Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (78 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (78 af 99)

Moses' navn i inskription

- skrevet af Moses selv?

 

Moses er i to omgange, med 2.400 års mellemrum, blevet "frakendt" sin opfindelse af alfabetet. Hvilket kan vise, at man i hvert fald har måttet tage sig af, at dog traditionen har hævdet ham som opfinderen. - Dels blev Moses som alfabetopfinder i 400-tallet f.Kr. i realiteten tilsidesat ved Ezras omredigering af Bibelen. Bl.a. omtales skriften nu ikke også som Moses' skrift, men alene med Bibelens ord som "Guds skrift". Og dels er opfindelsen blevet frakendt Moses i nutiden, faktisk lige siden kendskabet til fundet af Sinai-alfabetet omkring 1900.

Det er her nødvendigt med et kort overblik over de i virkeligheden irrelevante faktorer, der har bevirket en langvarig fastfrysning af forskningen i dette emne. Sagt ligeud: det blev betragtet som mindre seriøst at behandle Moses' direkte gøremål - eller ham selv som en konkret historisk person.

Herved skete det, at flere af den filologiske forsknings ledende kapaciteter til trods for deres seriøsitet alligevel foranledigede bitter strid med brug af et stærkt ladet ordvalg, der ukritisk har farvet opfattelsen gennem det meste af 1900-tallet.

Den decideret egyptiske baggrund for Sinai-alfabetets opståen understreges desuden af, at der dels ved templet og minerne i Serabit el-Khadim på Sinai findes egyptiske sfinxer og afbildninger af Ptah (egyptisk gud for bl.a. metaller, minedrift, smedekunst), hvis navn findes i inskriptionerne med Sinai-alfabetet - og dels at der her på stedet forekommer netop egyptiske navne skrevet med dette alfabet.

Det synes da mere end "et tilfælde", at et af inskriptionernes ikke-semitiske navne just er det egyptiske navn "Moses" - bl.a. ifølge den tyske forsker Hubert Grimme, professor i semitiske sprog ved Münster Universitet i Westphalen. Han har i 1923-1942 i en række betydelige værker oversat de cirka 350 semitisksprogede inskriptioner med Sinai-alfabetet og minutiøst gennemgået alle bogstaverne.

Navnet "Moses" (m-sh) er fundet i flere af disse inskriptioner, samt "Hatshepsut" - og også "Balith" (b'lt), det semitiske navn for egypternes himmelko-gudinde Hathor, til hvem Sinai-templet var dedikeret. Nogle forskere har dog afvist at kunne tyde noget meningsfuldt i de vanskeligt dechifrerbare inskriptioner.

Men Balith-navnet blev fastslået i 1916 af den egyptologiske autoritet, englænderen Alan H. Gardiner - i Journal of Egyptological Archeology (vol. 3, s. 1-16). Han påviste, at skriften er alfabetisk, konsonantisk, og ophav til den fønikiske skrift! Han anerkendte fuldt ud det semitisksprogede Sinai-alfabets egyptiske forlæg i hieroglyffferne - og kunne identificere 15 ud af dette alfabets i alt cirka 24 bogstaver, samt kunne skelne, dog ikke altid fuldt, flere protokanaanæiske ord.

Betydelig forskning ukorrekt omtalt og ofte ignoreret

Flinders Petrie reagerede voldsomt imod Grimmes indskriftfund med Moses-navnet, og han forsøgte - bl.a. i et indlæg i det britiske dagblad "The Observer" (25. Oct. 1925, s. 15) - at latterliggøre Hubert Grimmes opdagelse, der i pressen siden hen blev gjort "berygtet" som "Moses-inskriptionen".

Ved at sammenligne med de gengivelser af Sinai-inskriptionerne, som Flinders Petrie selv havde aftegnet 21 år tidligere, hævdede denne i øvrigt banebrydende arkæolog - adlet for sine store bedrifter inden for sit fag arkæologien, men sprogforsker, semitolog, egyptolog eller skriftforsker var han ikke - at det næppe var sikkert (trods Gardiners opdagelser), at inskriptionerne var på et semitisk sprog.

Sandsynligt influeret af den internationalt berygtede "arkæologi-skandale" om en skånsk (ved Runamo) runeinskriptions eventuelle revner, påstod Flinders Petrie, at Grimme havde "udnævnt" revner i klippefladen til at være bogstaver for at få sine oversættelser til at passe.

Men Grimme var en erfaren semitolog, foruden at hans mere nøjagtige studier var foretaget først ud fra Petries egne fotos udlånt af Gardiner. Og derefter ud fra et langt bedre udvalg af tegninger og af sine egne fotografier - de ypperste, der overhovedet var taget!

For Grimme var selv i Egypten - og både fotograferede, tegnede, tog afsmitningsaftryk og regulært prægeaftryk af inskriptionerne på klippeflader såvel som figurer og genstande, dvs. netop på flader uden klipperevner.

Endda påviser Alan H. Gardiner i sin afhandling "Once Again the Proto-Sinaitic Inscriptions", i Journal of Egyptian Archaeology (vol. 48, 1962, s. 45-48), at allerede i Flinders Petries egne aftegninger og behandling af Sinai-inskrifterne var visse tegn og detaljer udeladt eller overset. Trods dette er Petries kritik af Grimmes resultater aldrig for alvor blevet taget op til revision og korrigeret.

Således hos den amerikanske semitolog William F. Albright, der fra sin ekspedition til Sinai informerer i "Bulletin of the American Schools of Oriental Research" (vol. 109, 1949), at han havde kunnet identificere 19 ud af de i alt cirka 24 bogstaver. Og da han ikke kunne finde nogen mening i teksterne, afviste han over én kam alle oversættelser, hvortil han uden argumenter eller eksempler nedgjorde Grimmes oversættelser ved blot at genbruge Petries 25 år ældre og stadig ikke-beviste påstand, at:

- "...han (Grimme) regner klipperevnerne med til tegnene...".

Omtalte Runamo-fejllæsning sad stadig dybt og afskrækkende - skønt de påståede revner i Grimmes materiale ikke findes i tegninger og fotografier af de pågældende inskriptioner i en eneste af samtlige publicerede gengivelser.

I 1966 udgav Albright fortsættelsen til sin afhandling fra 1949, men denne gang lykkedes det ham at tyde sætninger i inskriptionerne, bl.a. på grundlag af netop Grimmes tegninger og fotografier af høj kvalitet. Disse kunne han alligevel udmærket bruge hertil, mens han samtidig, skønt han var en seriøs og respekteret forsker, fortsatte uden argumentation med at påstå:

- "...de (Grimmes oversættelser) var et tilbageskridt...".

I "Encyclopaedia Judaica" (vol. 1, Jerusalem, 1971) - og i store dele videre-gengivet i "Encyclopaedia Britannica" (også i 1987-udgaven) - medgiver en specialartikel om "alfabetet", at opfindelsen er et enkeltmandsværk. Men artiklen tilføjer (direkte genkendeligt fra semitologen og arkæologen W.F. Albright) en uunderbygget og excentrisk påstand om, at alfabetet nok var:

- "...opfundet af en egyptiskkyndig blandt de semitiske minearbejderslaver...".

Men hieroglyfskrivning var forbeholdt de egyptiske præster og andre højtstående samt skriverne - og også disse var specialuddannede hos det egyptiske præsteskab. Så med hvilket formål skulle en semitisk minearbejderslave overhovedet finde på den omvej, ud fra et kompliceret fremmedsproget skriftsystem, at ville opnå at udvikle et fuldt færdigt og revolutionerende alfabet på sit eget sprog?

Inskriptionsarbejde blev almindeligvis i Egypten udført af håndværkere, der ofte ikke selv kunne læse, men arbejdede efter forlæg lavet af skrivekyndige. Men Sinai-skriften, der tydeligt er udført af en ikke-håndværker, var så ny, at den ikke ses udført fuldt standardiseret. (Endda kan flere af inskriptionerne, eller dem alle, tænkes at være udført af opfinderen selv).

Bogstaver, der er en nær udløber af Sinai-alfabetet, er i Palæstina-området fundet skrevet på potteskår fra Gezer og på et dolkblad fra Lachish. Disse genstande er i ældre afhandlinger fra 1930rne blevet dateret som værende fra 1600-tallet f.Kr. Men skønt arkæologien ikke var Albrights hovedområde, har han ligesom flere andre forskere ukritisk genbrugt disse data til at placere alfabetets opfindelse i Kanaan hundrede år før Sinai-alfabetet, skønt arkæologisk datering var blevet væsentligt forbedret siden 1935, hvor disse genstande blev udgravet. I dag dateres de til cirka 1450 f.Kr.

Men Albright var med sin uomtvistelige autoritet i mere end et halvt århundrede blandt de dominerende på området. Derved blev hans meninger og oversættelsesforsøg med Sinai-inskriptionerne betragtet af mange som "det endelige svar" på Sinai-skriftens problemer. Men det blev længe overset, at han var afhængig af sin tids mindre avancerede arkæologi.

Alt dette har desværre fastfrosset forskningen i bestemte baner, hvor kritiske røster oftest ikke blev inddraget. Og det var sjældent at opleve udsagn som f.eks. følgende af den semitologiske autoritet H. Tur-Sinai (Torczyner) i dennes "The Origin of the Alphabet", i Jewish Quarterly Review (vol. 41, 1950-1951, s. 84), om at:

- "...hans (Albrights) tolkninger er uacceptable, både konkret og lingvistisk...".

Senere har Itzhaq Beit Arieh, Raphael Giveon og el-Benjamin Saas i deres afhandling "Explorations at Serabit el-Khadim" i den israelske arkæologijournal på engelsk, "Tel Aviv" (No. 5, 1978), publiceret nye aftegninger af Sinai-skriften sammen med Albrights tegninger af samme indskrift (No. 375): Albrights version afsløres som mangelfuld, og at han selv "tyder revner“! Bl.a. derfor fik han så lidt ud af sine oversættelsesforsøg, hvilket influerede uheldigt på den videre forskning.

Hubert Grimmes tydning af navnet "Moses" i Sinai-inskriptionerne blev allerede fra begyndelsen i forskerkredsen omkring den tyske egyptolog Kurt Sethe først mødt med "forargelse" og beskyldninger om "sensationsmageri". Altså en lignende indstilling som hos Flinders Petrie og især Albright.

Kurt Sethe er, sammen med Alan H. Gardiner, kendt for at tilhøre eliten blandt 1900-tallets dygtige egyptologer. Men Sethe - der også skrev flere bøger om alfabetets historie og Sinai-alfabetet - var desuden en dygtig semitolog, og på ét punkt gik han endda afgørende videre end Grimme: Kurt Sethe pegede direkte på den mulighed, at opfinderen af den semitiske bogstavskrift var Moses.

Men da Kurt Sethe nu selv inddrog Moses i denne forbindelse med Sinai-alfabetets opståen, blev dette ikke kritiseret endsige modgået af en eneste af hans fagfæller. (Men næppe nogen har turdet tage det op). Kurt Sethes teori omtales i Grimmes referat fra Sethes offentlige forelæsningsrække om Sinais alfabet. Dette fremgår af Hubert Grimme's "Die Lösung des Sinaischriftproblems - mit altthamudischen Schriftparallelen zu den altsinaitischen Inschriften" (Münster i.Westf., 1926, s. 14-15).

Hubert Grimme har desuden angivet om selve Sinai-alfabetskriften, at han opfattede den også som en form for hemmelig skrift; yderligere vil dette i de nu efterfølgende kapitler fremgå om denne Sinai-skrifts ekstrafunktion.

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth