Gabriel
Ærkeenglen Gabriel. Se Geb.
Gamle Rige
(Egyptologi). Gamle Rige eller Memphis-perioden varede fra 3. til 6. dynasti – fra ca. 3000-2160 f.Kr. Perioden er kendt for inskriptioner og skulpturer – fra relieffer med gravtekster og biografier mejslet ind i væggene på mastabaerne og gravtemplerne. Det er derfor muligt at studere den såkaldte pyramidealder og dens sociale organisation. Gamle Rige voksede frem som den smukkeste og mest perfekte blomst i den faraoniske civilisation. Ingen civilisation opstår uden en lang, forudgående udviklingsperiode, og en af åndsvidenskabens forskere oplyser: ”Egypten har altid været civiliseret. De egyptiske arkæologer kan ikke finde nogen tidsepoke, hvor Egypten var barbarisk, vild og uciviliseret, uden lov, uden forfatning og uden religion. Tværtimod, trådte Egypten frem på historiens skueplads fuldvoksen og udrustet med alle sine evner”. Kun få historiske facts er bevaret, men tiden overlevede i legender, som skriverne kopierede i senere generationer, og på den måde blev visdommen fra Atlantis bevaret. Ved slutningen af Gamle Rige krævede landets provinser selvstændighed, og ”hele landet blev hjemsøgt af revolution”.
Gardiner
(Egyptologi). Gardiner, Alan Henderson (1879-1963) var engelsk egyptolog. Han studerede sammen med Adolf Erman i Berlin, og var medarbejder på den store egyptiske ordbog – Wörterbuch der ägyptischen Sprache. Et højdepunkt i Gardiners videnskabelige arbejde var ”Egyptian Grammar”, som udkom første gang i 1927. (Se også Erman).
Garudanana
(Sanskrit). Garudasana er en yogaøvelse. Garuda betyder ”ørn”. Garuda er navnet på Vishnus legeme, og den hinduistiske guddom har relation til princippet om bevarelse. Stillingen er en balanceøvelse, der styrker benenes muskler. Garudasana udføres sædvanligvis som en kompakt asymmetrisk stående balancestilling. Både arme og ben er stramt forbundet. Det er den stillingens første fase. Næste fase kaldes Parivritta Garudasana. Den bygger videre på den første version, men der tilføjes en drejning.
Gastromanti
Gastromanti er betegnelsen for en spådomskunst, hvor man bruger et fad med indviet vand. Ved at stirre afslappet men koncentreret på vandets spejlende overflade, kan der vise sig skikkelser – ofte af afdøde. Gastromanti er beslægtet med Hydromanti. (Se også Hydromanti).
Gautama Buddha
Gautama Buddha var den første fra menneskeheden, der opnåede buddhaskab. Efter at have været den 4. rodraces Bodhisattva inkarnerede han for sidste gang som prins Siddharta i dynastiet Shakya i Kapilavestu i året 621 f.Kr. Han opnåede buddhaskab år 592 f.Kr. og indtrådte – som buddhisterne siger – i Nirvana – og at han forlod sit fysiske legeme år 543 f.Kr. Datoerne stammer fra den sydbuddhistiske religion. Eksoteriske kilder opgiver andre årstal: Født ca. 557 og død 477 f.Kr. Navnet Gautama eller Gotama, der var et slægtsnavn, betyder ”den herligste på Jorden”. Da han hørte til Shakya-slægten, kaldes han hyppigt Shakya-muni – ”vismanden fra Shakya-slægten”. Hans lære, der på en måde kan betragtes som en reformation af brahmanismen (hinduernes gamle religion), er mest af alt en ophøjet morallære – måske den mest ophøjede, der eksisterer på Jorden, selv i sin eksoteriske form. Efter ham kaldte man hans morallære for buddhismen eller – som den burde kaldes – buddhaismen. Den er, i modsætning til jødernes, de kristnes og muslimernes religioner, absolut ikke-voldelig. Den stiller krav om vegetarisme, og den har udviklet sig uden religionskrige, i modsætning til de andre store religioner. I nutiden er buddhismen den mest udbredte af verdensreligionerne. Den har flere gange været i forfald, men er blevet reformeret af ophøjede lærere, bl.a. de tre, der kaldes ”buddhismens tre sole”: Aryasangha, Aryadeva og Nagarjuna – og desuden Tzon-kha-pa. Buddhismen, der har en omfattende litteratur, kaldes også Dhamma eller Dharma (”loven”), og af dens vigtigste hellige skrifter kan nævnes: Tripitaka i tre dele. 1) Selve læren – Ulla pitaka, 2) Regler og forskrifter for asketerne – Vinaya pitaka, og 3) metafysiske og filosofiske afhandlinger – Abhidamma pitaka. Desuden findes Dhammapada, der indeholder selve Buddhas morallære, og Lalita Vistara, der er en biografi af Buddha, skrevet af Dharmarakcha år 308 e.Kr. For at kunne nå sit høje udviklingsstadie, måtte Gautama Buddha i løbet af meget kort tid gennemføre et arbejde, der siges at have været så omfattende, at ingen af de foregående buddhaer troede, det var muligt. Buddhas udviklingsstadie svarer til menneskehedens stadie ved slutningen af 6. runde, og derfor var han bl.a. nødt til at opbygge et 6. runde-legeme – med der fandtes på det tidspunkt ingen atomer her på Jorden, der egnede sig til det. Derfor var han tvunget til selv at forme den nødvendige type atomer – et arbejde, som almindelige mennesker overhovedet ikke kan gøre sig begreb om. Da Buddha forlod sit fysiske legeme, indtrådte han ikke i Nirvana, som den eksoteriske buddhisme påstår (selv om han havde vundet retten til det), men han venter på Nirvanas tærskel som en Nirmanakaya. (Se også Nirmanakaya og Nirvana).
Geb
(Egyptologi). Himmelgudinden Nuts modpol er guden Geb, og Geb symboliserer Jorden. I de fleste kulturer er Jorden en feminin skikkelse, og derfor overrasker det de fleste, at ”Moder Jord” blev symboliseret af ”Fader Jord” i det gamle Egypten. For at forstå logikken er det vigtigt at holde fast i grundsymbolikken: Guder symboliserer ånd, sjæl og bevidsthed. Gudinder symboliserer substans, stof, legemer og form. Geb repræsenterer derfor den maskuline modpol til den feminine mælkevej i skikkelse af gudinden Nut. Nut repræsenterer Mælkevejen og rummet, som er form og stof. For de gamle egyptere var Jorden derfor ikke hverken form eller stof. For dem var Geb identisk med Planetlogos – altså den skabning, der bruger planeten Jorden som sit fysiske legeme. Iflg. egypterne er Jorden derfor ånd og bevidsthed, der levede i Nuts form (rummet). Men hvor passer Nut (himmelrummet) ind i menneskets struktur? Og hvad med Geb? Alle mennesker er celler i den planetariske organisme, og planeten er et center i solsystemets organisme, som igen er et center i Mælkevejen osv. Den egyptiske gudekreds beskriver ikke alene menneskets indre opbygning, men fastholder samtidig menneskets placering i helheden. Geb har imidlertid en dobbeltrolle i gudekredsen. Udover at repræsentere Planetlogos, er han også symbol på menneskets æterlegeme, som er den stofligt finere del af det fysiske legeme. Mange senere myter er tydeligvis inspireret af denne symbolik, og derfor fremstilles Jorden som en gudinde. Gudinder er som nævnt stof eller legemer, og både Jordens æter og menneskets æterlegeme hører til det fysiske plan. ”Moder Jord” og den græske gudinde ”Gaia” er derfor symboler på Jordens æterlegeme og den faste fysiske jord. I tidens løb har man på denne måde flyttet fokus fra egypternes Planetlogos, som er Jordens indre ånd og bevidsthed (og som derfor må være en maskulin guddom), til Jordens æterlegeme, som er Gaia, moderen eller et feminint princip. Geb var som nævnt Jordens gud for de gamle egyptere, og Jordens gud er et lavere aspekt af Solens gud, som i Egypten hed Ra. Hebræerne kombinerede − Geb og Ra − og tilføjede ”el”, som betyder ”gud” eller ”kraft”. I den jødisk tradition blev Geb-Ra-El til ærkeenglen Gabriel, der er Jordens engel. Ordet Geb (Gev, Geu) går senere igen i græsk som ”ge(o)”, der betyder ”jord”. ”Geo” indgår i begreber som geometri (jordopmåling) og geografi (videnskaben om Jorden).
Geburah
(Hebraisk). Den 5. af de 10 sephiroth. Geburah er Guds strenghed, symboliseret af naturloven, som beherskes af Mars.
Gelugpa
(Tibetansk). En Gelugpa er en ”gulhue”, som er den mest esoteriske buddhistiske sekt i Tibet – de ægte ortodokse buddhister, som Vestens forskere stort set intet kender til. En anden sekt er Dugpaerne – ”rødhuerne”.
Gemini
(Latin). Zodiakens 3. tegn og stjernebilledet Tvillingerne.
Genfærd
Et genfærd er ofte betegnelsen for et fænomen, hvor en tåget skikkelse af et afdødt menneske kan iagttages på steder, som genfærdet var knyttet til i sit fysiske liv. Genfærd kan nogle gange opleves på kirkegårde, og som regel er der tale om, at et menneske med æterisk syn ser den afdødes æterlegeme, der svæver i mere eller mindre opløst tilstand over graven. Æterlegemet er en stofform, der er knyttet til det fysiske legeme, og i døden har sjælen forladt både det fysiske og det æteriske legeme og befinder sig nu på astralplanet. Æteriske ”genfærd” kaldes ofte kirkegårdsspøgelser.
Genfødsel
Se Reinkarnation og Transmigration.
Genganger
Se Genfærd.
Genius
(Latin). Genius stammer fra ”genius” og ”genii”. Genius er en ”skabende ånd” eller en skytsånd for det enkelte menneske. Skytsånden kan desuden knyttes til et bestemt sted. Genius benyttes om mange forskellige grader af åndelige væsener. Hos gnostikerne betyder Genius Eonerne et englehierarki. I romersk religion var Genius oprindeligt en betegnelse for en mands natur, og navnet var afledt af begrebet ”avlekraft”. I den traditionelle form var Genius en guddommeliggjort personifikation af forfædrene, og tilknyttet slægtens levende overhoved (Pater Familias), som var familiens repræsentant i alle offentlige og religiøse anliggender. Den kvindelige guddom Juno var tilknyttet familiens kvindelige overhoved (Mater familias). Men omkring år 0 blev Genius opfattet som en skytsgud – dels for mænd og dels for forskellige former for fællesskaber – f.eks. håndværkerlaug, staten, byen osv. En af de vigtigste Genius-kulter blev kulten for kejserens Genius.
Genopstandelse
Med genopstandelse menes sjælens eller åndens fortsatte liv efter den fysiske død. Et eksempel er Jesu manifestation i et åndeligt legeme efter korsfæstelsen, døden på korset og gravsætningen. Genopstandelsens mysterium har i alle tider været en integreret del af alle store kulturers religiøse forståelse.
Geomanti
(Græsk). Geomanti eller Geomantik stammer fra ”ge”, der betyder jord, og ”manteia”, der betyder ”spådom”. Geomanti er derfor en spådomskunst, hvor man anvender figurer, punkter og mønstre – eller sand, sten og linjer – på jorden, som tydes i forhold til stjernetegn og planeter på himlen. Geomanti kom til Europa fra Nordafrika i det 12. årh. via latinske oversættelser af arabiske værker, og i Renæssancen blev det en populær metode til spådomskunst. I nutiden er Geomanti i den oprindelige form næsten forsvundet fra Europa. Udtrykket bruges nu i forbindelse med andre metoder, som f.eks. de såkaldte Leylines.
Gereon
Den hellige Gereon og hans 318 ledsagere har mindedag den 10. oktober. Gereon er skytshelgen for soldater, og mod hovedsmerter og migræne. Den hellige Gereon (Geron) er en historisk person, og fortællingen om ham og hans lidelsesfæller har en historisk kerne. Fra 300-tallet blev en gruppe af ukendte helgener æret i Köln, hvor kirken St. Gereon nu står. De led martyrdøden i begyndelsen af 300-tallet – efter sigende ved halshugning. Deres grav var kendt allerede i 400-tallet. Den hellige Gregor af Tours (død 594) fortæller om 50 martyrer fra Den Tebanske Legion, som var gravlagt i Köln, men han nævner ikke Gereon. Detaljerne tilhører legenden, der er skrevet i 1200-tallet af cistercienseren Helinand. Da hæren med Den Tebanske Legion slog lejr i Schweiz, var nogle tropper i legionen sendt i forvejen. En af tropperne marcherede under Thyrsus til Trier og en anden under Cassius, Florentius og Pius til Bonn. En trop på 318 mand under Gereon og en maurisk trop på 360 mand under Gregor fortsatte til Köln, hvor de ankom den 9. oktober, og de begav sig straks til militærlejren. Det fortælles, at krigerne var meget anderledes end de romerske soldater. De var roligere og mere tilbageholdne. De havde også en mørkere hudfarve og var slankere og smidigere end romerne. De skal have båret helt specielle tegn på dragter og våben. Officererne kommunikerede venligt med soldaterne. Før de gik til ro om aftenen, så man dem stå sammen og bede med bøjede hoveder. Ved daggry hørte man pludselig et hornsignal, og soldaterne strømmede ud af teltene, og legionærerne samlede sig på lejrkommandantens befaling. Han gav dem besked om øjeblikkelig afmarch til Xanten. Men på kejser Maximians udtrykkelige ordre skulle de først give et offer til guderne for at sikre et lykkeligt resultat af felttoget. Kommandanten forkyndte også, at deres kammerater i Bonn, Trier og Octodurum havde nægtet at ære de romerske guder, og derfor var de uden undtagelse blevet henrettet sammen med deres fører Mauritius. Hvis soldaterne ikke ville dele kammeraternes skæbne, skulle de straks afsværge kristendommen. Tavse og ubevægelige lyttede legionærerne til talen. Da de havde sundet sig, så de, at bag dem stod andre soldater med korte sværd klar til slag. Da lyste deres mørke ansigter op som i hellig triumf. Gereon, deres anfører, trådte nu frem og erklærede på alles vegne, at de som trofaste soldater gerne ville udføre enhver ordre fra kejseren, men som trofaste kristne kunne de aldrig mere ofre til de romerske guder. Bevæbnet alene med troens sandhed var de heltemodige legionærer urokkelige, da kommandanten gav ordre om at nedslagtningen skulle begynde. De opmuntrede hinanden til at være trofaste mod den hellige tro indtil døden. Da bødlerne indså, at legionærerne ikke ville vige fra deres tro, men fortsætte med at forkynde Jesus Kristi lære, blev alle de hellige mænd halshugget. Morderne slæbte de hellige legemer over markene og kastede dem i en dyb brønd. Kejser Helena opdagede deres relikvier ved Köln på et sted, som hed Mechtern − ad martyres. Hun lod dem iføre kostbare klæder og gravlagde dem i indviet jord.
Ghrita Neti
(Sanskrit). Ghrita Neti er et yogaudtryk for næseskylning – en renselsesteknik, hvori man bruger varm og flydende smør. Hvis man bruger olie, i stedet for smør, skal olien ukoncentreret og uden kemikalier. Ghrita Neti forhindrer halssygdomme, og det har en kraftig fysiologisk virkning på krop, tankesind og personlighed. Behandlingen stimulerer slimhinden i næsen og fjerner ophobet slim fra næseborene og bihulerne og tillader luft at strømme uhindret. Desuden påvirkes øjnene for tårekanaler og kirtler stimuleres. Neti skal altid foregå på en afslappet måde. (Se også Neti, Dugdha Neti, Jala neti, Neti Kriya, Neti Kriya og Sutra Neti).
Ginnungagab
(Oldnordisk). I skabelsesberetningen i den nordiske mytologi er Ginnungagab navnet på det gabende svælg (det tomme kaos), som udgør Universets urtilstand. Iflg. Snorri Sturlusons Edda ligger Ginnungagab mellem det kolde isfyldte Niflheim i nord og det varme ildrige Muspelheim i syd.
Girafhale
(Egyptologi). I reliefferne ses Egyptens faraoner ofte afbildet med en lang girafhale hængende bagpå fra bæltet. Girafhalen var et symbol på evnen til ”at se langt” (ligesom giraffen), og dermed viste de gamle egyptere, at faraoen var clairvoyant, for han kunne se mere eller længere end de fleste.
Giza
(Egyptologi). Den middelalderlige by Giza i udkanten af storbyen Cairo ved grænsen til den vestlige ørken er nu en moderne bydel, der er verdensberømt på grund af de tre store pyramider og den store Sfinks. Udover pyramiderne, der hører til verdens underværker, strækker en enorm nekropol sig ud over området med utallige mastabaer. De er opført og dekoreret på ordre af adelsmænd fra Gamle Rige. Mange er overraskende velbevarede.
Glasfremstilling
(Egyptologi). Ved at blande kvarts med natron eller aske er det muligt at fremstille glas, men mens man i nutiden foretrækker transparent glas, ønskede de gamle egyptere et uigennemsigtigt, blødt og plastisk materiale med farver fra halvædelsten. Blå, rød, violet eller grøn blev skabt ved at anvende oxideret metal, som både dengang og nu blev blandet med fritte (et stof til fremstilling af porcelænsmasse eller glas). Selv i Egyptens ældste periode kendte egypterne til kunsten at fremstille fin fajance. Den bedste periode for egyptisk glasarbejde begynder med Hyksos-folket – muligvis på grund af deres forbindelser til Østen og Mesopotamien – hvor man mestrede meget fornem glaskunst. Smukke parfumekrukker med bølgende tråde, der forestiller lysstråler, viser smagen og niveauet i glaskunsten under Amenhotep III (18. dynasti) – og brugskunsten var desuden en eksportvare.
Glorie
Se Nimbus.
Glæde
Glæde er en sjælskvalitet. Glæde har sin oprindelse i sjælen og kommer til udtryk i den trefoldige personlighed. Ægte glæde stammer fra sjælens fuldstændige kontrol over personligheden.
Gnanna
Gnanna er betegnelsen for en bestemt yogalære, som kan oversættes som visdommens yoga eller erkendelsens yoga. Målet for Gnanna-yoga er gennem selverkendelse at trænge frem til tilværelsens inderste natur, for derved at forene den individuelle bevidsthed med den universelle.
Gnom
(Latin). Gnom stammer fra ”gnomus” og er afledt af det græske ”gnome” – oprindeligt i betydningen ”elementarånd”. Åndsvidenskabeligt er der tale om mineral- og jordelemental. Iflg. mystikeren Paracelsus findes der fire slags elementarånder, som lever i hvert sit element. I vandet er der nymfer eller undiner, i luften er der sylfer, i jorden er der pygmæer eller gnomer, og i ilden er der salamandre. (Se også Naturånder).
Gnosis
(Græsk). Gnosis betyder ”kundskab” eller ”erkendelse”. Gnosis stammer fra en filosofisk skole fra Kristi tid, og skolens lærdom var primært esoterisk. I nutiden bruges ordet oftest som betegnelse for den skjulte visdom eller den hemmelige, åndelige kundskab, der er kernen i alle religioner. Essensen i Gnosis er menneskets ånd, der beskrives som en guddomsgnist, der midlertidigt er fængslet i det fysiske legeme. Gennem erhvervelse af kundskab og erkendelse kan mennesket befri sig fra dette fangenskab. Kirken bekæmpede og forfulgte gnostikerne, men læren har overlevet i skjulte samfund. Gnosis er det samme som hinduernes Gupta-Vidya. (Se også Gupta-Vidya).
Gnostikere
I kristendommens første tid var gnostiker en betegnelse for alle intelligente mystikere, der studerede Gnosis, og som betragtede kristendommen som en mystisk filosofi – ikke som en biografi. Efterhånden som kirken fik magt og blev mere verdslig, blev gnostikerne derfor forfulgt. (Se også Gnosis).
Goetheanum
Goetheanum er den antroposofiske bevægelses hovedsæde i Dornach i Schweiz. Rudolf Steiner – stifteren af Antroposofisk Selskab – opførte først en bygning af træ efter antroposofiske principper, men bygningen brændte og blev senere genopført i sten.
Gomukhasana
(Sanskrit). Gomukhasana stammer fra ”go”, der betyder ”ko”, ”mukha”, der betyder ”hoved” eller ”mund” og ”asana” betyder ”stilling”. Gomukhasana er en yogastilling, der kaldes ”koens hoved”. Ordet ”go” betyder også "lys", så ”gomukh” henvise til ”lyset i hovedet”, eller ”lethed i hovedet”. Yoga-stillingen har fået sit navn, fordi lår og læggene på den, der udfører Gomukhasana ligner en hovedet på en ko, der er bredt i den ene ende og smallere i den anden. Stillingen bearbejder de områder på kroppen, hvor der ofte opstår kroniske smerter og spændinger: Hofter og skuldre. Gomukh er desuden et musikinstrument, der minder om et kohoved.
Gorakshasana
(Sanskrit). Guru Gorakshanath var en berømt yogi, der ofte sad i denne stilling. Gorakshasana er derfor betegnelsen for yogi Gorakhnaths’ stilling. Man sidder behageligt på et tæppe, bøjer begge ben i knæleddene og samler hæle og tæer på begge ben. Langsomt føres begge hæle op til mellemkødet, og begge hænder lægges på knæene. Derefter ånder man ind og fylde lungerne med luft og holde ryggen ret. Tryk begge knæ ned til jorden. Sid afslappet og hold vejret så lange, som man kan. Til sidst ånder man langsomt ud, slipper presset på benene og slappe af hele kroppen. Træk vejret normalt og slap af.
Gotrabhu
(Pali). Gotrabhu er en tilstand, hvor aspiranten er parat til indvielse. Det er et udviklingsstadie, hvor aspiranten samler de tilegnede egenskaber og styrker dem i det omfang, der kræves, for at kunne tage det næste store skridt, hvor man betræder den egentlige vej i egenskab af antaget discipel. Når dette trin er nået, efterfølges det meget hurtigt af indvielse i den næste grad. Som svar på spørgsmålet: ”Hvem er Gotrabhuen?” siger Buddha: ”Det menneske, der er i besiddelse af de egenskaber, der umiddelbart fører til begyndelsen til indvielserne − er en Gotrabhu.”
Gotrabhu-Gnana
(Pali). Gotrabhu-Gnana er betegnelsen for den visdom, som er nødvendig for at kunne betræde indvielsesvejen. (Se også Gotrabhu).
Grafologi
(Græsk). Grafologi stammer fra ”gráphein”, der betyder ”skrive”, og ”logia”, der betyder ”lære”. Grafologi er derfor læren om, hvordan menneskets personlighedsegenskaber viser sig i håndskriften, og en grafolog er en håndskriftkyndig, som ud fra håndskriften kan analysere et menneskes karakter. Grafologi er ikke det samme som juridisk eller kriminalteknisk skriftekspertise, som bedømmer ægtheden af underskrifter eller sammenligner skriftprøver for at fastslå, om ophavsmanden er den samme. Grafologer analyserer skriftprøver at fortolke personlige egenskaber. Grafologi bruges bl.a. til opstilling af personlighedsprofiler, til personaleudvælgelse eller som redskab til personlig udvikling. Grafologi er ikke en anerkendt videnskab.
Gravtempel
(Egyptologi). Det er en almindelig antagelse, at Amenhotep III’s tempel, Rammeseum, Hatshepsuts tempel, Medinet Habu-templet og Mentuhotep II’s tempel – alle på Vestbredden ved Luxor – er gravtempler, der er knyttet til gravene i Kongernes dal, men bortset fra Hatshepsuts tempel adskiller de thebanske gravtempler sig ikke fra andre templer, der er dedikeret til guderne. Faraonerne blev begravet i dybe klippegrave i Kongernes dal. Gravene blev lukket og kamufleret, og alle spor blev slettet. Men samtidig opførte de samme faraoner gravtempler, hvor den afdøde farao fra den ”anden side” kunne stå i kontakt med efterfølgere og efterkommere og på denne måde inspirere og påvirke det egyptiske riges fortsatte udvikling i den fysiske verden. Gravtempler var kulttempler, som var dedikeret både til guderne og gudernes repræsentant i den fysiske verden – faraoen. Umiddelbart lyder det måske mystisk, men i nutiden gør man i princippet det samme, når man bygger kirker for Jesus. Han var angiveligt Guds søn og dermed Guds repræsentant på Jorden for mere end 2000 år siden, på samme måde som faraonerne var sønner af Gud og gudernes repræsentanter årtusinder før Jesus. Præsterne opfordrer menigheden til at komme i kirkerne for at blive inspireret af Jesu liv og lære på samme måde, som egypterne kom i gravtemplerne for at kontakte deres symbol på et ophøjet liv. Private havde ikke råd til at bygge gravtempler, så mange adelige opførte kultsanktuarier, men de fleste ”nøjedes” med en mastaba. (Se også Dødetempel).
Grif
En grif er et fabeldyr med krop som en løve og hoved, hals og vinger som en ørn. Man mener, at navnet stammer fra det oldsemitiske ord ”krb”, der betyder ”kerub”. Det er lånt fra græsk i formen ”gryps” eller ”grypos”, som betegnelse for de griffer, der dukkede op i græsk kunst på 600-tallet f.Kr. Det blev overført til latin i formen ”gryphus”. Fra det tyske ”Greif” kom ordet ind i dansk i formene "grib" og "grif". Der findes tre slags griffe. Løvegriffen, der har løveforkrop og hoved, vinger og bagkrop som en ørn. Perserne brugte for det meste denne grif. Slangegriffen, der har løvekrop (ofte skællet) og løveforben, men den har for det meste fuglebagben. Dens hoved er en hornet slanges, som sidder på en stærkt snoet hals. Som hale kan den have endnu en slange (ligesom Kerberos, den trehovedede hund der bevogter Hades’ porte). Den har desuden ofte vinger. Fuglegriffen, der har forkrop som en ørn og bagkrop som en løve (ofte har den ører som en kat). Det er den type grif, man ser i europæisk tradition. Som type er den ældgammel og forekommer f.eks. på en 5.000 år gammel seglsten fra Susa i det vestlige Iran. Griffen er et af de mest kendte fabeldyr i verden og et af de ældste (den har været kendt i over 6.000 år). Griffen bevogter typisk skatte og hellige steder. Den holder sig til øde steder, som f.eks. ørkner. De gamle egyptere kendte griffen og betragtede den som et virkeligt dyr.
Grimorium
(Fransk). Grimorium stammer fra ”grimoire”. Grimorium er meddelelser med magisk tekst.
Gruppebevidsthed
I åndsvidenskaben bruges betegnelsen ”gruppebevidsthed” i betydningen delens identifikation med helheden. Gruppebevidsthed forudsætter fælles målsætning og ægte ansvarsfølelse over for gruppen. Den tibetanske mester Djwhal Khul oplyser, at ”en gruppe er et formål”. Gruppebevidsthed må ikke forveksles med massebevidsthed eller flokbevidsthed. Gruppebevidsthed i menneskeriget må heller ikke forveksles med dyrerigets gruppebevidsthed, for mennesket har en individuel sjæl, hvorimod dyr har en gruppesjæl. Det betyder, at en enkelt sjæl inkarnerer i en gruppe bestående af flere dyr, som reagerer instinktivt på sjælens impulser. (Se også Gruppesjæl).
Gruppesjæl
På samme måde som et menneske er en personlighed, mens det er i inkarnation, er hvert enkelt dyr i dyreriget det også, men disse ”personligheder” er ikke, som hos mennesket, udgået fra en selvstændig sjæl eller individualitet, men fra en gruppesjæl, som har mere end én ”personlighed” i inkarnation på én gang på det fysiske plan. Der kan være flere eller færre i inkarnation afhængig af, om dyret udviklingsmæssigt tilhører lavere- eller højerestående arter. Når dyret dør, går det derfor tilbage til sin gruppesjæl, og alle de erfaringer, dyret har indsamlet i sit fysiske liv, kommer derfor alle senere fødte ”personligheder” fra samme gruppesjæl til gode. Det er den form for gruppebevidsthed, man kalder instinkt. Efterhånden som en gruppesjæl specialiserer sig og udvikler sig, spalter den sig. Hver enkelt ny gruppesjæl indeholder efterhånden færre og færre individer. For de højerestående pattedyrarters vedkommende er der kun ganske få. Til sidst spaltes gruppesjælen sådan, at der kun er ét eksemplar eller én ”personlighed” tilbage, som herefter bliver bevidst om, at den er adskilt fra gruppen. Derved sker individualiseringen, hvor en ånd (monade) forbinder sig med den adskilte personlighed, og den fødes derefter ikke mere som dyr, men som menneske. Denne individualisering kan kun ske via syv pattedyrarter, og processen skal stimuleres via kontakt med mennesker. Af disse syv arter kender man fem: Hunden, katten, hesten, elefanten og en af de store menneskeaber. De to sidste kendes ikke. Muligvis er de ikke udviklet endnu. I den nuværende periode kan der ikke fødes flere individualiserede dyr som mennesker, for det siges, at ”døren til menneskeriget er lukket”. De dyr, der nu individualiserer, befinder sig i en slags nirvana og ”sover” der, indtil det rigtige tidspunkt indtræffer i en senere periode, hvor der vil være passende menneskeformer til rådighed. En gruppesjæls udvikling begynder allerede i mineralriget og fortsætter i planteriget, hvor de principielle forhold er nogenlunde de samme som i dyreriget.
Grækere
(Egyptologi). Grækerne levede i Egypten, længe før Alexander den Store erobrede landet (332 f.Kr.). Gamle legender fortæller om Menelaus’ rejse, som omhandler grækerne, der begyndte at ankomme til Egypten i stort antal fra 7. dynasti, og de spillede en større og større rolle i landets liv. De første kom som lejesoldater, og senere kom de handlende (Naucratis) og til sidst turisterne (Herodot). Og under de sidste indfødte konger var de kongelige rådgivere (Chabrias) og officerer i hæren. Efter den anden persiske periode slog de sig ned i den nye by Alexandria og Ptolemais – eller rundt omkring i landet – navnlig i Faijum. Kontakten mellem egyptere og grækere skabte gradvis et blandet samfund.
Gud
I de panteistiske religioner tales der om mange guder, men åndsvidenskabeligt set er der bag disse mangfoldige symboler på guddommelige kræfter altid selve guddommen – Gud eller Den Ene. I de monoteistiske religioner (jødedommen, kristendommen, islam) er der kun én personlig gud, som betragtes som den højeste og eneste. Det er imidlertid et ganske ufilosofisk og umuligt begreb. Den Gud, der nærmest svarer til den kristne kirkes Gud, er Planetlogos eller Sollogos, der hverken er den højeste eller den eneste Gud. Begrebet den immanente Gud henviser til opfattelsen af Gud som iboende alle former. Dermed udtrykker alle naturriger inklusive menneskeriget guddommelighed. Opfattelsen af Gud som transcendent henviser til opfattelsen af Gud som en skabning og/eller bevidsthed, der befinder sig over mennesket og uden for den skabte verden. Åndsvidenskaben betragter Gud som både immanent og transcendent.
Guddommelige plan
Den guddommelige plan er den overordnede plan eller hensigt med Universets skabelse og udvikling. Jorden og mennesket er et aspekt i skabelsen, og dermed bliver den guddommelige plan samtidig betegnelsen for formålet med det enkelte menneskes liv, for alle livsenheder uden undtagelse har en meningsfuld plads i helheden. Alt liv på alle niveauer spiller en specifik rolle i opfyldelsen af den overordnede eller guddommelige plan.
Guddommeliggørelse
(Egyptologi). Selv om egypterne oplyser, at de kunne gøre mennesker til guder, var guddommeliggørelse en sjældenhed i Egypten. Herodot fortæller, ”helte var ikke genstand for tilbedelse”, men der findes enkelte undtagelser. Nogle faraoner modtog guddommeliggørelse i forbindelse med begravelsesritualet, og de fik deres eget kultsanktuarie til gavn for senere generationer. Amenhotep I og hans moder Ahmes-Nefertari blev tilbedt i den thebanske nekropol, Snofru på Sinai, Sesostris III i Nubien, Amenemhet III i Faijum osv. Nogle blev guddommeliggjort umiddelbart efter døden. Det var utvivlsomt tilfældet hos nogle vizirer i Gamle Rige. Kagemni fik et kultsanktuarie og en stele (mindesten) opstillet i sin mastaba i Sakkara af sin trofaste efterfølger Isi – prins af Edfu, som selv blev tilbedt som ”hellig vizir” og ”levende gud” fra 6. dynasti til 2. Mellemtid. Hekaib havde også et sanktuarie, der var dedikeret til hans kult på Elephantine ved Aswan. Andre blev først guddommeliggjort længe efter deres død, eksempelvis Imhotep – kong Djosers arkitekt i 3. dynasti – og han blev først guddommeliggjort 2.000 år efter sin død. Amenhotep søn af Habu, som var Amenhotep III’s arkitekt i 18. dynasti, blev også guddommeliggjort, men det skete, mens han levede. Han blev healingsgud, og fik et sanatorium i sit sanktuarie ved Deir el-Bahari. Teephibis blev også tilbedt i et lille tempel på Thebens vestbred.
Guld
(Egyptologi). Guld (elektrum) blev utvivlsomt betragtet af egypterne som det mest værdifulde materiale, men værdien havde intet at gøre med økonomi. Det blev betragtet som et guddommeligt og kongeligt metal. Det var Solens og gudernes strålende og uforgængelige ”kød” og ”hud”. Gudinden Hathor var eksempelvis en inkarnation af guld. Og en af de kongelige titler var ”Horus af Guld”. Guddommelige symboler blev belagt med rent guld, hvis de da ikke blev fremstillet helt i guld. Bladguld blev anvendt til belægning på obelisktoppe, tempelsøjler, rituelle redskaber og relieffer med særligt hellige symboler. Det sted, hvor den afdødes ”dobbeltgænger” (Ka-statuen) og dens skrin blev fremstillet, kaldte man ”Guldhuset”. Det samme navn fik nogle balsameringshuse og værksteder, der arbejdede for hoffet. Mumiemasken, der dækkede den afdødes ansigt, var enten guldbelagt eller malet gul, mens faraoniske mumiemasker blev fremstillet af massivt guld (f.eks. Tutankhamons). Egypterne handlede med naturalier, og derfor indgik guld kun langsomt i økonomien. Sethos I advarede mod den nye skik, da han sagde: ”Guld er gudernes kød, og derfor er det ikke tiltænkt dig. Undlad derfor at tale som solguden, dengang han indledte sin tale: ‘Min hud er af ren elektrum’.” Egyptens enorme forbrug af guld undrer eksperterne, for guld fandtes ganske enkelt ikke naturligt i så store mængder, at guldminerne kunne dække det ufattelige forbrug. Guldminerne lå i det sydlige Egypten (Nub betyder ”guld” på oldegyptisk, og Nubien betyder ”guldlandet”). Iflg. åndsvidenskaben var man i de gamle kulturer i stand til at fremstille guld ved hjælp af alkymi.
Guldalderen
Se Krita-Yuga.
Gulhue
(Tibetansk). Gulhue eller Gelugpa er den mest esoteriske buddhistiske sekt i Tibet. Det er de ægte ortodokse buddhister, som Vestens forskere stort set intet kender til. Deres modsætning og modstandere er Dugpaerne – rødhuerne.
Guna
(Sanskrit). Guna betyder ”egenskab”, ”streng”, ”tråd” eller ”fiber”. I mere abstrakt sammenhæng betyder Guna ”underinddeling”, ”art”, ”type” eller ”kvalitet” – eller ”et operationelt princip” eller ”en tendens”. Universet er vævet af ”tråde” eller ”fibre”, der består af principper, egenskaber og tendenser. I Samkhya-filosofien er der tre vigtige Gunaer, der betragtes som grundlæggende driftsprincipper eller ”tendenser” af Prakriti (de universelle egenskaber). De tre Gunaer kaldes: Tamas Guna, Rajas Guna, og Sattva Guna og stoffets tre kvaliteter kaldes tilsammen Triguna. De tre Gunaer eller Triguna er stoffets tre grundegenskaber: Tamas, som er træghed, inerti, død og forfald (hovedegenskaben på det fysiske plan) – Rajas, som er aktivitet og bevægelse (hovedegenskaben på astralplanet) – og Sattva, som er rytme, harmoni (hovedegenskaben på mentalplanet). I den hinduistiske Trimurti svarer Brahma til Rajas, Vishnu til Sattva og Shiva til Tamas. Hele skabelsen og dens udviklingsproces udføres af de tre store Gunaer. De tre kategorier er et almindeligt middel til at kategorisere adfærd og naturfænomener i hinduistisk filosofi. Guna er tendensen – ikke selve handlingen. For eksempel er Sattva Guna tendensen til renhed, men er ikke selve renheden. Rajas Guna er kraft, der har tendens til at skabe handling, men er ikke selve handlingen. Hver af de tre Gunaer er altid til stede samtidigt i hver partikel i skabelsen, men variationer i balancen viser variationer i skabelsen – herunder stof, krop, tankesind og ånd. Al skabelse består af en balance mellem alle tre kræfter. For at skabe fremskridt, har hvert nyt stadie brug for en kraft til at fastholde fremskridtet, og en anden kraft til at udvikle det til en ny fase. Den kraft, der udvikler processen i den nye fase, er Rajas Guna, mens Tamas Guna kontrollerer eller forsinker processen for at opretholde den tilstand, der allerede er skabt, så det kan danne grundlag for næste fase.
Gupta-Vidya
(Sanskrit). Gupta-Vidya stammer ”gupt”, der betyder ”bevare”, mens Vidya betyder ”viden” eller ”visdom”. Gupta-Vidya er ”hemmelig kundskab”, ”hemmelig visdom”, ”den hemmelige lære” eller åndsvidenskab, som også kaldes ”den esoteriske visdom”. Gupta-Vidya kan derfor også kaldes den hemmelige videnskab. I den teosofiske tradition er Gupta-Vidya kilden til alle kendte religioner og filosofier. Den hemmelige visdom eller lære kan derfor betragtes som et synonym for teosofi.
Guptasana
(Sanskrit). Guptasana, Muktasana eller Guptasana er en yoga-stilling, der betyder ”den hemmelige stilling” eller ”den perfekte stilling”.
Guru
(Sanskrit). Ordet ”Guru” stammer fra ”gur”, som betyder ”at opløfte”. En guru er en ”lærer” – navnlig i betydningen ”en åndelig lærer”, der har til opgave at opløfte sine elever åndeligt. Betegnelsen Guru benyttes både i indiske religioner og i vestlige yoga-bevægelser, som en betegnelse for en person, der har nået en høj grad af åndelig indsigt, og som derfor er i stand til at undervise eller fungere som åndelig vejleder. En guru er derfor en indviet, der underviser disciple for at føre dem fremad på den åndelige udviklingsvej. Ofte anvendes samme terminologi for en Chela – en discipel. Iflg. Paramahansa Yogananda betyder Guru ”fordriver af mørket”. ”Gu” betyder ”mørke” og ”ru” betyder ”fordriver af”. Gurubegrebet er centralt i hinduisme, buddhisme og sikhisme. For tilhængere er det vigtigt at finde en guru, man har respekt for, og som man kan have tillid til.
Guru Puja
Se Puja.
|
