Hele verdens hellige kirke

”Og på én, hellig, katolsk og apostolisk kirke”. Sætningen findes i den nikænske trosbekendelse, og den er altid blevet forstået som en betegnelse for de trofaste troende overalt i verden − for ordet katolsk betyder simpelthen universel. Det er i virkeligheden en erklæring om menneskehedens broderskab, for den fortæller, hvordan et åndeligt fællesskab knytter mennesker sammen ”uden hensyn til race, tro, køn eller farve”. Hvis man ser bort fra senere tiders sekters fejlfortolkninger, og i stedet tænker over, hvad ordene virkelig betyder, vil man opdage, hvor smukke de er.

Kirken er έκκλησία – dvs. samfundet, som består af mennesker, der er ”kaldet ud” af det almindelige verdslige liv med de forkerte energier. De er ”kaldet” pga. deres fælles viden om de universelle sandheder, der ligger til grund for naturen. Det er de mennesker, som har ”sat deres fortrøstning til tingene foroven og ikke til fysiske ting”, fordi de kender det enkelte menneskes relative betydning. Det er ligegyldigt hvilken nation de tilhører, eller hvad de kalder deres tro.

Det er absolut ikke dem alle, der endnu har forstået deres broderskab, for mange mistænker og misforstår hinanden, og selv om det er forkert, ændrer det ikke det afgørende faktum, at fordi de er mere fokuserede på åndelig udvikling, og fordi de definitivt har stillet sig på det godes side i stedet for på det ondes – dvs. på fremskridtets side i stedet for tilbageskridtets − er der et bånd imellem dem skabt af deres fælles mål. Det er langt stærkere end de ydre forskelligheder. Det er langt stærkere, fordi båndet er åndeligt og stammer fra et højere plan end det, de befinder sig på.

Det er Kristi sande kirke. Og den er universel eller katolsk, fordi medlemmerne stammer fra enhver race og enhver trosbekendelse − ”af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål”. Den er hellig, fordi dens medlemmer stræber efter at gøre deres liv åndeligt. Den er apostolsk, fordi alle dens medlemmer er ægte apostle − ”mennesker, der er udsendte” (selv om mange ikke ved det). De er udsendt af en højere magt, der styrer alt, for at de kan være Hans udtryk på Jorden. De er Hans udsendinge, som ved vejledning og eksemplets magt skal hjælpe de mere uvidende medmennesker, så de forstår den samme vigtige lektion, som de selv har gjort til en del af deres eget liv. Og uanset hvordan de ydre forskelligheder kan være, så er kirken fundamentalt set én − ”udvalgt fra alle nationer, dog én over hele Jorden” − én i sit inderste væsen, selv om der sandsynligvis vil gå flere århundreder, før alle medlemmerne forstår deres åndelige enhed.

Sandheden er, at der kun er to grupper af mennesker i verden − de få, som allerede har forstået den guddommelige plan, og de mange, der endnu ikke kender den. Den store gruppes medlemmer lever kun til gavn for sig selv, og de er i stor udstrækning slaver af deres begær. De få lever for den guddommelige plan og for den åndelige evolution, som er Guds vilje – uanset om de kalder sig buddhister, hinduer, muslimer, kristne, fritænkere eller jøder. De er ”Jordens salt”. De er den hellige universelle kirke. De anerkender kirkens overhoved, selv om de kalder Ham ved mange navne og forestiller sig Ham i mange skikkelser.