Stadig levende tradition om Jethro

Jethros emigration for at få hoffet i Theben på passende afstand var at betragte som en slags "mildt eksil". Men efter at Jethro frem til starten på israelitternes udvandring havde hjulpet Moses som flygtning ved at give ham husly i Midian på Sinai, måtte også Jethro selv atter på flugt - denne gang nordpå til et sted lidt vest for hans tidligere kollega Job's eksil i Uz, hvilket lå i det sydlige Syrien.

Ifølge overleveringerne har det land Jethro rejste til derfor været det i traditionen med ham stærkt forbundne område i det nuværende nordlige Israel nær byen Tiberias ved Genesareth-søen. Her erhvervede han egen jord - tilsyneladende et storgods ligesom hos Job. Også her døde han og blev begravet, nemlig ved Kefar Hittim. Dette sted er senere kendt som det 326 m høje bjerg, hvor Jesus prædikede "Saligprisningerne", og hvor endnu senere korsfarerne blev endeligt slået af Saladin.

Efter at Jethro i Midian under udvandringens første tid, ifølge "2. Mosebog" (18,27) havde rådgivet Moses som israelitternes leder, så:

"… gik (Jethro) for sin egen skyld til sit land …"

- hvilket er ordret oversættelse fra Hebraisk Bibel, hvor det anvendte udtryk betyder 'til sit eget bedste'. Idet Jethro stadig befandt sig i Midian - og, efter at have hjulpet Moses og israelitterne, nu selv kunne blive udsat for faraos forfølgelse - må det være et andet land, som han måtte tage af sted til. Sinai-Midian var således ikke "hans land"; med denne udtalelse bidrager til at underbygge Bibelen angående, at Jethro ikke var midianit.

Da også Balaam til sidst slog sig ned uden for Egypten, i dette tilfælde i Moab (i den nuværende stat Jordan), var herefter alle de tre store faraorådgivere efter tur endt med at bo i et for dem politisk mindre risikofyldt område i Egyptens stødpudestater.

Også Jethros anseelige eftermæle i Mellemøsten hos arabere, jøder, druzere og andre trosretninger vidner igen om, at han ikke bare var en tilfældig præst, men en betydelig personlighed, der nu i tre og et halvt årtusinde stadig er blevet æret som en hellig skikkelse af format.

Årligt valfarter bl.a. druzerne til hans hellige grav mellem 23. og 25. april. Disse datoer synes ikke tilfældige, idet det kan beregnes, at de angiver et i de gamle kulturer betydningsfuldt tidspunkt, når Solen passerede de dengang hellige 7 stjerner, Plejaderne.

Der synes at have eksisteret en forbindelse, ved at Plejaderne, der i den dominerende babyloniske astronomi hed Sippur(a), også kendtes i flere andre lande som "de 7 klippeduer"; samt ved at Jethro havde 7 døtre, der i rabbinerskrifterne kaldes for "klippeduer", hvilket understreges af den ene datters navn, Zipporah, der på hebraisk betyder 'fugl'.

Jethros forbindelse til stedet synes også udtrykt ved, at få kilometer vest for Kefar Hittim ligger den ældgamle landsby Sepphoris. (Byen blev senere stærkt udvidet af romerne til at være lokalt hovedcenter - og blev især kendt som Jomfru Marias barndomsby, hvor hendes forældre levede).

Men oprindelig må Jethro-datterens navn være egyptisk ligesom det lignende navn Siph'rah, kendt fra "2. Mosebog"s omtale af en jordemor, der ikke adlød faraos ordre.

I den islamiske mysterielære betragtes Jethro som en inkarnation af Hudud, dvs. tilhørende en særlig gruppe af ophøjede, hvor hver af disse var en såkaldt "emanation af lyset fra al-Bari (Skaberen)".

Disse inkarnerede betragtedes som åndelige ledere af folkene i deres samtids generationer, hvilket Jethro ifølge denne lære opfattes at have været på Moses' tid. Således benævnes Jethro med det arabiske tilnavn Nabi Shu'ayb, 'folkets profet' (f.eks. i Quranens sura 11,91). Det ligner et mønster bag det, at Jethro, efter citaterne at dømme, tidligt intrigeredes bort fra sin tilknytning til faraotronen og endte som stor profet: - begge forhold ses nøjagtigt gentaget hos ’sønnen’ Moses.

_________________________________

• Navne, titler, betegnelser og lokaliteter - alle i forbindelse med Jethro i Bibelen og rabbinerskrifterne og hos oldtidsforfatterne - viser sig i detaljer at have konkret relevans til historie og religionspraksis under Egyptens 18. dynasti.

_________________________________