Aspekternes ligeværdighed

Alligevel er der grund til igen at vende tilbage til det vigtige spørgsmål om de tre overordnede aspekters ligeværdighed: ”I denne trehed er intet tidligere eller senere, intet større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store, således at i alle ting både treheden, som allerede forhen er sagt, bør æres i enheden, og enheden i treheden”. Der er gjort indsigelser mod formuleringen, for man mener, at filosofisk set må det være usandt, for det, der har en begyndelse i tid, må også have en slutning i tid. Når Sønnen udgår fra Faderen og Helligånden fra Faderen og Sønnen, så må der komme en tid, hvor de senere manifestationer – uanset hvor fantastiske de er − holder op med at eksistere.

Ved første øjekast støttes tanken tilsyneladende af meget af det, man kan læse i åndsvidenskaben om, hvad der skal ske i en periode engang i en meget fjern fremtid, hvor alt, hvad der eksisterer, igen skal gå op i det uendelige. ”Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle”.[1] Mennesket ved intet og kan intet vide i relation til de store tidsaldrenes afslutning. Og dog – hvis man husker det kendte hermetiske aksiom ”som foroven, således også forneden”, og forsøger at løfte tankerne i den retning ved hjælp af analogier i den mikrokosmiske historie, som ikke ligger så langt uden for rækkevidde, mangler der alligevel ikke beviser for trosbekendelsens ord − selv om de iagttages i den højeste og mest sublime betydning.

Meget tyder på at udtalelsen − ligesom alt andet i dokumentet − først og fremmest skal fortolkes som begreber, der henviser til solsystemet og til de tre aspekter af Sollogos, som for menneskeheden repræsenterer de tre store Logoi. De kan uden tvivl betragtes som æonisk evige, for de har eksisteret − så vidt vides − som adskilte aspekter i utallige tidsaldre, før det nuværende system blev skabt, og de vil fortsat eksistere i utallige tidsaldre efter at det nuværende system er forsvundet. Og når alt kommer til alt, er mennesket kun en overfladisk tænker i relation til menneskets evolution. ”I denne Treenighed er intet større eller mindre” − for selv om det er sandt, at menneskets ånd er en gave fra Faderen, fordi den strømmer til mennesket i tredje udstrømning, som stammer fra essensen af Logos’ 1. aspekt, så er det også sandt, at intet individuelt legeme nogen sinde er blevet udviklet til at modtage ånden uden den forudgående lange proces, hvor den monadiske essens’ stiger ned i stoffet. Det er den essens, der er udøst af 2. aspekt eller Sønnen. Og nedstigningen kunne sandsynligvis aldrig have fundet sted, hvis ikke vejen var blevet forberedt af 3. aspekts – Helligåndens − levendegørende påvirkning af det kosmiske jomfruelige stof. Det alene gjorde det muligt, at Han − for menneskeheden og for dens frelse − kunne blive ”undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria”.

_________________________________

[1] Paulus’ første brev til Korinterne, 15,28

_________________________________