Pontius Pilatus

”Pint under Pontius Pilatus”. Det er en sætning, der rummer det absolut mest kunstige tilfælde af nedværdigende og ubegavet indflydelse fra den materialiserende tendens, som her kaldes c), for ved at indskyde det mindste bogstav i det græske alfabet iota,[1] (der svarer til den ”tøddel”, der tales om i evangeliet[2]), er den oprindelige betydning ikke alene blevet tilsløret, men den er gået fuldstændig tabt, og derefter er den glemt. Forandringen er så enkel og let at foretage, og alligevel er virkningerne så rystende og så enorme, at de forskere, der opdagede ændringen, først havde svært ved at tro deres egne øjne. Og da de endelig havde forstået situationen, var de ude af stand til at fatte, hvordan det havde været muligt i så lang tid at overse noget, der var så tydeligt.

I alle de ældste græske håndskrifter, som de clairvoyante forskere var i stand til at finde, står der ΠΟΝΤΟΥΠΙΛΗΤΟΥ i stedet for ΠΟΝΤΙΟΥΠΙΛΑΤΟΥ. Ombytningen af A og H sker ofte i forskellige græske dialekter, og den eneste virkelige forandring her er indsættelsen af ”i’et”, der forandrer πόυτος, som betyder ”et hav”, til Πόυτιος, der er et romersk egennavn. Det er ikke hensigten at antyde, at ændringen eller andre ændringer nødvendigvis er sket med bedragerisk hensigt eller for at vildlede. Ændringen kan sagtens være en tidligere kopists rettelse og fejltagelse.

Forskerne fandt ud af, at den essæiske munk, der først oversatte teksten til græsk, bestemt ikke var perfekt til det græske sprog, og resultatet blev naturligvis alt andet end godt. De mennesker, der senere fik fat i håndskriftet (eller kopier af det), rettede hist og her indlysende fejl i stavemåden eller formuleringen, og det er meget sandsynligt, at en eller anden, der ikke var i stand til at forstå den sande esoteriske betydning, og som var overbevist om den antropomorfistiske[3] fortolkning, mente, at et bogstav ved en fejl var udeladt af en uvidende skriver, og at bogstavet derfor blev tilføjet, uden den mindste idé om, at sætningens mening blev fuldstændig forandret, og at det gav en opfattelse, der var totalt fremmed for dokumentets oprindelige mening og ånd.

Der er ingen tvivl om, at der i kirkens historie er sket et stort antal direkte løgnagtige forfalskninger ”til Guds større forherligelse”, for i munkenes øjne betød det simpelthen fremme af kirkens interesser. Men det er heldigvis ikke nødvendigt at forudsætte falskneri i det aktuelle tilfælde, for uvidenhed og fordomme kan meget let være årsag til det skæbnesvangre værk, der fuldstændigt materialiserede de begreber, der oprindeligt var magtfulde og oplysende.

Langt senere var det uden tvivl i den samme misforståede hensigt, at forholdsordet έπί blev tilføjet i stedet for det tidligere ύπό − selv om ulykken var sket, dengang teorien om egennavnet blev accepteret. Ændringen gav bare sætningen en mere elegant form og formindskede sandsynligheden for undersøgelser, der kunne afsløre en anden mening end den accepterede. I den oprindelige oversættelse blev forfatterens virkelige hensigt endnu tydeligere ved bruges af kasusen dativ, for det viste, at udtrykket henviste til et sted og ikke til en person − men det blev næsten straks ændret til det mere almindelige genitiv − selv før den uheldige indsættelse af ”iota’et”.

Ordene πόυτος betyder derfor simpelthen et komprimeret eller fortættet hav, og det er bestemt ikke nogen dårlig beskrivelse af den lavere del af astralplanet, der normalt symboliseres ved vand. Sætningen, der normalt oversættes ved ”pint under Pontius Pilatus” skulle oversættes med ordene: ”Han udholdt det tætte hav”. Dvs. at for menneskeheden og for menneskets frelses skyld, lod han sig midlertidigt begrænses af og fængslet i astralt stof. Læg mærke til sætningernes nøjagtige rækkefølge. Ingen af nutidens trosbekendelser har formuleringer, der indeholder hele den oprindelige tanke, for selv om rækkefølgen i den apostolske er rigtig nok, er der udeladt mange stadier. Og selv om den nikænske er mere fuldkommen, er der uorden i opstillingen. Det første trin, der nævnes, er iklædningen af stoffet − ”inkarnationen” − derpå skabelsen af menneskeskikkelsen, selv om det endnu kun er i skikkelsens højere principper − derpå ”pint under Pontius Pilatus” eller nedstigningen i det astrale hav − og først derefter kommer korsfæstelsen på det fysiske stofs kors, hvor han så udtryksfuldt kaldes ”død og begravet”.

_________________________________

[1] Iota (græsk: Ιώτα) er det 9. bogstav i det græske alfabet.

[2] Matthæusevangeliet, 18: ”Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel forgå af loven, indtil det er sket alt sammen”.

[3] Antropomorfisk er græsk og stammer fra ”anthropos”, der betyder ”menneskelig”, og ”morfe”, der betyder ”form”. Det er en form, hvor noget abstrakt eller åndeligt symboliseres i menneskeskikkelse, eller det er et fænomen eller en skabning, der tillægges menneskelige egenskaber – eksempelvis den kristne Gud, hvor de kristne tror på en personlig Gud eller at Gud har menneskeskikkelse.

_________________________________