11. KAPITEL

Kongeblodets prioritering

'Faraos Datters Søn' - betegnelse for retten til tronen

Arvefølgetraditionen i det egyptiske kongehus var således, at når et forældrepar begge var direkte efterkommere af de i kongeslægten fødte konger og dronninger, blev børn af et sådant ægteskab betragtet som "helblods" eller "helkongelige".

Derfor (og uden skelen til evt. genetiske risici) prioriteredes søskendeægteskab højt for Egyptens kongelige regentpar. De skulle som "halvguder" efterligne gudernes søskendeægteskaber i egypternes skabelsesmyte. En sådan tradition blev fulgt også andre steder i verden, sidst for mindre end 500 år siden af Sydamerikas inkakonger.

Dette var netop Hatshepsuts baggrund, idet hendes mor, dronning Ahmosis, var helkongelig. Hendes far Tuthmosis I var - ifølge den franske ekspert Suzanne Ratié - en halvbror til Ahmosis, og halvkongelig; i alt tilstrækkeligt til, at Hatshepsut kunne anerkendes som helkongelig.

Helkongelige efterkommere var højest estimerede. Efter urgammel tradition, som også kendtes senere i Europa, var det opfattelsen, at kongeblod - også når det "fortyndes" - ikke kunne fortyndes totalt bort. Et eksempel i Det Nye Testamente er Jesu slægtsregistre - de føres her tilbage til bl.a. kong David, idet der således lægges stor vægt på at vise, at Jesus var af kongeæt.

Et senere eksempel, typisk for Europa, er fra Danmark, hvor det også var skik, at mænd af kongeblod i princippet var de eneste, der kunne blive konger. Kongelig afstamning gav ret til at søge kongevalg. Den tradition blev først brudt ved kong Valdemar Sejrs død i 1241, da det blev arrangeret, at kun én af kongeblod - nemlig kongens ældste søn, født i kongeligt ægteskab - havde ret til tronen. I generationer herefter var der ødelæggende fejder, fordi kongeblodstraditionen var så stærkt etableret, at mange blandt landets adel og borgere ikke ville finde sig i denne indskrænkning. Stadig i dag i Europas monarkier har ideen om kongeæt/kongeblod ikke mistet al betydning.

Tidligere tiders stærke optagethed af "blodbånd" og "blodblandinger" kan forekomme fremmedartet nu. Dog er det i anden sammenhæng kun hundrede år siden, at der i USA’s sydstater var udmøntet detaljerede betegnelser for sorte slavers brøkdele af eget blod i forhold til "de hvides blod", lige fra halfblood til octoroone (hhv. 'halvblods'- og 'ottendedels'-sort).

"Kongekulten" og de udbredte ideer om det guddommelige kongeblod var dybt forankret i datidens samfund. Her er det bemærkelsesværdigt, når senere hen både rabbinerskrifter og oldtidsforfattere - bl.a. Josefus og Philo - anvender overleverede vendinger, der omtaler Moses som "søn af Faraos Datter". For just dette forhold viser sig at være af større vægt og betydning på Hatshepsuts tid end her den sjældnere forekomne betegnelse "søn af farao". Den historiske baggrund herfor er følgende:

- Gennem det 18. egyptiske dynasti (1585-1310 f.Kr.) i dets i alt 14 generationer blev det typisk kvinderne i kongehuset - som dronninger (tituleret "Faraos Søster"/"Faraos Ægtefælle") og kronprinsesser ("Faraos Datter") - der stort set var de eneste helkongelige personer til at føre kongeblodet videre i lige linje.

Også i Bibelen ses formen, endda egyptisk præget: Da Abraham og hustruen Sarai havde været i Egypten, blev hendes navn Sarah, 'dronning'. Abraham omtaler, at hun er hans halvsøster (se Appendiks 2).

Kun tre gange inden for det langvarige 18. dynasti resulterede det i fødslen af en søn ved de såkaldt guddommelige ægteskaber mellem en farao og dennes søster eller halvsøster. I stort set alle øvrige tilfælde blev en søn af et ægteskab mellem faraonen og en af dennes medhustruer eller konkubiner legitimeret som tronfølger, ved at en sådan søn giftede sig med en halvsøster af helkongeligt blod.

Således var næsten enhver kronprinsesse ("Faraos Datter") og senere dronning under 18. dynasti mere kongelig end deres gemaler. Ved at betone arvefølgen efter dens dengang vigtigste linje og kalde Moses for "Faraos Datters søn", var dette oprindelig en konstant understregning af Moses' adkomst til tronen.

Dette til forskel fra den "ottendedelskongelige" prins, der under navnet Tuthmosis III blev - i stedet for Moses - farao efter Hatshepsut. Men dette kunne ikke gennemføres, så længe Moses stod i vejen med sin "medfødte" større adkomst til tronen.

Alan Gardiner og andre egyptologer har efterhånden klarlagt den kongelige families indbyrdes slægtslinjer, der viser, at de især i 18. dynasti var ekstremt indgifte; der kom ikke meget fremmed blod. I 1995 blev dette uafhængigt påvist af den amerikanske mikrobiolog Scott Woodward ved hjælp af dna-analyser af cellevæv fra mumierne.

Det er bemærkelsesværdigt, at under videreførelsen af de specielle traditioner for kongens afstamning søgtes der på Ramses II's tid i 19. dynasti i 1200-tallet f.Kr. at få ændrede forhold. Denne konge satte alle kræfter ind på netop ikke at ende i de omtalte tilstande, der havde hersket i 18. dynasti (hvor f.eks. Amenhotep III endda blev gift også med sin egen datter, hvis mor var hans dronning Teje).

Således ønskede Ramses II først at føre kongeblodet videre gennem helkongelige sønner, men havde et kolossalt problem med at få sønner med kongeslægtens kvinder - da normalt kun disse var berettiget til at blive indviet som "gudens-hustru". Da det stadig ikke lykkedes i dette regi at få helkongelige sønner, måtte han alligevel gifte sig efter tur med to af sine kongelige døtre, som han havde sammen med sin ægteviede søster og dronning. Da heller ikke den måde lykkedes, måtte han længe give afkald på helkongeligt afkom, og efter at have forsøgt med et enormt antal konkubiner fik han så endelig sønner, her i alt 102 - idet han med disse talrige koner og konkubiner gennem 65 år fik 186 børn. Bl.a. af aldersårsager blev Ramses' søn nr. 13 hans efterfølger, Merenptah, hvis mor, dronning Isnofret, dog var af en tynd gren af kongeslægten.

Beretningernes vægt på Moses som "Faraos Datters Søn" understreger på baggrund af tronarveforholdene i 18. dynasti, at Moses levede netop under det dynasti frem for en anden periode. For det følgende 19. dynasti praktiserede mere frit at vælge efterfølger blandt faraos børn.