Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (60 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (60 af 99)

Moselovens alder?

 

En stor del af forskningen har som nævnt den opfattelse, at "5. Mosebog" tilhører et senere kulturtrin på grund af sin således "generaliserede" - kategoriske - lovstil. Man kan evt. antage, at det har været sådan, men skriftlige kilder viser det ikke. Dog mener disse forskere, at det bekræftes af tekstens mere enkle ordforråd i forhold til de øvrige Mosebøger. Dette fordi sprogets lettere former, der er brugt her, anses for at være mere bearbejdede, dvs. (lov)sproget var underlagt en tidsproces.

Men allerede årtusinder før moderne tekstforskning er det angivet i traditionen, at "5. Mosebog" bl.a. ses som en art resumé givet af hensyn til de nye generationer af israelitter ved ørkenvandringens ophør. En tekst der bortset fra sine afsluttende linjer stammer fra Moses' i flere afsnit genskrevne udgave op til 40 år efter, at han første gang udstedte sine love. Den periode er en fuldt tilstrækkelig tidsfaktor for modningen - tekstens mere bearbejdede form - som næsten enhver forfatter kender til ved rewriting eller blot ved en genoptaget gengivelse.

Mange samfund i historien, f.eks. hittitterne, grækerne, romerne og nordboerne, har på hvert sit tidspunkt haft identiske forløb undervejs fra stammekultur og bondekultur til bykultur, mens deres retssystem ligeledes menes udviklet identisk fra hævn/fejdesystemet og frem langs de samme trin, til det blev afløst af bødesystemet (jf. f.eks. mandebod).

Såfremt hårde love og dødsstraflove - ifølge Koschaker's mere skematiske udviklingsteori - altid var af tidligere dato end "bløde" modificerede love, skulle Moseloven, på grund af en del humane tiltag, stamme fra et sent tidspunkt, hvilket ikke passer med dens egen tradition. Det er en teori, der f.eks. heller ikke passer i Egypten og Sumer, men er en velfungerende arbejdsmodel at forholde systemerne til generelt.

For udviklingen foregår ofte i bølger, f.eks. påvirket af nyere religionsformer, af indtrængende fremmede eller af dekadence. Og realiteten er, at Moseloven langt tilbage ansås just som karakteristisk ved at være blandt de første med nogle bestemte humane tiltag, som vi skal se:

- F.eks. hos de syriske fanger, som kong Akhab (cirka 870 f.Kr.) tog, var den opfattelse udbredt, at "israelitternes konger var humane" (hebraisk malkej chesed) - ifølge "1. Kongebog" (20,31).

Men "mildhed" over for eksempelvis alvorlig forbrydelse er ikke nødvendigvis et tegn på avanceret kultur, og det kunne måske i stedet udtrykke et samfunds afmagt og svaghed: parat til at blive løbet over ende. Jf. at Platon (og tilmed Aristoteles) anfører, frit citeret: "et svagt demokrati er en lige vej til diktatur". Et centralstyre kan undertiden være udtryk for avanceret kultur, selv om det samtidig kendetegnes som "et stærkt styre". Mens det kan være karakteristisk for et ikke-centralt styre, at det kan have sværere ved at gennemføre udøvelse af myndighed med samme omfang og konsekvens som et centralistisk styre.

Men en vigtig side af "mildhed" er modificeringen af hævnprincippet. Nemlig ved - i vid udstrækning netop i Moseloven - i stedet for hævn at straffe alene for overlagt (forsætlig) ugerning, mens der skal kræves erstatning, oprettelse, ved uoverlagt (uagtsom) handling. Således at skelne mellem hævnmotiv (hvor der i stedet for personlig hævn udøves samfundets præventivt motiverende straf) og på den anden side ansvarsforhold etc. er velkendt i en udviklet kultur.

Hammurapis lov anses af nogle forskere for mere at være en samling af domme, altså en forhåndsvejledning til kasuistisk bedømmelse med præcedens i tidligere domspraksis. Men lovsamlingens indledning, der omhandler overdragelsen af loven mellem guden og kongen - foruden det allerede her pålægges at støtte enker, faderløse og fattige - viser, at det ikke altid, måske slet ikke, direkte er domme, der er blevet til regler.

Trods sidstnævnte humane forordning - der også ses i Mosebøgerne - anser mange forskere Hammurapi-lovene for fortrinsvis at tilhøre den hårde linje med en ofte mere arkaisk, inhuman og grusom retspleje.

Yderligere tilbage i tiden ses tidligere nævnte Eshnunna-love derimod at have med flere træk, der kunne kaldes "moderne" og progressive principper, som vi også netop kan finde en hel del paralleller til inden for Moseloven og dens Talmud-kommentarer.

300 år før Eshnunna findes sumeriske love - givet af Ur-Nammu, grundlægger af 3. dynasti i Ur, 2000 f.Kr. - og ofte reelt humane love, bl.a. "behandles" skadevoldere ligeledes med bøder og ikke dødsstraf.

Således kan retshistorien ikke forenklet betragtes som en udvikling i én retning, idet der undervejs også opereres med samtidige ideologisk differentierede perioder og grupper, som repræsenterer modstridende synspunkter. En lovsamling vil som oftest være produkt af både en formelt mere "primitiv" og en "udviklet" indstilling - hos lovgiveren såvel som hos den omverden, hvori lovene skal fungere.

F.eks. også i nutiden i nogle højt civiliserede lande, hvor dødstraf er afskaffet og af mange betragtes som "primitivt" barbari, findes der samtidig forordninger, der gør dødsstraf gældende, bl.a. i tilfælde af krig.

Men angående Moseslovens alder er historikere stadig ofte påvirket af teologisk forskning fra 1800-1900-tallet, Wellhausen/Graf-skolen. Denne er med nogle anakronistiske litteraturforskningsteorier løbet ind i ekstra store problemer angående alderen på de forskellige tekster i Mosebøgerne. Som et omdiskuteret resultat i denne forskning er Mosebøgerne blevet dateret ret sent, op til tusinde år efter Moses, skønt den datering kun kan gælde senere evt. ændringer og tilføjelser.

Tid og kultur har både parallelle og krydsende linjer - mellem stammekultur og bykultur, stærkt og svækket styre, centralistisk og decentralt styre, samt i relation til hævn og erstatningssystem, kategoriske og kasuistiske love, "hårde" og "milde" love. Et udviklingsmønster ved ét forløb passer ikke altid med et andet - mønstrene kan hjælpe langt, men ikke altid specielt godt til datering.

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth