Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (44 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (44 af 99)

Stjernebilleder i Jobs Bog

er egyptiske

 

Der er flere indikationer for Moses' stjernemæssige viden i Bibelens afsnit "Jobs Bog": et værk der - i sine ældste dele - ifølge jødiske og samaritanske traditioner, såvel som i den græsk ortodokse og romersk katolske kristne kirke, tilskrives Moses' forfatterskab (mere udførligt, se denne series bind 4's kap. 10). "Jobs Bog" er Bibelens eneste tekst, hvori der findes et direkte og åbenlyst astronomisk-astrologisk indhold.

Teksten om Job omtaler nogle særlige forhold mellem stjernebillederne; og disse kendes forbundet med sådanne ideer, som lærtes i det højere præsteskabs mysteriekulter. Teksten viser også kendskab til stjerner, der er fremherskende inden for årstiderne. Inden for stjernelæren i egyptisk og babylonisk tradition fremgår, at flere stjernebilleder var en slags identisk fælleseje i disse kulturers lidt forskellige, men transponérbare, astrologi. I "Jobs Bog" (38,33) spørges der om kundskab om:

- "...himlens love... (og at) fastslå som disse hersker over Jorden...".

Blandt stjernebilleder, der omtales flere steder i "Jobs Bog" (kap. 9 og 25 samt især 38) findes Ki'ma (Plejader) og Ajis (Store Bjørn). - Månen og Morgenstjernerne samt "Tærskepladsen" (et nordligt stjerneområde inden for ekliptika) samt dele af Dyrekredsen omtales:

- "Himlens Vandkrukke" (Vandmandens oprindelige navn), "Løven", "Ravnen" (i Jomfruens stjerneområde), "Stenbukken", Sydens kamre (i Stenbukkens himmelsektion). "Vildæslet" (den senere Unicorn ved Sirius), "Vildoksen" (Tyren) m.v. (Jf. igen bind 4, kap. 10).

Desuden omtales Hun-strudsen, det stjernebillede som araberne senere kaldte Fuglen Rok (kendt fra "Tusind og Én Nat"s egentlig astromytologiske fortællinger), og som grækerne kaldte Fugl Føniks.

Det har voldt oversætterne vanskeligheder, at der i "Job" 38,31 står:

- "...kan du løse Ke'sils snor?...". - Så de skrev i stedet:

"...kan du løse Orions lænker?..."

- skønt det ikke har det fjerneste med lænker at gøre, idet Bibelens hebraiske ord mochhot betyder 'snor til at trække i', f.eks. 'en tømme'. Der synes at være forbindelse til, at lige over Orion - næsten som en udløber af dette stjernebillede - findes den fremtrædende stjerne Auriga/Capella, kendt i flere ældre sprog under betegnelser der betød Kusken, og som i mange kulturers traditioner og på afbildninger ofte holder en tømme.

Selv om flere stjernebilleder i "Jobs Bog" også kendes i babylonisk tradition, ses "snore" mellem stjernebilleder på egyptiske stjernekort. Hos de figurer, der på disse kort er udstyret med snore, ses netop snoren fra Kepesch, 'Okseskanken' (Store Bjørn). Det klargør, at der i "Jobs Bog" er tale om - hidtil upåagtet - egyptiske stjernebilleder!

Almindeligvis identificeres det stjernebillede, der i den hebraiske Bibels udgave af "Jobs Bog" hedder Ke'sil, med Orion. Ke'sils hebraiske (konsonant)grundform er ksjl. Men et andet resultat er muligt, idet grundformen oprindelig kan have været en anden, nemlig ksl. Dette angives af en britisk forsker i hebraisk sprog, N. Hertz, i afhandlingen "The Astral Terms in Job 9.9 and 38.31-33", i Journal of Theological Studies (56, vol. 14, 1913). Herved fås en oversættelse fra den nærliggende form ksl, udtalt som kæsel, dvs. '(okse)skank'.

I så tilfælde synes det reelt at svare til egypternes betegnelse for stjernebilledet 'Okseskanken'. Dette bør videre udforskes, idet det også på baggrund af anden egyptisk indflydelse i digtet i så fald optræder som en af hebraisk sprogs talrige overførelser hentet fra egyptisk.

For hvis omtalte oversættelse af Ke'sil - i stedet for at betyde Orion - er fra Kæsel og betyder 'skanken', bliver forståelsen mere logisk for dette andet stjernebillede, 'Okseskanken' (Karlsvognen) - egypternes førnævnte Meskhetiu eller Kepesch. Og netop den figur på egyptiske stjernekort er altid afbildet med snore påsat.

Begge stjernebilleder, Orion og Karlsvognen, ansås at have stærk relation til død og genopstandelse - i begge tilfælde egyptisk tankegang.

De viste dobbelte navne og betegnelser var almindeligt i mange oldtidstekster - ligesom senere i Europa. I alle kulturer ses de dobbelte navne Karlsvognen/Store Bjørn og Sirius/Buestjernen.

"Jobs Bog" (42,14) omtaler Keren-Kappuch, 'Antimon-hornet', der er et hebraiske navn for Auriga/Capella. Og igen: det kan føres tilbage til egyptisk baggrund, idet denne stjerne eller hele dens stjernebillede spillede en stor rolle i Egypten, hvor den endda blev tilbedt i visse templer for guden Ptah i Nedre Egypten.

Forholdet tydeliggøres, idet denne gud Ptah bl.a. var kendt som smedenes og alkymisternes gud og må ses i relation til, at stjernebilledet Orion, beliggende nær ved Auriga, i traditionen også kaldes Qain (Kain). Ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne var Qain stamfader til "den første smed og guldmager". Både Orion og Qain har i panden et (Kains)mærke, "det blinde øje midt i panden", "det (lukkede) tredje øje" - nemlig en stjerne med navnet al-Hak'ah, 'det hvide mærke', findes her placeret i stjernebilledets "hoved".

Den stjernedannede Verdens-akse på himlen var i oldtiden ofte opfattet som to søjler i forlængelse af hinanden - "himmelsøjlerne". De omtales i "Jobs Bog" (22,12 og 26,11). Allerede "Jobs Bog" (26,7) viser (ligesom et af oldtidens indiske astronomiværker "Surya Siddhanta") en avanceret kosmologisk opfattelse:

- "...se hvor højt stjernernes samlede flok står..." - "...cirklen over vandene ("verdensoceanet", verdensrummet), hvor lyset ender i mørke". - "...(Gud) udspænder nord over tomrummet og hænger Jorden på intet..." (hebraisk beli mah', 'uden noget').

Dette er ud fra den ældste græske bibeloversættelse (Septuaginta) udlagt som at Jorden svæver frit i verdensrummet, men ses ikke mulig ud fra Bibelens hebraiske tekst, om end den i visse tilfælde i den overleverede version kan være yngre end den græske tekst. Eksisterede der et kendskab til sfærer eller "himmelcirklen" i rummet? Dvs. forhold, der ellers først kendtes 1.200 år senere hos Aristarchos, og endelig som bevis hos Newton i 1687. Hvordan kunne det vides, at verdensrummet uden for den oplyste Jord er kendetegnet ved at henligge i mørke ("lyset ender i mørke")?

Og det er en forskergåde, at idet der på Jorden er lys og mørke i hver sin skiftende del af tiden, anses det ikke muligt dengang ved direkte observation fra Jorden at kende til hele rummets delvise mørke.

Oldtidsværket "Corpus Hermeticum"s ældste dele genkendes i egyptiske tekster før 2500 f.Kr., bl.a. kosmologi og stjernelære. Flere afsnit (bl.a. Traktat 11,2 og 16) har ligheder i stil og ordvalg med "Jobs Bog" og astronomi af samme udviklede stade. Flere næsten ordrette ligheder og udtryk i "Corpus Hermeticum" og "Jobs Bog" er et hidtil upåagtet faktum!

 

_________________________________

RESUMÉ:

  • Moses' astronomiske virke, kalender-indretning samt administration af landet - overleveret via oldtidsforfattere inden for jødisk, græsk og kristen tradition - informerer, at Moses var langt mere involveret i Egyptens styre- og magtforhold, end Bibelen alene lader formode.

_________________________________

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth