21. KAPITEL

MESTERENS KAUSALLEGEME

For mennesker, der endnu ikke er i stand til at se menneskets højere legemer, vil illustrationerne her i bogen være interessante og informative. Bogen er netop udgivet i dette håb. Men alle, der kan se, vil, selv med den største respekt for kunstnerens omhu og dygtighed, være enige om, at selv det groveste af disse overfysiske planer aldrig kan overføres tilfredsstillende til papir eller lærred. Når det forholder sig sådan − og det gør det − er det selvsagt langt mere umuligt at forsøge at afbilde en mester − et menneske, der har nået det mål, der er opstillet for menneskeheden, og som er blevet meget mere end et menneske.

Størrelsen på mesterens kausallegeme er enormt forøget, og det stråler i sin blændende skønhed med en sollignende glans, der overgår alt, hvad man kan forestille sig. Ingen ord kan beskrive denne forms skønhed og farve, for der findes ikke et sprog her på Jorden, der rummer udtryk, som kan beskrive disse strålende sfærer. En mesters legeme er værd at studere, men det ville overskride evnerne hos enhver, der ikke allerede har tilbagelagt et langt stykke ad den åndelige vej.

Man kan i hvert fald se, at en mesters legeme ikke alene er langt større end gennemsnitsmenneskets, men også, at farverne er organiseret på en anden måde. De bevæger sig ikke længere i hvirvlende skyer, men er ordnet i store, koncentriske cirkler, som dog overalt gennembrydes af de udstrålinger af levende lys, der altid strømmer ud fra mesterens center. Farvernes orden afhænger af den type, mesteren tilhører, og der er derfor flere forskellige klart markerede varianter af dette vidunderlige syn. I betragtning af emnets mystiske karakter er der mærkeligt nok i mange af de ret primitive tegninger af Herren Buddha, som eksempelvis ses på tempelmure på Ceylon, bevaret en fuldkommen korrekt overlevering om dette forhold. Den store lærer bliver som regel vist omgivet af en aura, og selvom farverne og deres organisation i almindelighed ville være grotesk urigtige, ja endog helt umulige, hvis det drejede sig om et gennemsnitsmenneske − eller endog en almindelig mester − hvis man kan bruge et sådant udtryk uden at være respektløs − så er det virkelig en overfladisk og materialistisk fremstilling af det højere legeme hos en mester af den særlige type, som denne store lærer tilhører. Det er også værd at bemærke, at helbredsauraens linjer er afbildet i nogle af disse primitive malerier.

Selvom det er umuligt at gengive mesterens kausallegeme, er det alligevel relevant at give en ide om dette legemes relative størrelse og udseende hos en af mesterens mere fremskredne elever − en elev, der har nået fjerde stadie på udviklingsvejen. Det er det trin, man i østerlandske skrifter har kaldt arhatens. (Se bogen Usynlige Hjælpere). Der er gjort forsøg på det i 26. planche.

PLANCHE 26

Men for at fuldstændiggøre billedet kræves der en endnu større indsats fra forestillingsevnens side end sædvanligt. Det skyldes, at farverne i dette kausallegeme har to egenskaber, der ikke kan forenes her på det fysiske plan. De er afgjort finere og mere æteriske end nogen, der er beskrevet i det foregående, og samtidig er de langt fyldigere og mere strålende og lysende. Så længe man ikke kan male med ild i stedet for med farver, vil man altid stå over for et vanskeligt valg, for hvis man forsøger at fremstille farvens dybde og fylde, vil den uundgåeligt komme til at tage sig tæt og massiv ud. Hvis man forsøger at gengive dens vidunderlige, lysende gennemsigtighed, kommer farverne til at mangle den mystiske kraft og glans, der er en ejendommelighed ved denne strålende virkelighed.

I afbildningen af de andre kausallegemer er der gjort forsøg på at give en forestilling om den gennemsigtige, æglignende form, men i dette tilfælde er der gjort forsøg på at gengive farvernes fylde, deres organisation og formens relative størrelse. Det sidste er kun muligt, hvis det fysiske legemes størrelse i tegningen reduceres til en lille brøkdel af den tidligere. For hvis denne størrelse blev fastholdt, ville gengivelsen af arhatens kausallegeme blive flere meter lang og lige så bred. For at opnå det rigtige forhold mellem kausallegemet og den fysiske form − selv inden for rammerne af en dobbeltplanche − har det derfor været nødvendigt at reducere den sidstnævntes størrelse meget kraftigt. Men selv sådan en tegning kan kun betragtes som et udgangspunkt, der kan hjælpe til selv at danne et mentalt billede af dette kausallegeme − et billede, som måske ikke er så håbløst utilstrækkeligt som den fysiske fremstilling.

Når illustrationen iagttages, må man undre sig over den vidunderlige udvikling, der har fundet sted af de højeste former for intelligens, kærlighed og åndelighed og af det overskud af medfølelse og af den højeste spiritualitet, som den afslører. Den udstrømning af guddommelig indflydelse, som man så i 21. planche, er langt stærkere her, for dette menneske er blevet en næsten fuldkommen kanal for Logos' liv og kraft. Stråleglansen strømmer ikke blot ud som hvidt lys, men alle regnbuens farver spiller omkring dette ophøjede væsen i evigt skiftende glimt som perlemor. I denne udstråling er der noget, som forstærker de højeste egenskaber i enhver, der kommer i nærheden af den, uanset hvilke egenskaber det måtte være. Ingen kan komme inden for ræk­kevidden af denne indflydelse uden at blive et bedre menneske af det. Udstrålingen strømmer ud og oplyser alle omkring som stråler fra Solen, for dette menneske er i lighed med Solen blevet en manifestation af Logos.

Det mentallegeme og astrallegeme, der er forbundet med dette kausallegeme, har kun meget få af deres egne karakteristiske farver, for de er reproduktioner af kausallegemet i det omfang, som deres lavere oktaver er i stand til at give udtryk for det. De har et fortryllende, funklende farvespil − en slags opaliserende perlemorsglans, som det er helt umuligt at beskrive eller gengive.

Man kan måske håbe på, at studiet af de indre legemer i det mindste vil give en forståelse af, at det er dette højere aspekt af mennesket, der er det virkelige menneske, og ikke det redskab af fysisk stof, der har krystalliseret sig i midten af det, og som mennesket i sin uvidenhed tillægger en så voldsom stor betydning. Man ser måske ikke selve det virkelige menneske − den guddommelige treenighed i det indre − men, jo mere menneskets syn udvides og kundskaben forøges, jo mere afsløres det, der er tilsløret. Kausallegemet er det højeste af de legemer, der på det nuværende udviklingsniveau kan iagttages clairvoyant. Det er det, der kommer forestillingen om det egentlige menneske nærmest. Hvis man derimod iagttager det samme menneske på de lavere mentale underplaner, ser man kun den del af mennesket, der kommer til udtryk i mentallegemet, og mentallegemet er et aspekt af personligheden. Hvis det samme menneske analyseres på astralplanet, er det blevet yderligere tilsløret, og man ser kun den lavere del af mennesket, som kan komme til udtryk gennem følelserne. På det fysiske plan er man endnu ringere stillet, for det egentlige menneske er endnu mere tilsløret for iagttageren.

Kendskab til disse forhold kan måske medføre, at man får et bedre syn på sine medmennesker, for konklusionen er, at de altid er langt mere, end de ser ud til at være, når de alene iagttages med det fysiske syn. Der er altid et højere aspekt bag det ydre slør. Og en appel til et menneskes højere instans kan være med til at vække dette dybere aspekt af mennesket. Når man kender mennesket, som det virkeligt er, vil det være lettere at trænge igennem de tætte slør og danne sig en forestilling om den virkelighed, der befinder sig bagved. Man får måske mere tiltro til medmennesket, når man ved, at den menneskelige natur er en del af den guddommelige natur. Man bliver bedre til at hjælpe sine medmennesker, når man ved, at menneskeheden udgør en enhed.

Hvis det guddommelige lys skinner klarere ud igennem et menneske, er det kun, for at det kan dele dette lys med andre. Og hvis det er nået op på et højere trin af udviklingsstigen end andre, er det meningen, at det skal række dem en hjælpende hånd. Jo bedre denne fantastiske evolutionsplan forstås, jo bedre forstås den dybere hensigt med Logos' selvopofrelse. Denne plan er så smuk, så fuldkommen, så langt ud over alt, hvad man kan forestille sig, at når man engang har fået øjnene op for den, vil man være fast dedikeret til virkeliggørelse af den. At forstå den er ensbetydende med at arbejde for den og for tid og evighed blive ét med den, også selvom det kun er i den mest beskedne egenskab. For den, der samarbejder med Gud, arbejder for evigheden og ikke for nuet, og i alle de æoner, som ligger forude, kan dette arbejde aldrig mislykkes.