævnt skal tilmed de (hus)dyr, der tilhører israelitter/jøder, holde sabbat.

Moselovens områder med respekt for mennesket ses også i dens forordninger om inddrivelse af gæld, idet den fordrer hensyntagen til skyldnerens menneskelige værdighed. Bl.a. må man ikke må trænge ind i skyldnerens hus og hente sin pant, men skal vente udenfor og lade skyldneren selv hente pantet og aflevere det udenfor. Man må ikke "sætte sig" på sit pant, når skyldneren er en nødlidende. (Og at give hjælp bør ikke ydmyge - på hebraisk kan begrebet 'velgørenhed' svare til 'retfærdighed').

I Shakespeares skuespil "Købmanden i Venedig" - om den jødiske udlåner Shylochs adfærd mod en fallit-ramt købmand - synes Moses' love om gæld ikke taget i betragtning (heller ikke hvis kun opfattet at gælde for jøder indbyrdes). For lovene behandler også gældssanering. Bl.a. skal, efter 7 år, en nødlidende have sit lån eftergivet. Ligeledes skal gæld eftergives i et jubelår (et 50. år i religiøs kalender).

Allerede tidligere love i Mellemøsten omtaler i visse tilfælde vidner ved indgåelse af handelstraktater. Men Moses' juridiske love er de første kendte love, der direkte påbyder vidneførsel ved retsafgørelser, en nyskabelse der ikke forbedredes yderligere før over tusinde år efter, da romerretten overtog og videreførte dette træk og dertil indførte nævninge.

Moses' juridiske love og straffelove var på mange måder særdeles menneskevenlige - bl.a. var der ikke dødsstraf for tyveri - i forhold til datidens ofte vilkårlige straffemæssige grusomheder, såvel som i forhold til, at der f.eks. selv i England indtil 1808 kunne idømmes dødsstraf for lommetyve og indtil 1832 for at stjæle får.

I dag kan en tyv i enkelte islamiske lande ved en streng lovudøvelse dømmes til at få sine hænder hugget af - skønt det normalt ikke menes at være i profeten Mohammeds ånd. Sådanne barbariske forordninger, som ydermere ikke giver mulighed for fuld resocialisering - idet tidligere straffede herved let kan genkendes - findes ikke i Moseloven.

Et særligt, gennemgående sigte i Moses' lovgivning er koncentreret i ét hovedformål: Overlevelse - for folket som helhed, fremfor f.eks. mest lederens eller en herskende klasses overlevelse.

Moses' og det israelitiske folks vanskelige situation i ørkenen er en nøgle til at forstå flere bestemte forhold i hans lovgivning (tidl. berørt i kap. 7). De barske livsbetingelser og fjender har her affødt love med sigte på overlevelse, mere direkte end nogen anden lovgivning.

Således blev netop overlevelsesevnen karakteristisk for dette folk, israelitternes efterkommere. I "5. Mosebog" (30,19) påbydes her:

- "...at vælge livet, så du kan blive i live, du og dit afkom...".

Og der tales i "3. Mosebog" (18,5) ved lovbudene om, at:

- "...det menneske, der følger dem, skal leve ved dem...".

Dette tilhører gruppen af love med en i moderne sprogbrug 'human' holdning, bestyrket i traditionens tolkning af dette lovbud, hvor det tilmed forstås sådan, at Mosesloven kan brydes, når menneskeliv er i fare: Moseloven bestemmer om sig selv, at den ikke må misbruges imod mennesket! Farisæerne støttede, at Loven er til for mennesket skyld.

Efterlevelsen af en anden særlig forordning fra Moses - og først i et moderne samfund en selvfølge - var så kendt og beundret hos jøderne, at græske og romerske historikere som henholdsvis Strabon (17,2,5) og Tacitus i sin "Historia" (5,5) også nævner det. Det gælder også Josefus, og forordningen omtales i hans værk "Contra Apionem" (2,202) således:

- "...Moses befalede folket at uddanne børnene...".

At efterleve denne lovbestemmelse førte i princippet til undervisning af nye generationer, i sig selv en af de stærkeste faktorer for et folks overlevelse og fremgang. Ifølge den romerske historiker Diodorus Siculus havde Moses lanceret et skrapt træningsprogram for ungdommen til hjælp for forsvaret. Lignende betragtninger ses også Platon (427-347 f.Kr.) at være nået frem til i sin "Staten" (375ff og 390).

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth