Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater

DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE (3 af 58)


Hvad er den esoteriske betydning af trosbekendelserne? De er blevet fejlfortolket, og i nutiden giver de en forkert opfattelse, der har medført vildledende materialisme.

DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE (3 af 58)

Data og historie

 

Lad mig, før jeg fortæller om den virkelige oprindelse til trosbekendelserne, helt kort opsummere de ortodokse teologers idéer med hensyn til deres tidspunkt og historie. Engang gik den ekklesiastiske teori ud på, at den nikænske og den athanasianske tekst ikke var andet end udformninger af den apostolske trosbekendelse, men nu er det almindeligt anerkendt, at den nikænske historisk set er den ældste af de tre. De skal derfor tages én efter én, og der skal kastes et blik på det, der sædvanligvis vides om dem.

En kort og enkel trosbekendelse har tilsyneladende været benyttet fra en meget tidlig periode − ikke alene som et trossymbol, men også som et slags kampråb efter militært mønster. Men ordlyden af formuleringen har sandsynligvis været meget forskellig i forskellige lande, og det var først århundreder senere, at man var i stand til at skabe noget i retning af ensartethed. Et eksempel på den ældre form er en trosbekendelse, der gengives af Irenæus i hans værk imod kætteri:

 

”Jeg tror på én gud almægtige, af hvem alle ting er …

Og på guds søn, ved hvem alle ting er”.

 

Den første omtale af en trosbekendelse, der bærer apostlenes navn, forekommer i det 4. årh. i Rufinus’ skrifter, hvor han siger, at den kaldes sådan, fordi den består af tolv artikler. Hver af de tolv apostle har bidraget med én, dengang de var forsamlet til højtidelig rådslagning i samme anledning. Men Rufinus betragtes ikke som nogen stor historisk autoritet, og selv i Wetzer & Weltes romersk-katolske encyklopædi betragtes hans fortælling kun som en from legende.

Den apostolske trosbekendelse findes ikke i noget, der minder om dens nuværende udformning, før der var gået fire århundreder efter formuleringen af det nikænske symbol, og de største autoriteter i forhold til emnet betragter den blot for at være en samling, der langsomt har formet sig ved gradvis at kombinere ældre og enklere udtryk for troen. Den esoteriske undersøgelse afkræfter teorien, og det forklares senere. Selv om den helt anerkender dens sammensatte karakter, tildeler den − i hvert fald dele af den − en langt højere oprindelse end selv den, der påstås af Rufinus.

Langt mere definitive og tilfredsstillende fra det almindelige synspunkt er de historiske fakta vedr. den længere formulering, der kaldes den nikænske trosbekendelse, som bruges i den romerske kirkes messe og i den anglikanske kirkes nadvertjeneste. Praktisk talt alle forfattere er enige om, at den − med undtagelse af to særligt tankevækkende udeladelser − blev opstillet på kirkemødet i Nikæa i år 325. Mødet blev sammenkaldt for at afgøre de stridigheder, der dengang rasede mellem de gejstlige autoriteter vedr. Kristi natur. Det athanasianske eller materialistiske parti mente, at han var af samme substans som Faderen, mens Arius’ tilhængere foretrak, at man ikke bandt sig til noget mere bestemt end en udtalelse om, at han var af lignende substans, og de var heller ikke villige til at indrømme, at han også var uden begyndelse.

Stridspunktet var tilsyneladende for lille til at skabe så stor ophidselse og fjendskab, men det ser ud til at være en af de mest karakteristiske egenskaber ved teologiske stridigheder. Jo mindre meningsforskellen er, jo mere giftig bliver hadet mellem de uenige parter. Man formoder, at selv kong Konstantin havde en meget upassende indflydelse på mødets beslutninger – og uanset hvordan det forholder sig, så afgjorde man sagen til det athanasianske partis fordel, og den nikænske trosbekendelse blev anerkendt som udtryk for majoritetens tro. Sådan som trosbekendelsen dengang blev sammensat, endte den (når man ser bort fra det frygtelige Anathema, der meget tydeligt viser kirkemødets sande ånd) med ordene ”jeg tror på Helligånden”, og de sætninger, som den nu slutter med, blev tilføjede på kirkemødet i Konstantinopel i året 381 med undtagelse af ordene ”og Sønnen”, der blev indsat af den vestlige kirke på kirkemødet i Toledo i året 589.

Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
Download-fil: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - C.W. Leadbeater


Artikel-DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE - Leadbeater
Læsefil med vendbare sider: DEN KRISTNE TROSBEKENDELSE