|
|||
Niveau : Begynder Du er her : Esoterisk Litteratur » GRATIS E-BØGER » Egyptens mystik » Moses-mysteriet Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | næste Relaterede artikler : DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (Begynder) GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (Begynder) DEN FORSVUNDE TRONARVING (Begynder) DEN HEMMELIGE RELIGION (Begynder) |
|||
|
|||
Af kongelig fødsel - en livsfarlig position
Hvad var baggrunden for, at Moses så direkte kunne accepteres som leder af israelitterne? - og for, at israelitterne fra begyndelsen uden videre kunne tro på hans myndighed og lederevner såvel som på hans egen omtale af, at han var "Jahwehs udvalgte"? Forklaringen herpå er en ud fra den tids tænkemåde uomgængelig faktor - nemlig at Moses var af kongelig afstamning. Hos egypterne og i lige så høj grad hos andre kulturfolk som f.eks. babyloniere herskede den ide, at kun kongen selv kunne være gudens talerør. Moses' beskytter Jethro, der - ifølge rabbinerskrifterne havde en baggrund som tidligere kongelig rådgiver - rådede til at lægge vægt på, at Moses selv var "den eneste, der kunne tale med Jahweh" og forelægge folkets sager for denne; dette fremgår af "2. Mosebog" (18,18). Dette kunne overhovedet lade sig gøre netop hvis det var anerkendt, at Moses var af kongeæt og med kongelig status. Moses nåede, ifølge rabbinerne, i realiteten at blive "konge" for hele to folk - etiopiere (i kortere tid) og israelitter - men aldrig for sit hjemland, Egypten. Hans kongelige status var derfor baggrunden for, at det netop kunne være realistisk, at etiopierne en lang årrække under Moses' eksil kunne acceptere ham - skønt egypter - som deres konge (jf. kildeskrifter), indtil en etiopisk kongesøn var vokset op og kunne overtage styret. Det var ligeledes på grund af sin høje herkomst, at Moses i sit eksil måtte skjule sig hos Jethro som politisk flygtning: Dengang opfattedes en person af kongelig byrd som en farlig konkurrent for tronen - endda også på afstand ved eventuelt at have bosat sig i udlandet. Den blotte eksistens af en kongelig født person kunne anses for at være en potentiel trussel mod den aktuelle hersker. Dette mønster går igen i hele den gamle verden - i Egypten, Persien, Babylon, Indien, Kina, samt hos mayaer, inkaer m.fl. Derfor, blot det at en mand var født kongelig, kunne være livsfarligt for vedkommende selv. En sådan person kunne seriøst afsværge sig krav på tronen nok så mange gange - og måske endda flytte langt bort for ikke at blive mistænkt for at ville være konge - det hjalp altsammen intet; for hvis visse embedsmænd og præsteskab blev alvorligt utilfredse med den regerende konge, kunne de altid finde den tilbagetrukne prins frem og forsøge at indsætte ham i stedet. At være kongelig født kunne reelt være den mest livsfarlige position i landet! Det mest sikre var, når personen var død: Velkendt fra historien er, at Alexander d. Store's ambitiøse mor, dronning Olympia, lod hans halvbrødre dræbe. I århundreder, og endnu i de seneste, var sultansønnerne, Topkapi-paladsets prinser i Istanbul, kendt for at myrde hinanden. Hertil havde tyrkiske sultaner endda en særlig lovrettighed, der tillod dem at lade deres prinselige brødre og halvbrødre henrette uden videre. Både problemet med indbyrdes likvideringer og selve eksistensen af flere kongesønner kunne være en fare for et land. F.eks. omtaler Bibelen Davids sønner, Salomons sønner, Herodes sønner etc. alle i åbenlys strid, oprør eller borgerkrig. Prinser var udsat for, uden eget ønske, at skulle ombringe deres halv- og hel-brødre for ikke selv at udslettes. Det kunne næsten give indtryk af en forbandelse, der fulgte kongeblodet. Utallige kongesønner er på mystisk vis, eller endda åbent, blevet elimineret alene på grund af deres afstamning; og ofte som unge. Gennem historien kan der formodes at have været et uhyggeligt stort antal prinser, som af disse årsager ikke nåede at blive ret gamle. |
|||
Side : 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | 36 | 37 | 38 | 39 | 40 | 41 | 42 | 43 | 44 | 45 | 46 | 47 | 48 | 49 | 50 | 51 | 52 | 53 | 54 | 55 | 56 | 57 | 58 | 59 | 60 | 61 | 62 | 63 | 64 | 65 | 66 | 67 | 68 | 69 | 70 | 71 | 72 | 73 | 74 | 75 | 76 | 77 | 78 | 79 | 80 | 81 | 82 | 83 | 84 | 85 | 86 | 87 | 88 | 89 | 90 | 91 | 92 | 93 | 94 | 95 | 96 | 97 | 98 | 99 | næste | |||
"Artikler på Visdomsnettet.dk udtrykker ikke nødvendigvis VisdomsNettets holdninger, men er alene forfatterens.” ”Denne artikel må distribueres videre over Internettet og udprintes uden forfatterens tilladelse. Anden brug, herunder print i medier og anden form for distribution, eller brug af denne artikel, eller dele heraf, kræver ophavsretindehaverens tilladelse." |