På sporet af Moses' årstal

På flugt fra sted til sted - fra forfølgelser i Spanien og siden hen fra de franske tropper i Italien - rejste en lærd og fornem spansk jøde, rabbi Abrabanel, til Syditalien (Apulien) for at søge ly. De spanske forfølgelser var den berygtede inkvisition, der her i slutningen af 1400-tallet blev sat ind imod alle dem, der ikke ville omvende sig og frasige sig den jødiske religion eller andre kætterier. Abrabanel og hans trosfæller fastholdt, at deres religion var en i flere tusinde år uændret overlevering, fra da den blev indstiftet af Moses.

Ud over det der omtales foran i bogen, kap. 1, kan følgende oplyses om hans baggrund. På sit midlertidige tilflugtssted i den syditalienske by Monopoli nåede Abrabanel i året 1497 at fuldende et lille bogværk med forudsigelser om en jødisk frelsers eller messias' forventede komme. Under presset fra de voldsomme begivenheder og stor længsel efter bedre tider havde han trods sit ødelagte bibliotek fået gennemført at færdigskrive den pgl. hebraiske bog "Frelsens kilder", omhandlende en bibeltekst, "Daniels Bog", med varsler om kommende tider.

Denne højlærde rabbiner, Don Isaac Ben Judah Abrabanel var tidligere kongelig finansrådgiver for Portugals, Spaniens og Napolis konger, og havde derudover studeret ved arabiske universiteter og jødiske lærdomscentre i datidens Spanien og Portugal. Altså ingen almindelig lærd, men kendt som en kapacitet af de usædvanlige.

Han korresponderede flittigt med lærde rabbier i gamle orientalske jødesamfund, stadig med traditioner direkte tilbage til oldtiden og manuskripter helt tilbage til jødernes eksil i Babylon (især 500-300-tallet f.Kr.). Til sin bog kunne han derfor fremdrage ældgammel viden fra meget ældre og nu ikke mere kendte jødiske og arabiske overleveringer.

I håbet om en messias' snarlige ankomst søgte rabbi Abrabanel også ved hjælp af astrologien - ikke ualmindeligt blandt den tids lærde - at beregne sig frem til, hvornår forventningerne ville kunne gå i opfyldelse for denne indvarslede begivenhed.

Den store værdi i hans fremstilling er i dag, at han omhyggeligt har videregivet en ældgammel viden, der synes gået tabt i andre kilder. Han foreslog selv, at det handlede om konjunktionen i 1396 f.Kr., men den var mindre end dén før Moses' fødsel. Og en endnu mindre på Abrabanels egen tid ansås for at markere opfyldelse af ønsket om en ny jødisk leder.

I sin kommentar til denne overlevering var rabbi Abrabanel optaget af konjunktionens største planeter, Jupiter og Saturn. Men da de to planeter mødes i konjunktion hvert cirka 20. år, er det - alene - ingen særlig begivenhed. Med op til flere hundrede års interval ses sjældnere typer, bl.a. storkonjunktioner hvor alle himmellegemer indgår.

Abrabanels overbevisning var, at varsler af den art måtte have lighed med nævnte specielle stjerne-begivenhed, som hans overleverede kilder påstod, at der engang for længe siden havde vist sig som varsel for Moses' fødsel. I bogen gengav Abrabanel i sin egen tids terminologi, at - som allerede omtalt - "… en sjælden storkonjunktion af planeter i Fiskenes stjerner fandt sted tre år før Moses' fødsel …".

Abrabanels oplysningers pålidelighed bestyrkes af, at de direkte kan kombineres med rabbbinerskrifternes oplysning: Moses sattes ud på Nilen den forårsdag, der senere også blev til kalenderdagen for lovgivningen: