Opnåelse af sikkerhed

I den traditionelle udlægning af indledningen: ”Enhver som vil frelses” − er der allerede en misforståelse, som er fuldstændig vanvittig. Man mener helt seriøst, at ordene er udtryk for en blasfemisk tanke om, at man ”frelses fra evig fordømmelse” eller ”frelses fra Guds vrede”. Det er bare for meget, at man kan forestille sig, at den alkærlige Gud, som man mener, er i stand til at kontrollere sine emotioner og sin vrede, kan finde på at begå en så ufattelig afskyvækkende handling, som at dømme sine egne børn til evige pinsler! En nøjagtig oversættelse, som ikke indebærer en risiko for at blive misforstået, kan være: ”Enhver som ønsker at være sikker”, og når den formuleres på den måde, vil enhver esoterisk studerende øjeblikkeligt forstå, hvad der menes.

I den første åndsvidenskabelige litteratur kan man læse om en kritisk periode i 5. runde. Det skal forstås sådan, at der kommer en tid, hvor en stor del af menneskeheden bliver nødt til for en tid at ”falde ud” af evolutionsplanen, simpelthen fordi de endnu ikke har udviklet sig tilstrækkeligt til at få fordel af de muligheder, der åbner sig for menneskeheden. Årsagen er, at under de forhold, som vil eksistere til den tid, vil der ikke være mulighed for inkarnationer for mennesker, der ikke er tilstrækkeligt udviklet.

Menneskeheden vil nå til et punkt med definitiv adskillelse – en slags dommedag − hvor ”adskillelsen af fårene fra bukkene” vil ske. Herefter vil nogle gå videre til ”æonisk liv” og andre til ”æonisk død”. Med det sidste menes der en tilstand af relativt afbrudt evolution. Æonisk betyder ”tidsalder” − dvs. denne tidsalder, men æonisk skal ikke et betragtes som evig. De mennesker, som i en periode ”falder ud” af udviklingens strøm, vil genoptage arbejdet i næste planetkæde, nøjagtigt på det sted, hvor de opgav det. Og selv om de mister den plads, de havde i evolutionen, er det kun fordi evolutionen er passeret forbi dem, og fordi det ville have været spild af tid for dem at forsøge at blive i strømmen. Deres position er identisk med de skolebørn, der er nødt til at gå en klasse om, fordi de endnu ikke har lært klassens pensum, og derfor kan de ikke fortsætte sammen med deres tidligere klassekammerater.

Når en kandidat har passeret igennem alle prøvetidens vanskeligheder og har taget 1. indvielse, som er porten til den rigtige udviklingsvej, kaldes kandidaten en Sotapanna − ”den, der er trådt ud i strømmen”. Meningen med betegnelsen er, at kandidaten har passeret den omtalte kritiske periode, og er nået det niveau af åndelig udvikling, som naturen kræver som en forudsætning for at klare de senere stadier i den evolutionsplan, menneskeheden er en del. Kandidaten er trådt ud i evolutionsstrømmen, der nu flyder fremad på sin opadgående bue. Og selv om kandidaten stadig kan både forsinke eller forcere sin udvikling − ja endda handle uklogt og spilde en stor del af sin værdifulde tid − så er det ikke længere muligt at blive adskilt fra strømmen, som driver kandidaten videre hen mod det mål, der er fastsat for menneskeheden.

Kandidaten er derfor sikret mod den største af alle de farer, der truer menneskeheden i den nuværende tidsalder − faren for at ”falde ud” af evolutionsstrømmen. Derfor omtales kandidaten ofte som ”den frelste” eller ”den udvalgte”. Det er i den betydning − og kun i den betydning − at man skal forstå ordene i den første sætning af den athanasianske trosbekendelse, ”Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige (eller katolske) tro”.