Quicunque Vult

Hver den, som vil frelses, er det frem for alt nødvendigt at have den katolske tro.

Og hvis ikke enhver har troen helt og ubesmittet, skal de uden tvivl gå til grunde i al evighed.

Og den katolske tro er den, at vi tilbeder én Gud i Treenighed og Treenighed i enhed.

Idet vi hverken sammenblander aspekterne eller deler substansen.

For der er ét aspekt, Faderen − et andet, Sønnen − og et tredje, Helligånden.

Men Faderens og Sønnens og Helligåndens guddommelighed er alle ét: Herligheden er ens − Majestæten lige evig.

Sådan som Faderen er, sådan er også Sønnen, og sådan er Helligånden.

Den uskabte Fader, den uskabte Søn og den uskabte Helligånd.

Den ufattelige Fader, den ufattelige Søn og den ufattelige Helligånd.

Og dog er de ikke tre evige, men én evig. På samme måde, som der ikke er tre ufattelige, og heller ikke tre uskabte, men én uskabt og én ufattelig.

På samme måde er og Faderen almægtig, Sønnen almægtig og Helligånden almægtig.

Og dog er de ikke tre almægtige, men én almægtig. Derfor er Faderen Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud.

Og dog er de ikke tre guder, men én Gud.

Og ligeledes er Faderen Herre, Sønnen er Herre og Helligånden er Herre. Og dog er der ikke tre herrer, men én Herre.

For ligesom vi af den kristne sandhed er tvunget til at anerkende hvert aspekt for sig at være Gud og Herre − så er vi og forpligtet af den katolske religion til at sige: Der er tre Guder eller tre Herrer.

Faderen er opstået af ingen − hverken skabt eller født. Sønnen er af Faderen alene − ikke gjort, heller ikke skabt, men født.

Helligånden er af Faderen og af Sønnen − hverken gjort eller skabt eller født, men udgangen.

Sådan er der én Fader, ikke tre fædre − én Søn, ikke tre sønner − én Helligånd, ikke tre hellige ånder.

Og i Treenigheden er ingen før eller efter den anden, ingen er større eller mindre end den anden − men alle tre aspekter er lige evige tilsammen og jævnbyrdige.

Sådan at i alle ting − som det før er sagt − enheden i Treenigheden og Treenigheden i enheden skal tilbedes.

Den, som ønsker at blive frelst, må derfor tænke sådan om Treenigheden.

Desuden er det nødigt for evigtvarende frelse, at man også ærligt tror Jesu Kristi inkarnation.

For den rette tro er den, at vi tror og bekender, at Jesus Kristus, Guds søn, er Gud og menneske.

Gud af Faderens substans − båren før verdenerne og menneske af sin moders substans − født i verden − fuldkommen Gud og fuldkomment menneske, der består af en tænkende sjæl og menneskeligt kød − lig med Faderen, hvad angår Hans guddommelighed, dog under Faderen, hvad angår hans menneskelighed.

For selv om han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men én Kristus − én − ikke ved guddommens omdannelse til kød, men ved at menneskets væsen optages i Gud.

Én − helt igennem − ikke ved sammenblanding af substans, men ved enhed i aspekt.

For ligesom den tænkende sjæl og kødet er ét menneske, sådan er også Gud og mennesket én Kristus − som led for vores frelse, nedsteg til Helvede, den tredje dag igen opstod fra de døde.

Han fór til Himmels, han sidder ved Faderens, den almægtige Guds højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå igen med deres legemer og aflægge regnskab for deres gerninger.

Og de, som gjorde det gode, skal indgå til det evige liv, og de, som gjorde det onde, til den evige ild.

Det er den katolske tro, og hvis et menneske ikke tror fuldt og helt på den, kan det ikke blive frelst.

Den athanasianske trosbekendelse betragtes som regel bare som en udvidelse af de ældre tekster, og som allerede bemærket angiver kritikerne et forholdsvis sent tidspunkt for trosbekendelses formulering. Den er senere blevet stærkt kritiseret for det, der er blevet kaldt dens forbandelsesklausuler, og mange mennesker, der forståeligt nok har misforstået den virkelige betydning, har betragtet hele trosbekendelsen med modvilje − ja, nogle af de mest oplyste gejstlige har i åbenlys modstrid med deres rituelle forskrifter, nægtet at tillade fremsigelse af trosbekendelsen i deres kirker. Hvis den betydning, der normalt tillægges klausulerne, var korrekt, ville afvisningen være endnu mere berettiget. Men for den, der studerer åndsvidenskab, er de helt uskyldige. En esoteriker oplever det ikke som en blasfemisk erklæring om, at Logos ikke er i stand til at gennemføre den evolution, som Han har indledt. Det er bare en udtalelse om et velkendt faktum i naturen.

Herefter skal der foretages en undersøgelse af Quicunque Vult, og selvfølgelig udelades de dele af forklaringen, der vil være gentagelser af det, der allerede er sagt. Der skal udelukkende fokuseres på de punkter, hvor trosbekendelsen er mere uddybende end de to andre.