Det latinske kors

Dengang de esoteriske forskerne fulgte symbolikken af det latinske kors − eller rettere sagt krucifikset − tilbage i tiden, regnede de med, at de ville se skikkelsen på korset forsvinde, og tilbage ville der være det, de mente var korsets oprindelige symbol. I virkeligheden skete der det stik modsatte. De blev meget overraskede over at se, at korset til sidst forsvandt, og kun skikkelsen med opløftede arme blev tilbage. Men der var ikke længere nogen forestilling om lidelse og sorg i relation til skikkelsen, selv om den stadig repræsenterede et offer. I stedet var den et symbol på den højeste og reneste glæde, der findes i verden, for det var glæden ved frit at kunne give, for situationen viste det ophøjede menneske, der står i rummet med armene opløftet i velsignelse. Velsignelsens energier strømmede som gaver ud til menneskeheden. Skikkelsen gav frivilligt sig selv og sin energi i alle retninger. Skikkelsen steg ned i det ”tætte hav” af stof for at blive indespærret, fængslet og isoleret, for ved hjælp af nedstigningen at spire frem og vokse.

Det er i høj grad et offer (i det mindste set fra menneskets synspunkt), men det var uden tanke om lidelse − kun oversanselig glæde. Ubeskrivelig glæde er essensen af ofringens lov, for det er den lov, der holder verdenerne i gang − også i menneskeriget. Hvis der er tanker om lidelse forbunden med ofret, er ofret ikke fuldkomment. Så længe et menneske tvinger sig selv til at gøre noget, som det helst vil undgå, er det kun på vej imod forståelsen af ofringens lov. Men når et menneske giver sig selv fuldt og helt, fordi det én gang har set det store offers skønhed og storhed, er der ingen anden vej i de tre verdener end at overgive sig – uanset hvor fjernt, hvor svagt og ufuldkomment opfattelsen af offeret er. Når mennesket giver sig selv uden at tænke på lidelse eller modstand − ja, uden overhovedet at tænke på sig selv, men kun på det, som det arbejder for, vil offeret være fuldkomment, for så har det samme natur som Logos’ offer, og derfor har det kontakt til det inderste væsen i kærlighedens lov, som er det evige livs lov.

Den ældste kristne kirke havde tradition for og kendskab til denne viden, for det er et faktum, at man i malerierne i Roms katakomber finder netop en skikkelse, som den, der er beskrevet, med armene løftet på den særlige måde, mens skikkelsen står i midten af kredsen med de tolv apostle, og det er netop der, man naturligt forventer at finde Kristus-skikkelsen. Det er en gestus, der omtales som ”orante”[1] – dvs. en bedende skikkelse. Orante betragtes nogle gange som kvindelig, og den har skabt en del spekulation blandt kirkens arkæologer, men den mest naturlige forklaring er den, der er antydet ovenfor.

Korset er derfor fra meget tidlige tider blevet brugt som symbol for stof og manifestation – dvs. for den stoflige verden. Det var derfor ikke unaturligt, at et ophøjet menneskes nedstigning i stoffet kan symboliseres ved, at legemet bindes til korset, for det er et tydeligt billede på Logos’ enorme begrænsning i sin aktivitet i forbindelse med nedstigningen. Korset symboliserer den grad, som Logos’ mulighed for at udtrykke sig, er blevet begrænset til på det fysiske plan. Naglerne, blodet, sårene, lidelserne og alle nutidens misforstående og uhyggelige rædsler er selvfølgelig ikke andet end tilføjelser, der skyldes en syg fantasi hos middelalderens uvidende og materialistiske munke, som hverken havde intelligens eller uddannelse, der gjorde det muligt for dem at værdsætte den smukke symbolik i den oprindelige allegori.

_________________________________

[1] ”Orante” er en ikonografiske tema i kristen kunst, der viser et menneske med hænderne strakt i en gestus.

_________________________________