Trøstens ord er misforstået

Selv om nogle af Kristi Logia er blevet forvrænget, og selv om man tilskriver ham mange ord, som han aldrig har sagt, så er han mest af alt blevet alvorligt misforstået med hensyn til ”Trøstens ord” eller Parakleteria − og med meget uheldige konsekvenser. Grundtanken i talerne var et forsøg på at inspirere til nyt håb hos lidende mennesker ved at forklare dem, at hvis de fulgte den lære, han præsenterede for dem, ville de uden tvivl få det bedre i fremtiden. Selv om de i øjeblikket var fattige og lidende, kunne de alligevel leve på en måde, så de var sikre på et godt liv efter døden, og de kunne være sikre på, at de ville få positive livsbetingelser, når de næste gang vendte tilbage til fysisk liv – et liv, som ville rumme en langt bedre skæbne end den, der i øjeblikket tyranniserede dem.

Det var måske ret naturligt, at mange af de mere uvidende tilhørere kun fik en uklar opfattelse af det, han mente. De fik det generelle indtryk, at han svagt profeterede en fremtid, hvor det, de selv betragtede som uretfærdighed, skulle ændres i overensstemmelse med deres ønsker, og derfor ville en frygtelig gengældelse indhente de rige mennesker, hovedsagelig fordi de havde begået den forbrydelse at være rig. De ville selv få al magt og herlighed, udelukkende fordi de i det aktuelle liv var fattige.

Det er nemt at forstå, at det var en lære, der hurtigt vandt mange tilhængere blandt de mest tvivlsomme elementer i samfundet. Opfattelsen bredte sig tilsyneladende overraskende hurtigt i netop den slags grupper i oldtidens verden. Det er heller ikke mærkeligt, at den type mennesker fjernede lærens betingelser for at skabe et godt liv. De samledes i grupper, hvor de ofte kastede sig ud i afskyvækkende orgier. Grupperne bestod af mennesker, der bare troede på ”den gode tid, der skulle komme”, hvor de fik mulighed for at hævne sig på alle deres personlige fjender og − uden selv at gøre en indsats – uden videre kunne eje den rigdom og luksus, der var opbygget af andres indsats.

Efterhånden som tendensen bredte sig, antog den naturligvis en mere og mere politisk og revolutionær karakter. Til sidst gjaldt det samme for klikens ledere som for David i gamle dage:

”Og alle slags mennesker, som var i nød, flokkedes om ham, forgældede mennesker og folk, som var bitre i hu, og han blev deres høvding”.[1]

Det er ikke overraskende, at den organisation, der blev skabt af den type mennesker, som var fyldt af misundelse og had til al kundskab, der overgik deres egen, til sidst kom til at betragte uvidenhed som en betingelse for frelse, og derfor så de med uvidenhedens foragt på den lærdom, der tilhørte de mennesker, som stadig opretholdt nogle af traditionerne om Kristi sande lære.

_________________________________

[1] 1. Samuels bog, 22,2

_________________________________