Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater

DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE (48 af 58)


Hvad er den esoteriske betydning af trosbekendelserne? De er blevet fejlfortolket, og i nutiden giver de en forkert opfattelse, der har medført vildledende materialisme.

DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE (48 af 58)

Reinkarnation

 

”Kødets opstandelse”. Her er igen et tilfælde, der ligner det tidligere − et tilfælde, hvor en lære, der er enkel og logisk, gradvis glemmes og misforstås af de uvidende − indtil der skabes et grotesk og tåbeligt dogme, som erstatter den glemte sandhed. Der er skrevet enorme mængder af litteratur og holdt utallige prædikener i et forsøg på at forsvare en videnskabeligt set komplet umulig lære om det fysiske legemes opstandelse − ”kjødets atteropståelse” − som det kaldes i en trosbekendelse fra ca. år 1400. Og så har sætningen endda hele tiden været en bekræftelse på reinkarnationslæren − hverken mere eller mindre!

I mere oplyste tider var reinkarnationslæren en universelt udbredt tro, men den forsvandt gradvis fra offentlighedens horisont i Sentiden i Egypten og i det klassiske Grækenland og Rom, selv om den selvfølgelig aldrig forsvandt fra mysterieskolernes lærdom. Den var helt selvfølgeligt nævnt i den oprindelige tekst, som Kristus gav sine disciple, hvor der desuden er en hentydning til ”fødslens og dødens hjul”. Det var først senere tiders grove og materialistiske uvidenhed, der fordrejede den enkle og selvfølgelige forklaring, at mennesket efter døden igen vender tilbage til det fysiske plan i en ny krop. Den naturlige forklaring blev ændret til en håbløs teori om, at der på et eller andet tidspunkt engang i en fjern fremtid vil opstå en situation, hvor alle de samme stofpartikler, som det fysiske legeme oprindeligt bestod af i dødsøjeblikket, pludselig igen ville samle sig og endnu en gang opbygge liget i nøjagtig den samme form, som det havde, da mennesket døde.

I den nikænske trosbekendelse findes sætningen i en mere forståelig form: ”Jeg forventer de dødes opstandelse”, selv om trosbekendelsen i nogle af de ældre varianter også taler om kødets opstandelse. Men den enkle og logiske tanke var naturligvis, at genopstandelsen skete i et legeme, og ikke i det samme legeme, og det fremgår ikke af nogen af trosbekendelserne. Hvis man ser fordomsfrit på emnet, er det indlysende, at der kun kan være tale om et nyt legeme. Sund fornuft og almindelig intelligens fortæller, at det opløste lig umuligt kan genopstå. Derfor det, der opstår, være menneskets evige princip − sjælen. Og sjælen skal naturligvis opstå i et legeme, og derfor den opstå i et nyt legeme − dvs. i et nyfødt barns legeme.

Der mangler heller ikke beviser, der støtter teorien om reinkarnation (som man fra andre kilder ved, er sandhed), at troen på reinkarnation havde tilslutning fra mange på den tid, da Kristus siges at have levet, for han underviste naturligvis også i reinkarnationslæren. Metempsykose[1] var et klart karaktertræk i den jødiske kabbala, og man har Josephus’[2] bevis for, at farisæerne troede på, at de retfærdiges sjæle vendte tilbage til den fysiske verden i andre legemer.

Hieronymus[3] og Lactantius[4] bekræfter begge, at der fandtes en tro på reinkarnation i den første kirke. Origenes[5] omtalte ikke alene sin tro på reinkarnation, men han understregede desuden, at hans tanker om emnet ikke stammede fra Platon, for han var undervist af Clemens af Alexandria,[6] der studerede under Pantænus, som var discipel af apostolske mennesker. Derfor er det i høj grad sandsynligt, at reinkarnationslæren var en naturlig del af den ældste kirkes ”mysterier”, men den blev kun lært af udvalgte, der var værdige til at forstå læren.

I dag er der kun få hentydninger til reinkarnation tilbage i den anerkendte hellige skrifts kanoniske[7] bøger, men der er stadig informationer, som ikke er til at tage fejl af. Eksempelvis i beretningen om det menneske, der var født blind, og som blev ført til Kristus for at blive helbredt. Disciplene spurgte: ”Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?”[8] Det afslører tydeligt troen på en stor del af den esoteriske lære hos de disciple, der stillede spørgsmålet. Det er indlysende, at de forstod tanken om årsag og virkning (karma) og om guddommelig retfærdighed. Et menneske, der var født blind, var naturligvis et frygteligt handicap for både barnet og for forældrene. Disciplene forstod, at det var det karmiske resultat af en eller anden forkert handling eller fejltagelse − og spørgsmålet drejede sig derfor om, hvis synd det var, der resulterede i det sørgelige resultat. Var det faderen, der havde været så ondskabsfuld, at han fortjente at opleve sorgen over en blind søn? Eller var det mennesket selv, der havde syndet i et tidligere liv og derved selv var årsag til den triste skæbne? Det er indlysende, at hvis det sidste var korrekt, så var den årsag, der resulterede i virkningen, begået før fødslen − dvs. i et tidligere liv. Begge den esoteriske læres to store grundpiller – reinkarnation og karma − viser sig tydeligt i spørgsmålet. Kristi svar er værd at bemærke. I andre situationer var han hurtig til at udtale sig imod fejlagtig lærdom eller praksis, for han talte meget direkte til de skriftkloge, farisæerne og andre. Hvis reinkarnationen og karma − tanken om guddommelig retfærdighed − var en falsk og uintelligent tro, ville han benytte lejligheden til at irettesætte disciplene, men det gjorde han ikke. Han betragtede deres tanker som selvfølgelige. Han modsagde dem ikke, men forklarede ganske enkelt, at ingen af deres hypoteser var den rigtige årsag i det aktuelle tilfælde: ”Hverken han eller hans forældre har syndet, men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham”.[9]

Der findes en tydelig udtalelse af Kristus selv, der selvfølgelig afgør spørgsmålet én gang for alle for enhver, der tror på evangelieberetningen og på den hellige skrifts inspiration. Efter at han havde talt om Johannes Døberen og spurgt, hvad folk i almindelighed mente om ham, afsluttede han samtalen med udtalelsen: ”Og − om I vil tage imod det − han er Elias, som skulle komme”.[10] Jeg er helt klar over, at den ortodokse teolog tror, at Kristus ikke mente, hvad han sagde i dette tilfælde, og at man skal tro, at Kristus forsøgte at forklare, at Elias var en forgænger for Johannes Døberen. Men som svar på en så perfid påstand er det tilstrækkeligt at spørge, hvad man ville mene om et menneske, som i det daglige liv forsøgte at bortforklare en udtalelse på en så ufattelig klodset måde. Kristus vidste naturligvis, hvad den almindelige mening var om den slags emner. Han vidste, at han selv af gennemsnitsmennesket blev betragtet som en reinkarnation − nogle gange af Jeremias og nogle gange af en af de andre profeter. Han var absolut klar over, at Elias’ genkomst var blevet profeteret, og at folket havde en forventning om hans komme. Når han kom med en direkte erklæring som Elias, vidste han selvfølgelig, at hans tilhørere forstod ham. ”Om I vil tage imod det” − dvs. hvis I kan tro det − ”han er Elias, som skulle komme”. Det er en helt utvetydig udtalelse. Og hvis man mener, at Kristus, da sagde det, ikke mente det, men i stedet ønskede at udtrykke noget tåget og symbolsk, så anklager man ham for bevidst at vildlede folket. Men han gav dem en direkte udtalelse, som han vidste, de ville forstå på én bestemt måde. Enten sagde Kristus ordene, eller også sagde han dem ikke. Hvis han ikke sagde ordene, forsvinder evangeliets inspiration. Hvis han sagde det, så er reinkarnation et faktum.

Sætningen ”de dødes opstandelse” forbindes nogle gange med en anden og langt højere mening. Det ser man i 3. kapitel af Pauls’ brev til Filipperne, hvor han omtale sig selv på sådan: ”Om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde”.[11] Hvad mener han med opstandelse, når han − den oplyste apostel – mente, at det var nødvendigt at kæmpe for at opnå den? Det er tydeligt, at det umuligt var det, der normalt forstås ved udtrykket, for genopstandelsen fra de døde på den yderste dag er noget, der skal ske for alle mennesker − både de gode og de onde. Derfor var det ikke nødvendigt at kæmpe for at nå det. Det, han kæmpede for at opnå, er uden tvivl den indvielse, der frigør mennesket fra både liv og død og løfter det op over nødvendigheden af yderligere inkarnation på det fysiske plan. Bemærk at nogle vers længere fremme opfordrer han ”alle, som er ’fuldkomne’,” til at kæmpe på samme måde som ham. Han giver ikke rådet til almindelige medlemmer af kirken, fordi han ved, at det endnu ikke er muligt for dem.

At opstå fra de døde vil derfor nogle gange bare sige, at man reinkarnerer, nogle gange at man tager den 1. store indvielse efter det egyptiske ritual og andre gange, at man tager den langt højere indvielse, der tillader mennesket at slippe helt fri fra fødslernes og dødens hjul − Samsara, som buddhisterne kalder det.

”Og det evige liv”. Den halvt poetiske form, som oversætterne har valgt til sætningen, har fået de ortodokse kristne til at se en hentydning til et evigt liv i Himlen, men i virkeligheden har ordene ikke den betydning. Den er ganske enkelt en erklæring om sjælens udødelighed. I den keltiske trosbekendelse er formen mere direkte: ”Jeg tror på livet efter døden”, mens den nikænske trosbekendelse udtrykker det som ”den kommende verdens liv”, eller − for at oversætte det mere præcist − ”livet i den kommende tidsalder”.

I den engelske bibeloversættelse står der: ”Om jeg på nogen måde kunne nå til de dødes opstandelse”.

 

 

 

_________________________________

[1] Sjælevandring

[2] Josefus var jødisk historiker fra antikken.

[3] Hieronymus (347-420) var en af kirkefædrene. Han var en højtuddannet teolog inden for oldkirken.

[4] Lactantius (Lucius Caecilius Firmianus) ca. 250-325, oldkirkelig teolog, der stammede fra det romerske Nordafrika, hvor han havde Arnobius som lærer. I en høj alder var han lærer i Gallien for Crispus, Konstantin 1. den Stores søn.

[5] Origenes (185-254 e.Kr.) var kirkefader, teolog, bibelfortolker og filosof fra det græsktalende Alexandria.

[6] Titus Flavius Clemens, bedre kendt som Clemens af Alexandria, (ca. 150-215) var græsk kristen teolog, underviser og apologet med et stort forfatterskab. Han betragtes som en helgen og kirkefader.

[7] Kanonisk vil sige i overensstemmende med kirkelovene − det modsatte af apokryf.

[8] Johannesevangeliet, 9,2

[9] Johannesevangeliet, 9,3

[10] Matthæusevangeliet, 11,14

[11] Paulus’ brev til Filipperne, 3,11

_________________________________

Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
Download-fil: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - C.W. Leadbeater


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
Læsefil med vendbare sider: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE