Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (10 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (10 af 99)

Det kongelige blod,

en uomgængelig faktor

 

En accept af Moses som leder hos israelitterne og som "gudens talerør" og også i en tidlig periode som leder hos etiopierne - må altsammen ses fra det fælles udgangspunkt: At Moses ikke alene var af kongelig fødsel, men også kongeligt opdraget - netop som Bibelen angiver - og med det sigte at skulle bestige tronen.

Også ifølge israelitternes senere kongetradition kunne kun en person, der blev 'salvet til konge' - den hyppigt sete betydning af det hebraiske ord meshiah, 'messias' - herved blive nationens ophøjede leder. Men der forlyder intet om, at israelitterne havde salvet Moses - han kan netop have haft sin kongelige status i forvejen. At salve var i øvrigt ikke en egyptisk, men en semitisk kongetradition.

I samaritanernes kommentarværker kaldes Moses for "konge", skønt ikke nødvendigt for Moses' prestige, idet overleveringerne om ham i forvejen fremholder ham som profet, folkefører, lovgiver m.m. At benævnelsen som konge også ses i teksterne, vil have årsag i, at han ud fra sin kongelige byrd og opdragelse blev opfattet, naturligt anerkendt, og senere mindet, som israelitternes første egentlige konge.

For mennesker under nutidens teknologiske kultur kan det forekomme noget uforståeligt med den fantastiske nimbus og autoritet omkring kongen og kongeligt fødte personer. Selv dette at være orakel for guden, som også Israels senere profeter var det, var ikke tilstrækkeligt for at opnå kongetitlen i de gamle riger. Der manglede det "kongelige blod".

Perserkonger identificeredes med selve Solen, hvorfor undersåtterne "ikke kunne tåle" at se på kongen direkte - og derfor, foran ham, måtte de holde hånden for ansigtet, idet de sagde: "jeg brænder!" Både Kinas og Japans kejsere var "søn af himlen"; inkaernes kejser var "søn af Solen"; og i Rom var flere kejsere "søn af guden", ligesom allerede tidligt de egyptiske faraoner var det. - Oprindelsen til de traditioner findes i en ideverden, hvor en gud steg fra himlen og avlede en søn med en jordisk prinsesse - og det kongelige blod med guddommens islæt nedarvedes.

Angående kongeblodet: mange steder i Afrika kan en kongesøn, "høvdingesøn", ofte accepteres som regent uden særlig magtindsats fra sine soldater, hvad en leder uden kongelig familiebaggrund ville behøve. En høvdingesøn fra en fremmed stamme prioriteres højere som leder end en ikke-kongelig fra egen stamme. Det brugtes, da Katanga løsrev sig fra Congo/Zaïre i 1960erne og blev regeret af en fremmed, men kongelig høvding, Moïse Tshombe.

Det er nødvendigt virkelig at se igennem vores kulturelle afstand til disse gamle skikke for mere dybtliggende at forstå den afgørende forskel, det ville have gjort, hvis ikke Moses havde været af kongeæt.

I så fald kunne Moses ikke have deltaget i (kongebarns)ritualet på Nilen med faraos datter. Og senere ville han næppe have fået én israelit med sig til udvandringen. Desuden ville han ikke være blevet specifikt omtalt for sin "udstråling" - et kendt kongeligt begreb i oldtiden - og ville ikke have haft tilstrækkelig høj status til at forhandle direkte "på lige fod" med farao, hvilket han netop gjorde flere gange ifølge Bibelen.

Uden hele den baggrund ville Moses ikke have kunnet få sine love respekteret - for selv om Jahweh omtales at stå bag disse love, var forholdene hos Moses ikke anderledes end andre steder i den gamle verden. Således ses f.eks. den højeste gud i Babylon, Marduk, at stå bag kong Hammurapis lovgivning. Med andre ord, Moses' situation over for offentligheden i forholdet til en guddom (Jahweh) var netop, som den også forekom hos andre gamle kulturlandes konger. Havde det foregået på nogen som helst anderledes måde for Moses, havde han ikke kunnet få gennemført sine projekter.

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth