Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (7 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (7 af 99)

Philo og Josefus - og bibelforskningen

 

Philo og Josefus havde begge - ud fra deres jødiske opvækst i henholdsvis Egypten (Alexandria) og Palæstina (Israel) - på flere områder et nært kendskab til jødernes historie, religion og kultur som grundlag for deres ekspertise. De havde på deres tid stadig gode muligheder for at vurdere og forstå forhold i overleveringerne om Moses. Og skønt deres indtryk af Moses-begivenhederne var præget af deres jødiske baggrund og synsvinkel, var de også på flere områder i opposition til ortodokse fundamentalistiske træk inden for den tids jødedom.

Philo havde adgang til overleveringer om Moses bl.a. fra egyptiske oplysninger i verdensbiblioteket i Alexandria samt - ligesom Josefus - fra rabbinernes videnstradition. Josefus oplyser, at han fra Jerusalems erobrer, Titus Flavius Vespasian Cæsar, modtog skriftruller taget fra templet ved dets destruktion 70 e.Kr. - jf. "Life of Josephus" (75;I:153).

Cirka 80 e.Kr. påbegyndte Josefus med alle disse uvurderlige kilder sit store værk om jødernes historie. Flere dele af hans bøger omhandler Moses og begivenhederne omkring Moses' liv.

Senere tog jøderne afstand fra Josefus og anså ham for en "forræder", fordi han i sine yngre dage - med sit gode kendskab til den romerske krigsmagts effektivitet - havde prøvet at afværge oprørske jødiske gruppers uigennemførlige revolte mod romerne. Det var revolten, der så tragisk endte med Jerusalems og templets ødelæggelse i året 70 e.Kr.

Jøderne begyndte derefter at ignorere Josefus' skrifter, især da kristne læste dem og bevarede dem for eftertiden - og brugte hans historiske oplysninger mod ortodokse jøder i religionsdiskussionerne. Parternes debatter fandt sted i skrift og tale i de første århundreder e.Kr.

I nutiden er det jødiske syn ændret og anerkender generelt, at uden Josefus' skrifter ville jøderne i dag have yderligere huller i deres historie, idet mange jødiske overleveringer i de omskiftelige tider gik tabt.

Denne jødisk(-romersk)e historikers tekster var længe ukritisk nedvurderet af forskningen, skønt der fra ca. 1900 blev opdaget fin overensstemmelse med den Samaritanske Bibel - og siden også med Qumran-teksterne.

Skeptiske forskere har ladet Bibelen opskære i teoretiske tekstopdelinger og henfører disse til yderligere teoretisk eksisterende kilder. Hertil bruges en terminologi kompliceret som kemiformler: J-kilde for tekster med Jahweh, og E-kilde med Elohim, samt P-, D- og JE-kilder etc. Det koncept blev - trods utilstrækkelige arkæologiske forudsætninger og vidnesbyrd - dominerende i et århundrede, først aftagende i 1980erne. Hos den forskning endte man ofte med at fortolke Bibelens senere gådefulde underbetoning af Moses, som om han var "en opfindelse", en ikke-eksisterende.

Eksempelvis anså den tyske teolog Martin Noth, sarkastisk, omtalen af Moses' ukendte grav i Østjordan som eneste realistiske overlevering om Moses. Noth var en af de største autoriteter og prægede forskningen stærkt i årtier. Alligevel står og falder denne hypotese, Noth støttede, med en stærkt tvivlsom eksistens af et særligt "præstekildeskrift" (P-kilden): En hypotetisk kilde opfundet af forskere, der forestiller sig den som værende indbygget i Mosebøgerne. (Se bind 4's Appendiks).

Men der er aldrig gjort fund af en J-, E- eller P-kilde etc. - ikke én stump konkret bevis er nogensinde set; og andre oldtidstekster af en sådan kludetæppesammensyning af kilder kendes heller ikke i noget tilfælde.

Konceptet var udtænkt af en tekstforskning, der til start var baseret på et bibelsk scenario set fra vesterlandsk kirkekultur. Problemet er, at denne forskning var den første på banen med sin bestemte retning, der herefter blev cementeret før arkæologien var udviklet som videnskab.

Senere tekstforskere, der er gået væk fra den baggrund, har alligevel indbygget visse uomgængelige træk fra den gamle hovedhypotese.

Over for en etableret akademisk forskning af den historiske Moses - og her med hyppige afvisninger af ham som kun værende en mytefigur eller ikke-eksisterende skikkelse - står opfattelsen af den gamle verden fast: Bag religioner fra fjerne tider, kendes Moses som den første, der indstiftede en religion. Dette skete tusind år før Buddha, Zarathustra og andre af verdens senere religionsstiftere. Dette i sig selv må udelukke - i forhold til forskernes syn på Moses - at nogen overhovedet ville have fundet på "at opfinde en person, der opfandt en religion".

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth