Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (58 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (58 af 99)

Moselovens to tavler:

De to typer love

 

Angående Moselovens tilblivelse hælder en særlig skole af forskere til en teori, hvor det hævdes, at "en ørkennomadestamme som israelitterne" havde dertil svarende "primitive" love, som først blev forbedret ved overtagelse af mange love, der i forvejen fandtes i landet med fastboende kanaanæeres "bykultur". Men faktisk intet af betydning viser tegn på en decideret nomadekultur.

Derimod havde Moses og israelitterne deres direkte baggrund i det fint organiserede styre under den egyptiske civilisations lovgivning. Men i systemet hos kanaanæerne fandtes en religionsmæssig og lovgivningsmæssig accept af menneskeofring, især af børn, hvilket utallige arkæologiske spor også vidner om.

Ligesom f.eks. store opfindere ofte har stået på skuldrene af deres forgængere, vil det af Moses' lovgivning fremgå, at den tildels synes at have bygget naturligt videre på flere i forvejen eksisterende love i Mellemøsten: Især egyptiske love, sumeriske love samt babyloniske love fra kong Hammurapi samt hittitiske love og Mellem-Assyriens love.

På flere måder lignede Moses' situation Hammurapis, idet Hammurapis lov stod i gæld til lovene fra denne konges forgænger, Sumu-la-ilu, hvis love endda gik videre tilbage til tidligere love, bl.a. Eshanunna-lovsamlingen, der indeholdt flere fremragende love.

Det er et faktum, at lovene fra disse store lovgivere, Hammurapi og Moses, har mange indbyrdes ligheder også i detaljer; men det er også en kendsgerning, at forskellene er mere påfaldende.

Efter kong Hammurapi (egentlige navn Amraphel, 1792-1750 f.Kr., Babylons 6. konge af et semitisk dynasti), fortsatte hans dynasti. Hans efterkommere havde regeringsmagten endnu frem gennem Moses' barndom. Det var på det tidspunkt, at Moses til sin uddannelse ved det egyptiske hof fik udenlandske lærere fra bl.a. Babylon - ifølge rabbinerskrifterne og Philo. De indkaldte lærere kunne videregive kundskab om Hammurapis love, som de selv havde levet under.

I Egypten under Tuthmosis II's og Hatshepsuts regeringstid - og dermed i de fleste af Moses' første 40 år - var der fred med Asien. Der udvikledes livlige udlandskontakter, der sandsynliggør, at de omtalte fremmede lærere fik adgang til Egypten i den periode.

Ifølge rabbi J.H. Hertz' værk "The Pentateuch and Haptorahs", vol.: 'Exodus' (Oxford 1935), der i øvrigt helst vil undervurdere inspirationen fra Hammurapi, er ikke mindre end 24 eller 25 af Moses' lovregler faktisk direkte identiske med Hammurapis love.

Desuden er der en korrespondance mellem disse to lovsamlinger angående arrangement og opstilling i særlige lovgrupper. Yderligere har flere af Moses' øvrige love både et næsten enslydende grundlag såvel som andre ligheder med Hammurapis love - og er ofte i Moses' udgave præget af en menneskevenlig holdning.

Igen, det kunne ikke have været meget anderledes. Det er naturligt, når folkene stod på nogenlunde ens kulturtrin, at der var visse ligheder med Hammurapis civile love (i øvrigt er ingen af de love religiøse, men blot obligatorisk stadfæstet af hovedguden).

De kategoriske - 'apodiktiske' - love

Blandt lægfolk er Mosebøgernes mest kendte love "de ti bud"; men i alt har bøgerne ifølge omtalte senere opdeling 613 love som påbud og forbud - sidstnævnte er der flest af - og alle tilskrives Moses' lovgivning.

Det viser, at der ikke var tale om nogen større "kopiering" fra Hammurapis lovsamling, som blot er inddelt i 70 paragraffer. Disse har forskerne strakt ved en underopdeling i 282 dele - men stadig et beskedent antal i forhold til Moseloven.

Hvad Moses eventuelt har benyttet fra egyptiske love, er det noget sværere at få overblik over, da egyptiske lovtekster oftest er dekreter og ikke findes samlet på samme måde som Hammurapis lov.

Men dele af "de ti bud" kendes i en særlig form fra 1500-tallet f.Kr. i Egypten - netop i Moses' ungdomstid: En form er bl.a. forbundet med "Den Egyptiske Dødebog" i en opgørelse af en afdøds gode handlinger i livet og er opstillet som en såkaldt "negativ" konfession, en omvendt tilståelsesform:

- "..Jeg har ikke gjort ondt imod mennesker... jeg fortalte ikke løgn i stedet for sandhed... jeg er ikke en morder... jeg snød ikke med markmålene...".

Moses' såkaldte "ti bud" er koncentreret i ti essentielle emner; og stadigvæk er otte ud af disse ti påbud i den egyptiske negationsform: "...Ikke må du lyve...", "...Ikke må du stjæle...", dvs. netop en ikke-dagligdags form er her anvendt på hebraisk, for ellers skulle budet have lydt: "Det er forbudt at stjæle" etc.

"De ti bud" er i Moses' version en form tilhørende den såkaldte kategoriske lovtype, dvs. som påbud eller forbud, der indebærer, at: "...du skal (gøre det og det)", eller "du må ikke....".

Sådanne i nutidens jurasprog kategoriske love/regler, også benævnt som apodiktiske love, er i Moseloven først og fremmest de religøst forankrede pagtslove; - og disse "obligatoriske love" udtrykker ubetingede forbud eller påbud. Ofte er de i Moseloven opstillet i remser, f.eks. netop ligesom ovennævnte "de ti bud".

Inden for retshistorien peges der på, at sådanne absolutte og generelle love dermed afspejler en vidt udviklet kultur.

Den omtalte negative konfessionsform kan ligeledes findes i egyptiske retsager, hvor den, der tilstod, ikke skulle udtale sig som: "Jeg er skyldig", men som: "Jeg er ikke uskyldig". Tilståelsen var sprogligt i negativ form, og onus probandi, bevisets byrde, blev lagt på dommerne, der her ofte forventedes at dømme i anklagedes favør. Men en udvikling, som omtalt, kan iagttages i og med Moses' love, de første kendte der direkte kræver vidneførelse.

De forhåndsvejledende - 'kasuistiske' - love

Moseloven indeholder også en anden karakteristisk lovtype, de såkaldte kasuistiske love - dvs. regler for opståede situationer. Reglerne er religiøst neutrale love, der regulerer konfliktforhold mand og mand imellem. I lovteksten kan de ofte kendes på, at de indledes med et "Hvis..." eller "Når..." ("I tilfælde af at...").

I retshistorieforskning anses kasuistiske love, dvs. "mindre specificerede forhold", ofte historisk at afspejle en mere såkaldt "primitiv" kultur.

I denne formelle opdeling af Moses' lovkompleks har begge lovtyper paralleller i samtidige kulturer i Mellemøsten - og længere tilbage. Flere moderne retshistorikere, påvirkede af forskningsteorier fra perioden cirka 1880-1940, mener ud fra en forbindelse mellem de mellemorientalske retsopfattelser, at der er tidsforskel imellem forskellige - reelle eller teoretiske - lag i Mosebøgerne.

Disse forskere mener, at der er en historisk forskel på de første fire Mosebøgers kasuistiske stil og "5. Mosebog"s generaliserende lovstil, der ifølge den hypotese skulle være fremlagt senere. Men sidstnævntes titel på hebraisk "Mishneh torah" og på græsk "Deuteronomium" betyder 'den anden lov’: jf. i al tradition var der fra starten to lovtavler.

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth