Korsfæstelsen

”Korsfæstet, død og begravet”. Det er ord, som igen har medført en stort set universel misforståelse. Omfanget af misforståelsen har været kolossal, og resultatet har været totalt ødelæggende. Den overraskende udvikling af en fuldkommen logisk allegori, der er forvandlet til en komplet umulig biografi, har haft en meget tragisk indflydelse på den kristne kirke og på den tro, de kristne præster har forkyndt – ikke mindst pga. den enorme mængde følelsesmæssige sympati, der i århundreder er blevet spildt pga. en fejlagtig opfattelse af fysiske lidelser, der er fuldkommen virkelighedsfjern. Det er sandsynligvis verdenshistoriens mest mærkværdige og sørgelige spild af psykisk kraft.

Igen er det nødvendigt at gentage, at det oprindeligt aldrig var hensigten med hverken trosbekendelsen eller evangelierne, at de skulle fortælle Kristi livshistorie. Men evangelieberetningen, sådan som den er nu, er et underligt sammensurium. Evangelierne er et totalt håbløst virvar baseret på solmyten, der var en Kristus-allegori fra indvielserne, som var fælles for næsten alle religioner, plus et sammenrod af en tradition om en del af Jesu fysiske livs historie. Derfor repræsenterer evangelierne et yderst vanskeligt opklaringsarbejde, hvis man skal relatere de forskellige begivenheder til de rigtige kilder.

Det er indlysende, at korsfæstelsen og opstandelsen hører til Kristus-allegorien. Men at de gør det, bør vække alle studerendes opmærksomhed på grund af det faktum, at datoen for kirkens højtideligholdelse af korsfæstelsen og opstandelsen ikke er en bestemt dag. Det ville naturligvis være tilfældet, hvis der var tale om årsdagen for en virkelig begivenhed. Men datoen ligger ikke fast, for den er afhængig af astronomiske beregninger. Påskedag er den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.[1] Det betyder, at det altid er fuldmåne mellem palmesøndag og påskedag.

Hvis datoen virkelig var en historisk mindedag, ville den gældende metode til fastsættelse af en dato nærmest være latterlig. Derfor kan datoen kun forklares fornuftigt på grundlag af solmyte-teorien. I perioder har der været en tendens til at se en solmyte i ethvert brudstykke af forhistorisk folkesnak, men man skal ikke være blind for det faktum, at der er en hel del sandhed i teorien – navnlig når man ved, at Solens årlige bane bruges som en allegori til at bevidstgøre mennesker, der forstår den, om de primære åndelige sandheder, som Solen længe er blevet brugt til at symbolisere.

Den dogmatiske forklaring på fastlæggelsen af påskens højtideligholdelse er angiveligt, at et vigtigt punkt i en jødiske strid drejede sig om, at korsfæstelsen fandt sted i den jødiske påsketid, og derfor blev den fremhævet som det sande offer, og at da forbigåelsesdagen[2] skiftede efter Månen, skulle påskehøjtideligheden også gøre det. Det er meget sandsynligt, men det modbeviser ikke påstanden om, at alene det faktum, at påsken er bevægelig, er bevist for, at hverken den jødiske eller den kristne påske kan være for at minde en bestemt historisk begivenhed, for så ville korsfæstelsen og opstandelsen blive højtideligholdt på faste dage i årskalenderen. Bevægeligheden viser tværtimod meget klart, at der er tale om en astronomisk fest, som på en eller anden måde har relation til bestemte himmellegemer, og at det er deres bevægelse, påsken er afhængig af.

I virkeligheden er denne del af trosbekendelsen direkte kopieret fra en gammel egyptisk indvielsestekst, som illustrerede de senere stadier i den monadiske essens’ nedstigning i stoffet. Der er derfor grund til at se på, hvorfor nedstigningen blev symboliseret som en korsfæstelse, og derefter hvordan den blev præsenteret for neofytterne i det gamle Khem (Egypten).

_________________________________

[1] Datoen er tidligst 22. marts og senest 25. april.

[2] Påsken fejres i anledning af, at israelitterne blev udfriet fra Egypten, og at deres førstefødte blev ’forbigået’, da Gud udslettede egypternes førstefødte.

_________________________________